Elever: Ghetto lyder overdrevet

Eleverne Azrah Farhan Ahmed, 13 år, Omar Muhsin Ismail, 13 år, Albina Limani, 14 år og Filis Younus Ali, 13 år, fortæller om, hvordan det er at bo i et område, der er stemplet som ghetto.

Hvordan vil I beskrive Tingbjerg?

Omar: Jeg vil sige, at her er godt og trygt.

Hvorfor er det vigtigt, at her er trygt?

Filis: Man kan ikke bo i en by, hvis man ikke har det godt. Hvis man hele tiden er bange for at gå udenfor, hvis der skulle ske noget.

Er der noget, der er særligt ved Tingbjerg?

Albina: Her er småt, så man kender folk. Man støder hele tiden ind i folk, man har kendt i lang tid. Her er et fællesskab – også fordi, der er flere, man går i skole med.

Bemærker I de historier, der kører om Tingbjerg i medierne?

Albina: Ja. Ofte tænker vi, at det ikke er sandt, hvad de siger. Jeg har boet her hele mit liv. Når der kommer nogle udefra og siger, at Tingbjerg ikke er et trygt sted at være, tænker jeg, at det ikke er sandt. Jeg synes ikke, at folk skal dømme et område, de ikke kender.

Hvad siger folk?

Omar: De siger, at der sker en masse voldelige ting. Bandemedlemmer, der render rundt i Tingbjerg med pistoler og den slags.

Tingbjerg bliver ofte kaldt for en “ghetto”. Hvad tænker I om det?

Albina: Jeg synes, det lyder overdrevet. Det lyder som et sted, hvor man ikke kan gå på gaden, og hvor børn ikke kan være udenfor.

Nogle politikere taler om, at man vil rive boligblokke ned i nogle områder som Tingbjerg. Hvad tænker I om dét?

Omar: Det synes jeg ikke er i orden. Tænk, hvis man har boet der hele sit liv. Så flytter man pludselig til et sted i udkanten af København, kender ingen, og hvor ingen af ens venner er. Hvis man går i skole, ødelægger det ens skolegang, hvis man skal til at skifte.

Hvordan har I det med at gå i skole?

Filis: Jeg er glad for at gå i skole, jeg lærer meget, og skolen er et trygt sted at være. Her er jeg sammen med mine venner, og der er folk, som passer på mig.

Omar: Jeg har det trygt her, og jeg synes, det er rart at lære noget, så jeg på et tidspunkt kan bruge det, når jeg gerne vil begynde på en videregående uddannelse.

Hvordan tror I, at jeres klassekammerater har det med at gå i skole?

Albina: Jeg tror også, at de har det godt med at gå i skole. Vi har kendt hinanden længe, og hvis der er noget, vi ikke ved, kan vi bare spørge hinanden.

Omar: Folk siger nogle gange, at de ikke kan lide at gå i skole. Men jeg tror ikke, at de mener det. For samtidig siger de, at de gerne vil uddanne sig til dit og dat. Og så skal man jo gå i skole. Det kan være, at de tror, at det er sejt ikke at kunne lide at gå i skole. Hvis andre nu har sagt til dem, at det ikke er sejt at gå i skole, så tænker de over dét og siger det videre.

Filis: Det kan være, at nogen brokker sig over, at det er hårdt at lave lektier. Men man skal også huske at tænke på de børn i verden, som ikke får mulighed for at gå i skole.

Hvordan ser jeres forældre på jeres skolegang?

Azrah: De forventer, at vi laver vores lektier og sådan noget. At vi har det godt.

Har I tænkt på, hvad I gerne vil, når folkeskolen er ovre?

Omar: Jeg vil gerne være arkitekt. Jeg er glad for matematik, og man bruger matematik og måling meget som arkitekt.

Filis: Efter folkeskole vil jeg i gymnasiet eller 10. klasse. Jeg har tænkt på forskellige ting efter det, men det er ikke noget, jeg kan tage stilling til endnu.

Hvordan har I ændret jer, siden I er blevet teenagere?

Filis: Måske har attituden ændret sig. Ens personlighed. Før var man sådan en lille sød én. Det er man stadig, men ikke hele tiden. Jeg tror, at det er noget, der følger med tiden. Man bliver lidt mere grov i munden. Til dagligt er man omringet af andre, der snakker sådan, og så kan man godt blive påvirket af det.

Omar: Ja, når man er sammen med flere, råber man mere.

Azrah: Vi er blevet mere modne.

Filis: Ja, bedre til at træffe beslutninger og tage vare på sig selv. Du vælger selv, hvad du gør, og så må du også forholde dig til konsekvenserne.