Det er værdifuldt at dele erfaringer og oplevelser med social udsathed

5 HURTIGE: Det giver god mening at skabe fællesskaber, hvor mennesker, der har erfaring med at være udsatte og sårbare, kan hjælpe og støtte hinanden. Men der er også udfordringer, viser et inspirationshæfte fra VIVE. Maya C. Flensborg Jensen er en af forfatterne.

I har evalueret 10 projekter med peer-to-peer fællesskaber – men hvad er et peer-to-peer fællesskab mellem socialt udsatte?

Grundtanken er, at ligesindede indgår i et fællesskab ud fra egne behov og ønsker – og så kan det ellers forstås meget bredt. Det kan være mennesker med levede erfaringer med misbrug, psykisk sårbarhed og så videre. Peer-to-peermøder kan være to personer, det kan være større fællesskaber, det kan være en-vejs, to-vejs, meget uformelt, meget formaliseret, ad hoc, længerevarende, personlige møder eller digitale møder.

Hvorfor skal man overhovedet lave peer-to-peer fællesskaber?

Der har i mange år hersket en idé om, at mennesker med erfaringer fra socialt udsathed måske ikke har så mange ressourcer. Men erfaringerne viser, at der er mange ressourcer at hente. Så det er værdifuldt at bringe dem sammen og lade dem dele deres levede erfaringer og oplevelser med social udsathed. Den ligesindethed, det giver, er jo anderledes end den, der eksisterer mellem fagpersoner og den socialt udsatte. Hvis man kobler to, der for eksempel er på forskellige stadier i et recovery-forløb, kan det give håb om, at det kan lade sig gøre eksempelvis at komme ud af et misbrug.

I inspirationshæftet skriver I, at det er svært at pege på et entydigt udbytte. Hvorfor det?

Nogle steder skaber det kæmpe værdi og udbytte for deltagerne. I andre projekter oplever deltagerne ikke et ret stort udbytte. En af dem, vi snakkede med, sagde det meget fint: Det handler jo om relationer, og det er jo også rigtig svært at finde et godt match gennem dating. På samme måde er udbyttet af peer-to-peer afhængigt af, at man formår at skabe et godt match.

Hvad er udfordringerne for foreningerne, der gerne vil etablere peer-to-peer-fællesskaber?

Rekrutteringsproblemer er noget af det, der fylder mest i de projekter, vi har undersøgt. For hvad kalder man fællesskaber, der ønsker at samle mennesker med levede erfaringer med for eksempel misbrug? Hvordan får man fat på de mennesker – uden at stigmatisere dem? Så altså: Hvordan får man solgt ideen, fundet den rigtige form for fællesskaber, og hvordan matcher vi deltagerne? Det er nogle af hovedudfordringerne.

Hvad er de bedste råd til at få et peer-to-peer fællesskab til at fungere?

Vi kan se, at det kræver en projektleder, der er en ildsjæl, og som er i stand til at udvikle projekterne løbende for eksempel ved at gentænke form og rekruttering. Man skal være meget åben, tålmodig og vedholdende. Derudover ligger der store potentialer i, at foreninger og kommuner går sammen, for kommunerne er et godt arnested for rekruttering. Peer-to-peer-fællesskaber kan være et godt tilbud til dem, der står over for udskrivelse efter længere tids behandling.

Maya C. Flensborg Jensen er forsker hos VIVE. Medforfatter til ”Peer-to-peer-fællesskaber mellem socialt udsatte”, som kan læses på vive.dk