Fattigdommen bliver fordoblet i Danmark
Vi står i den grotesk situation, at regeringen indfører lave ydelser, som Skatteministeriet har beregnet, vil fordoble antallet af økonomisk fattige børn til 16.000, og som ifølge Beskæftigelsesministeriet i allerbedste fald vil få 700 personer i job.
LEDER: Vi ved, at antallet af børn i Danmark, som vi kan betegne som økonomisk fattige, vil stige til det dobbelte inden for tre år på grund af de nye fattigdomsydelser.
I 2011 så vi også en stigning i fattigdommen i Danmark – den gang på grund af et tilsvarende kontanthjælpsloft og starthjælpen til flygtninge vedtaget af VK-regeringen. Efter 2011 aftog fattigdommen gradvist i Danmark, fordi de lave ydelser blev afskaffet.
Vi står derfor nu i en helt grotesk situation, hvor regeringen indfører de lave ydelser. Man er fuldstændig klar over, at man dermed fordobler fattigdommen i Danmark. Skatteministeriet har beregnet, at tallet vil stige fra knap 8.000 børn i 2014 til knap 16.000 børn i 2017.
Sammenligner man de gamle fattigdomsydelser med de nye fattigdomsydelser – 225-timers-reglen, kontanthjælpsloft og integrationsydelse – så viser tallene, at når de nye fattigdomsydelser er indfaset, så vil de ramme dobbelt så hårdt som de gamle.
Det er ikke omfanget, vi taler om her, men derimod tyngden i fattigdommen, og hvor hård effekten er. Forskellen er især, at de nye ydelser går målrettet efter de enlige forsørgere. De bliver oftere ramt, og de bliver hårdere ramt.
Argumentet for, hvorfor det så har været nødvendigt at indføre ydelserne, når man ved, at det fordobler børnefattigdommen, har været, at det skal kunne betale sig at arbejde. At gevinsten ved at arbejde er for lille.
Hvis man så læser de tal, der er kommet fra Beskæftigelsesministeriet, så er der 30.000 personer, der bliver berørt af kontanthjælpsloftet, men det er med de allermest positive forudsætninger kun 700 personer, som vil komme i arbejde.
Baseret på en undersøgelse fra SFI om afsavn forbundet med fattigdom, så ved vi, at fattigdom har mærkbare konsekvenser for både børn og forældre. De største afsavn vil være manglende mulighed for at benytte offentlig transport, at de ikke har spist tre måltider mad om dagen, at de har ikke råd til lægeordineret medicin, at de har ikke råd til at afholde udgifter forbundet med handicap, og endelig har de ikke råd til sociale aktiviteter. Det var top 5 blandt de mest udbredte og basale afsavn for fattige versus ikke-fattige.
DS vil gå helt tæt på konsekvenserne af den førte politik. Det gør vi, fordi vi kærer os om de mest udsatte i vores samfund – og vores medlemmers arbejdsmiljø, som ikke kan undgå at blive påvirket af, at udsatte borgere presses så hårdt økonomisk. Vi vil ikke være med til, at man som samfund dæmoniserer en hel gruppe og ovenikøbet de mest udsatte. Det er også uacceptabelt, fordi det strider imod den faglige opgave og selve formålet med vores arbejde. Det vil vi kæmpe imod, indtil fattigdomsydelserne er afskaffet. Som socialrådgivere er vi nemlig forpligtet på noget, der er større – nemlig at kæmpe for social retfærdighed. Vi arbejder for at fremme social forandring og gruppers selvværd og udvikling, så de bliver i stand til at løse problemer og få magt over deres tilværelse. Det forudsætter de rette strukturelle og grundlæggende betingelser.