Det er svært for unge med autisme og ADHD at snakke med en socialrådgiver
5 HURTIGE: En ny antologi behandler myndighedsarbejde med børn og unge med autismespektrumforstyrrelser eller ADHD. Forsker Cecilie K. Moesby-Jensen har redigeret bogen.
Allerførst: Hvorfor er det nødvendigt med en bog som jeres?
Fordi der mangler aktuel og relevant litteratur om myndighedsarbejde med børn og unge med autismespektrumforstyrrelser eller ADHD. Der har været en stor stigning i børn og unge, der er blevet diagnosticeret, og flere familier har brug for hjælp til for eksempel aflastning, dækning af merudgifter, tabt arbejdsfortjeneste, støttekontaktpersoner. Det efterlader ofte myndighedsrådgiverne i et komplekst og konstant krydspres mellem krav fra de unge og deres forældre om lydhørhed og effektivitet – og knappe tidsmæssige og økonomiske ressourcer.
Du har blandt andet skrevet kapitlet om unge med autismespektrumforstyrrelser og deres møde med myndighedsrådgivere. Hvad er særligt for disse unge?
De unge kan have behov for særlige botilbud, uddannelsesvilkår, beskæftigelsestilbud eller måske en støtte-kontaktperson. For at få hjælp til det skal de jo have et samarbejde med en myndighedsrådgiver, og det er svært for mange af dem.
Hvad er det, der er svært?
Jeg har gennemført en undersøgelse, som kapitlet tager afsæt i, og det gik som en rød tråd i de unges fortællinger, at de havde vanskeligt ved at udtrykke sig og navigere i mødet med forvaltningen og myndighedsrådgivere: Hvad siger jeg? Hvornår siger jeg det? Hvordan siger jeg det? Møderne med myndighedsrådgiverne presser dem, og de udtrykker alle, at de har brug for at have en forælder, en støttekontaktperson eller en anden bisidder med, som kan hjælpe med at guide og ”oversætte” deres behov og ønsker – og det, rådgiveren siger.
Hvad skal der til for at få det til at fungere?
De oplever, at de ikke bliver forstået, hørt, inddraget og anerkendt, og at myndighedsrådgiveren har en forudindtagethed – som både kan være: ”Det kan sådan en som dig ikke,” eller ”Du virker da helt normal, du behøver ikke hjælp.” De unge har brug for at blive mødt anerkendende, inddragende, respektfuldt og ligeværdigt. Og at der bliver taget højde for deres vanskeligheder, men også deres ressourcer og kompetencer.
Målgruppen for jeres bog er primært socialrådgivere – hvad skal de tænke, når de har læst bogen?
Forhåbentlig giver det refleksioner over, hvordan rådgiverne kan være i kontakt med unge med autismespektrumforstyrrelser eller ADHD på en anerkendende og inddragende måde. Bogen har også et forældreperspektiv og myndighedsperspektiv på møderne og teoretiske og juridiske indfaldsvinkler. Så jeg håber også, at den i sidste ende kan bidrage til at kvalificere forvaltningernes myndighedspraksis med denne gruppe af udsatte børn, unge og deres familier.
Cecilie K. Moesby-Jensen er sociolog, ph.d., og ansat som adjunkt på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. Hun er redaktør på bogen ”Diagnoser i myndighedsarbejde. Børn og unge med autisme eller ADHD.” Læseprøve på bogen: samfundslitteratur.dk/bog/diagnoser-i-myndighedsarbejde.