Et opgør med ulighed

Fra en tidlig alder og gennem det meste af livet har jeg funderet over, hvad der er socialt uretfærdigt. Jeg har ingen erindring om, at det har været personer omkring mig, som oprindeligt inspirerede mig til disse overvejelser.

Sådan reflekterer Erik Jørgen Hansen i sin nye bog ”Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen?” Og hans forskerbaggrund fornægter sig ikke, da han bliver spurgt om hvilket miljø, han selv kommer af.

– Nåh, du mener min sociale oprindelse, siger Erik Jørgen Hansen.

Og ender med at rubricere sin baggrund som ”småborgerskabet”. Faderen var ud af en slægt af Fanø-skippere, men droppede ligesom farfaren den vej og fik et snedkerværksted i Bramming.

– Jeg har ikke fået nogen som helst impuls fra familien i min opfattelse af social retfærdighed. Men jeg opdagede i en tidlig alder, at jeg ikke duede til det praktiske, så jeg sad og læste aviser. Og lederne i den lokale avis fik mig til at stille spørgsmål til, hvorfor nogen var fattigere end andre.

Det spørgsmål har været en god del af Erik Jørgen Hansens drivkraft siden. Først gennem uddannelsen i statsvidenskab, så som forsker på Socialforskningsinstituttet (SFI) – ”i dag var det aldrig gået med en så samfundskritisk forsker som mig” – og frem til pensionen på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Og nu har den 81-årige samfundsforsker med sin nye bog begået et lille kampskrift, der både forsøger at diagnosticere problemet og komme med løsninger på det.

Stigmatiseret underklasse

Han ser en voksende ulighed. En middelklasse, der får mere end rigeligt, og en underklasse, der bare vokser, bliver stigmatiseret – og får mindre og mindre. Som eksempel bruger han SU’en:

– SU er et af de mest tydelige eksempler på, at man ønsker at fremme ulighed. Man siger: Jo længere du har gået på uddannelse, jo større indkomst skal du da have bagefter. Det er kun fire procent af de ufaglærtes børn, der får en lang, videregående uddannelse, mens det gælder halvdelen af de børn, hvis forældre selv har en lang, videregående uddannelse. Og udover at støtte til uddannelse rammer skævt, så skaber målsætningen om, at alle skal uddanne sig et trin op også en problematisk uddannelsesinflation, mener han.

– De, der før var bedrestillede, skal have mere uddannelse, og så får man prekariatet: Dem, der får midlertidige jobs fremfor faste stillinger. Samtidig udsultede man erhvervsuddannelserne – og det er det, man ser resultatet af nu. Først nu er vi ved at erkende, at vi ikke kan blive ved med kun at lade den boglige del af uddannelserne vokse. Vores økonomiske vækst er baseret på dygtige faglærte arbejdere.

Fra udkant til ørken

I bogen taler han også om en underklasse, der afgrænses af personer, der er udenfor arbejdsmarkedet mere end 4/5 af året – og som er koncentreret i 17 af landets kommuner.

– Det er tydeligt at man har skabt store områder i landet, som man har udsultet. Det, man har brudt ned, har været en mere harmonisk sammensætning af små håndværk, handel, uddannelse og så videre. Jeg kan næsten ikke sige det bedre end den leder fra Weekendavisen, jeg også citerer i bogen: ’Udkanter har vi altid haft, men er det virkelig de selvsamme politikere, der nu vil befolke dem, som har gjort dem til ørken. Først nedlægger man små skoler, små sygehuse og skadestuer, små rådhuse, små biblioteker og små politistationer. Og straks efter vil man tvinge veluddannede mennesker til at flytte deres børn og mænd derud.’

Lighed gået af mode

Når den økonomiske ulighed og den heraf følgende sociale ulighed har været stigende gennem flere årtier og lighedsbestræbelserne er gået af mode, er udfordringen: Hvad kan der gøres for at vende denne udvikling? Det spørgsmål stilles i bogen. Og løsningerne er egentlig meget enkle, i al fald set fra Erik Jørgen Hansens stol. Det handler om at omfordele goderne, så de udsatte får en langt større del af pengene, end de gør nu.

– Nogle af de svageste får tildelt ydelser, som ikke sikrer anstændige levevilkår. I den anden ende har vi dem, der tjener mest. Dem må vi så beskatte med mere af deres indtjening, højere arveafgift og formuebeskatning.

Fordi flere penge til de svage giver et langt større overskud hos den enkelte. De kan bosætte sig i andre kvarterer, og de får mulighed for og overskud til for eksempel at støtte deres børn.

Han køber ikke ideen om, at ulighed giver dynamik. Tværtimod. Som han skriver i bogen:

”En mere sandfærdig beskrivelse af virkningerne af ulighed får man imidlertid, hvis det sidste bogstav i dynamik udskiftes med et “t”. Altså dynamit.”

Og som han tilføjer under interviewet:

– Ulighed i sig selv er en risiko. Det kan betyde, at samfundet falder sammen. Det har selv den konservative Per Stig Møller argumenteret for. Han siger i et interview – med henvisning til Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede: ’Den store splittelse, han dokumenterer mellem de én procent rigeste og de øvrige 99 procent, minder om et billede, jeg har brugt tidligere om ulighedens problem, nemlig at vi bevæger os mod tilstanden før Den Franske Revolution, hvor uligheden er så stor, at det kan ende galt.’

Solidaritet eller social mobilitet

Mindre ulighed giver en bedre sammenhængskraft, siger han – men han vil hellere bruge et andet ord for det.

– Man kan i stedet bruge ordet solidaritet. I Socialdemokratiet var grundtanken jo engang, at man ved at omfordele fra rig til fattig, kunne skabe større konsensus mellem rig og fattig om, hvad man vil med samfundet – og være mere solidariske med hinanden, siger han.

Erik Jørgen Hansen mener i det hele taget, at socialdemokraterne har opgivet at argumentere for lighed.

– Mette Frederiksen skrev i en kronik, at det drejer sig om social mobilitet fremfor udbetaling af ydelser. Men det er ikke særlig socialdemokratisk at sige, at man skal forbedre folks muligheder ved, at de som enkeltindivider skifter klasse. Det handler vel om at forbedre mulighederne for hele samfundsklassen? Senere skrev hun, at det er et problem, at flere vokser op med forældre, der er på kontanthjælp. Så siger hun igen: Det drejer sig om social mobilitet. Men alle kan jo ikke være social mobile. Så hvad er politikken for resten? Som jeg ser det, er den: De kan sejle i deres egen sø.

Er mindstelønnen for lav?

Helt tilbage i 1954 begyndte Erik Jørgen Hansen på statsvidenskab og fandt ud af, at studiet mest handlede om nationaløkonomi.

Og når man nu er en ung mand fra Bramming, der gerne vil beskæftige sig med samfundsproblemer, så var økonomi ikke rigtig svaret.

– Økonomer beskæftiger sig jo ikke med, hvordan samfundet ser ud. De kigger på modeller. Lidt ligesom Liberal Alliance, der siger, at modeller viser, at ulighed er godt. Men sådan hænger det ikke sammen, for de modeller tager ikke højde for, at mennesker ikke altid handler rationelt.

Så han besluttede at lave sin afsluttende opgave i sociologi, og siden er det der, han har haft sit omdrejningspunkt og har fundet det forskningsmæssige afsæt.

Og mennesket er ikke rationelt, set fra hans ståsted.

– Der er for eksempel en grundlæggende tanke om, at man skal have større afstand mellem sociale ydelser og mindstelønnen. Man tror, at det er økonomi, der driver folk på arbejdsmarkedet, men de fleste vil have et behov for at være i et arbejde på grund af de sociale fordele. Man får en bredere kontaktflade, og man kommer ind i samfundet. Jeg mener ikke, at der er ret mange Dovne-Roberter. Og jeg tror ikke på, at de vil arbejde og få masser af initiativ, bare fordi man gør dem fattige. Man tænker, at de dårligst stillede skal disciplineres til at gå ind på arbejdsmarkedet. Men det er så dumt at sige, at de skal have job, når der ikke er et, siger Erik Jørgen Hansen. Og føjer endnu en pointe til.

– Man taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men måske er det mindstelønnen, der er for lav, og ikke ydelserne, der er for høje? Virksomhederne har den opfattelse, at de ikke kan give højere lønninger, men de kan jo prøve? Man har jo løbende kunnet hæve lønninger og samtidig få økonomisk vækst.

Åbenlyse uretfærdigheder

Han bryder sig ikke meget om det, han ser. Og han bryder sig ikke om måden at tale om udsatte mennesker på.

– For mig og se er det en afsmag af den gamle opfattelse: Værdigt trængende og uværdigt trængende. Alt det, velfærdsstaten gjorde op med.

Selv har han ikke tænkt sig at holde op med at skrive og pege på de åbenlyse uretfærdigheder i samfundet, som han spottede allerede for over et halvt århundrede siden i Bramming i Vestjylland.

– Og jeg er snart 82, så nu kan jeg skrive, hvad jeg vil.

 

Blå Bog

Erik Jørgen Hansen (f. 1935) er cand.polit. og tidligere forskningsleder ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd samt forskningsprofessor ved DPU.

Han er aktuel med bogen ”Hvordan kan vi bekæmpe social ulighed, igen?”, udkommet på Informations Forlag, og er også forfatter til ”Den maskerede klassekamp” (1990) og ”Konflikter og uligheder i det moderne samfund” (2002) samt erindringsbogen ”Mit 1900-tal” (2006).

Erik Jørgen Hansen døde 11. maj 2017 – den dag Socialrådgiveren 6/17 udkom med interviewet.

 

 

Fattigdommen stiger i Danmark

• Fra 2002 til 2015 er antallet af fattige danskere mere end fordoblet fra under 20.000 til tæt på 45.000 økonomisk fattige. Siden 2011 er børnefattigdommen faldet, og der er nu cirka 8400 fattige børn.
• Fremover forventes det, at kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen vil øge børnefattigdommen markant. Regeringen forventer, at de to lavere ydelser vil betyde en stigning i børnefattigdommen på 7.000 børn. Det er tæt på en fordobling af børnefattigdommen. Herudover vil der komme en effekt af 225-timersreglen, som ikke er regnet med.
• De første opgørelser af kontanthjælpsloftet har vist, at 43.500 børn bor i familier, der er ramt af kontanthjælpsloftet. Samtidig har opgørelser fra Beskæftigelsesministeriet vist, at antallet af børn i familier, der er ramt af 225-timers reglen er mellem 10.000 og 13.500 børn.

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: ”Fattigdom i Danmark – Flere fattige og udsigt til stor stigning”. Læs analyse på AE.dk

 

 

Hvornår er man fattig?

Økonomisk fattige er ifølge fattigdomsgrænsen personer, som gennem tre år har en indkomst, der er mindre end halvdelen af medianindkomsten, ikke er studerende og ikke har en formue på over 100.000 kr.

Det svarer til den grænse, der var den officielle fattigdomsgrænse i Danmark, indtil den daværende Venstre-regering afskaffede fattigdomsgrænsen i 2015 – kun to år efter, at den i 2013 var blevet vedtaget på baggrund af et uafhængigt ekspertudvalgs anbefalinger.