Det er en fordel, at jeg også har siddet på den anden side af bordet

Siden Maj Thorsen valgte at blive selvstændig socialrådgiver, har hun været privat bisidder for en række borgere. Men hvilke dilemmaer er der forbundet med pludselig at sidde på den anden side af bordet? Hvad forventer borgerne af hende? Og hvordan er det at bede borgere i en svær situation om at betale for råd og vejledning af egen lomme?

Maj Thorsen har netop afsluttet et møde, hvor hun som selvstændig socialrådgiver er bisidder for et forældrepar, der igennem det sidste halvandet år har kæmpet for at få hjælp af forvaltningen. Hun har sat sig ind i sin sorte Peugeot og har en lang køretur på de jyske motorveje foran sig. Transporttiden bliver brugt til et telefoninterview med fagbladet Socialrådgiveren.

Indtil for halvandet år siden var Maj Thorsen kommunalt ansat socialrådgiver, men fik af forskellige årsager lyst til at blive selvstændig socialrådgiver. Men hvilke dilemmaer er der forbundet med at sidde på den anden side af bordet? Hvordan er det at bede borgere i en svær situation om at betale for råd og vejledning af egen lomme? Og hvilke opgaver bliver hun bedt om at løse?

– På mødet, som jeg lige har deltaget i, er det et forældrepar, som gerne vil have deres barn anbragt, fordi barnet er meget dårligt på grund af en psykisk funktionsnedsættelse. Forældrene, som egentlig er ressourcestærke og har kendskab til gode pædagogiske redskaber, har netop kastet håndklædet i ringen. De er helt kørt ned og har derfor bedt mig om hjælp.

– Hver gang jeg får en ny henvendelse, så skal jeg lige se sagsakterne først. Borgerne er altid ude af sig selv følelsesmæssigt, og jeg tænker, at der altid er to sider af en sag. Men når jeg så får fat i sagsakterne, må jeg bare konstatere, at jeg godt kan forstå, at de bliver kede af det. Der er oftest en fuldgyldig grund til det, eksempelvis at sagen er løbet af sporet eller er gået i stå.

Jeg kan ikke trylle

Maj Thorsen fortæller, at hun laver en forventningsafstemning med kunden forud for et møde med forvaltningen.

– Det er vigtigt for mig at vide, hvilken rolle de forventer, jeg skal indtage. Hvor meget må jeg eksempelvis bryde ind og argumentere?

Og hvis jeg ved, at kunderne har følelserne uden på kroppen – og det har de fleste af dem – så spørger jeg også om, hvordan jeg skal forholde mig, hvis de kommer til at græde eller bliver vrede på mødet. Hvordan hjælper jeg dem med at blive rolig igen?

– Det er tit, at jeg spørger, om jeg må lægge en hånd på deres hånd eller på skulderen for at berolige. De fleste siger ja – bortset fra dem, der har gigt. De er ikke så glade for at blive rørt ved. Og en sjælden gang er der nogen, som siger nej, simpelt hen fordi de er bange for at bryde sammen, hvis jeg udviser empati og omsorg så direkte.

Og Maj Thorsen understreger, at hun altid tydeligt fortæller kunderne, hvad det er, hun kan hjælpe med.

– Jeg tager ikke sager, hvor jeg kan høre, at de ikke får noget ud af det. Så siger jeg til dem, at det vil være at kaste pengene ud ad vinduet at hyre mig, fordi jeg kan høre, at kommunen har ret. Og så siger jeg også altid til dem, at jeg ikke kan trylle. Det er kommunen, som sidder med den endelige afgørelse. Når man ringer til sådan en som mig og prioriterer at bruge penge på det, så er det ofte sidste udvej. Derfor skal de vide, at jeg ikke altid kan gøre det, de har brug for.

På kanten af stolen

Mange opfatter alene en bisidder som et par ekstra ører og øjne, men Maj Thorsen understreger, at sådan kan hendes rolle som bisidder ikke defineres.

– Mine kunder udtrykker behov for en bisidder, der bakker dem op verbalt på møderne med forvaltningen. Og i en så alvorlig sag, som jeg lige kommer fra, har forældrene klokkeklart sagt til mig, at jeg er en slags advokat for dem, og det er ikke første gang, at jeg hører det. Og det betyder, at jeg har en meget fremtrædende og argumenterende rolle – og mødet i dag, var da også et af de møder, hvor jeg sidder helt fremme på kanten af stolen.

– Når en leder siger, at de kun kan bevilge familiebehandling – og ikke en anbringelse – så er det mit job at få hende til at begrunde hvorfor. Jeg griber fat i alt, hvad der taler for og imod, men selvfølgelig i en ordentlig tone. Ellers bliver jeg ikke taget alvorligt.

– Indtil videre har jeg kun mødt åbenhed bortset fra et par situationer, hvor ledelsen også var til stede – og hvor der ikke blev talt pænt. Pt. Har jeg ikke mødt tidligere kolleger, men det skal jeg snart, og det bliver specielt, men jeg forventer ikke på nogen måde, at det bliver problematisk.

Betaler for tryghed

På spørgsmålet om, hvad borgeren får ud af at betale for hende som bisidder – eller partsrepræsentant for borgere, hvor hun har fuldmagt til at have kontakten direkte med kommunen – lyder det korte svar:

– Tryghed.

Efter en pause uddyber hun:

– En der kender lovgivningen og kan tale ud fra den. Det er noget af det vigtigste. Og så at der er en, som er deres. På mange måder ville hun ønske, at der ikke var brug for hende som bisidder.

– Der er dem, der kan betale mig for at få opfyldt deres retssikkerhed, og så er det dem, der ikke kan. Det har jeg det rigtigt dårligt med, selv om det også er min egen forretning, vi taler om. Men det er ofte retssikkerhed, det handler om, og den er utrolig vigtig for mig. Men ud fra en samfundsmæssig betragtning er det skidt med et A- og et B-hold.

På trods af sin skepsis mener hun, at bisiddere generelt fører til mere optimale sagsforløb. Det er hendes erfaring, og det bliver også bekræftet af en ny undersøgelse om bisidderordninger for socialt udsatte. (Se www.udsatte.dk).

– Når jeg ser på de tilbagemeldinger, som jeg får fra kunderne, så tyder det på, at det gør en forskel at have en bisidder med til samtale. Det glæder mig, når en kunde skriver: ”1000 tak for, at du var med. Jeg har fået et venligt brev fra min sagsbehandler. Eller: ”Nu har min sagsbehandler ringet, og hun var meget mere venlig end tidligere.”

Fejlfinder – ubehagelig rolle

Maj Thorsen trives godt med sin nye måde at være socialrådgiver på, men der er også en række dilemmaer forbundet med rollen på den anden side af bordet.

– Med mine otte års erfaring som myndighedsrådgiver, hvor jeg både har arbejdet med børnehandicap-, børn- og familie- og jobcenterområdet, så kan jeg godt regne ud, at hvis arbejdet med sagerne ikke er gjort godt nok, så er det, fordi mine fagfæller i det offentlige er pressede. Det havde jeg det rigtig svært med at forlige mig med især i starten. Der fyldte empatien med socialrådgiverne på den anden side af bordet rigtig meget. Men jeg er på borgerens side – og som bisidder kan jeg ikke tage hensyn til, om socialrådgiveren har dårlige arbejdsforhold. Der er stadig en retssikkerhed, som skal overholdes fra kommunens side, siger hun og fortsætter:

– Jeg har eksempelvis et forløb, hvor jeg på borgerens vegne klagede over sagsbehandlingen, og kommunen reagerede allerede fem timer efter. Det var en sag om tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med en børnehandicapsag, hvor forældrene har fået afslag på tabt arbejdsfortjeneste for 2018 og gerne ville have mig til at skrive en klage. Da jeg får fat i sagsakterne, viser det sig, at de også havde søgt om tabt arbejdsfortjeneste i 2017 – men kommunen havde ikke sendt det andet afslag til Ankestyrelsen – og det skal kommunen gøre. Så jeg opdager en ”fodfejl”, som får kommunen til at reagere ved at tage sagen op igen.

Maj Thorsen ser det som en klar fordel, at hun også har siddet på den anden side af bordet.

– Jeg kender systemerne, jeg kender sagsgangene. Jeg kan fortælle kunden, at sagsbehandlingen tager tid, og at det ikke bliver i dag, kommunen agerer på det. Oftest er jeg kortvarigt inde i en sag, så er jeg ude, og måske kommer jeg ind igen på et senere tidspunkt. Det er svært at være den der fejlfinder, som kommer og siger, at det her er galt. Hvorfor har I ikke opfyldt lovgivningen her? Det er ikke nogen behagelig rolle at

have, men det er nødvendigt. Jeg har et etisk kompas, der sitrer ved det mindste, og jeg kan få lov til at reagere på det. Og det har jeg ikke altid kunnet i det offentlige.

Maj Thorsen er medlem af Dansk Socialrådgiverforenings Sektion for Selvstændige.

Læs mere om Sektion for Selvstændige.


RET TIL BISIDDER BLEV INDFØRT I 1987

Bestemmelsen om bisidder og repræsentation i forvaltningsloven § 8 trådte i kraft den 1. januar 1987 – da forvaltningsloven trådte i kraft.

Forvaltningsloven § 8

Den, der er part i en sag, kan på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre. Myndigheden kan dog kræve, at parten medvirker personligt, når det er af betydning for sagens afgørelse.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke, hvis partens interesse i at kunne lade sig repræsentere eller bistå findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov.

VIDEN OM BISIDDERORDNINGER

  • Rådet for Socialt Udsatte har undersøgt, hvad der karakteriserer de bisidderordninger, der er tilgængelige for socialt udsatte, hvordan de er organiseret, hvor stor deres kapacitet er, og hvordan de tilrettelægger hjælpen.
  • Undersøgelsen tegner et billede af, at bisidderne gør en stor forskel for det enkelte sagsforløb. Både brugere og bisiddere fortæller, at sagsbehandlingen går lettere, og at sagsbehandlerne taler pænere til brugerne/borgerne, når der er en bisidder med.
  • De oplever også, at samarbejdet mellem sagsbehandlerne og bisidderne som regel er godt, og at sagsbehandlere giver udtryk for, at de er glade for, at bisidderne er med – ikke mindst fordi konfliktniveauet bliver lavere.
  • Nogle bisiddere oplever, at der mangler oplæring, koordination og faglig støtte.
  • Ifølge undersøgelsen tyder meget dog på, at de udsatte borgere har brug for mere rådgivning og koordinering, end den klassiske bisidder kan tilbyde.

Undersøgelsen ”Bisidderordninger for Socialt Udsatte” bygger på en spørgeskemaundersøgelse, som er besvaret af 92 organisationer, som tilbyder bisidning for socialt udsatte samt interview med i alt 14 bisiddere og brugere af bisidderordninger.

Læs hele undersøgelsen på www.udsatte.dk

BORGERE EFTERLYSER INFORMATION OM BISIDDERE

En undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder om retssikkerhed i kommunerne med fokus på borgernes møde med kommunen i sociale sager, viser :

  • 43 procent af de adspurgte borgere mener ikke, at kommunen har informeret dem om muligheden for at have en bisidder med til møderne om sagen.
  • 38 procent af borgerne giver udtryk for, at de har fået information om muligheden For at få en bisidder med.
  • Omkring halvdelen af de adspurgte borgere mener, at det i høj eller i nogen grad ville have været en fordel for dem, hvis de havde fået mere information om, hvilken rolle en bisidder har, og hvorfor det kan være godt at have en bisidder med til møder.

Undersøgelsen ”Retssikkerhed i Kommunerne”, 2017, som er baseret på svar fra 1100 borgere, kan læses på www.menneskeret.dk

3 TYPER AF BISIDDERORDNINGER

Undersøgelsen ”Bisidderordninger for Socialt Udsatte” sætter alene fokus på de bisidderordninger, som det vurderes, at de mest udsatte har adgang til. Derfor er tilbud om at være bisiddere fra selvstændige socialrådgivere ikke omfattet af undersøgelsen.

Overordnet kan 88 procent af respondenterne kategoriseres inden for én af følgende tre typer af bisidderordninger:

  • Frivillige bisiddernetværk og bisidderforeninger.
  • Væresteder og sociale cafeer
  • Rådgivninger

Bisidderordningerne er organiseret vidt forskelligt. Nogle ordninger fungerer meget systematisk med konsekvent oplæring, faglige retningslinjer og faste visitationsprocedurer, mens andre er mere løse i deres struktur og har en bredere fortolkning af opgaven som bisidder.

En stor del af ordningerne er karakteriseret ved at være uofficielle forstået på den måde, at de fungerer i forlængelse af andre aktiviteter som eksempelvis væresteds-aktiviteter eller rådgivningsforløb.

Kilde: Bisidderordninger for Socialt Udsatte, 2018, Rådet for Socialt Udsatte.