Findes der et godt råd, som kan få for meget arbejde til at forsvinde?

Placer din iltmaske på dig selv, før du hjælper andre. Der findes mange versioner af udtrykket om, at vi skal hjælpe os selv, før vi kan hjælpe andre.

For nogen tid siden offentliggjorde Dansk Socialrådgiverforening en undersøgelse, som viste, at vores faggruppe har et tårnhøjt stressniveau og deraf højt fravær. Og forleden læste jeg et opslag på Facebook fra en dedikeret socialrådgiver, som var vendt tilbage fra en arbejdsrelateret stresssygemelding.

Opslaget var en kommentar til innovationsminister Sophie Løhdes (V) forslag om nationale måltal om at sænke sygefraværet i den offentlige sektor. Som forklaring på, hvorfor sygefraværet – som i øvrigt er for nedadgående – skal nedbringes, udtalte ministeren, at hvis man ikke en gang imellem tør sætte sig nogle mål, så er der ikke nogen chance for, at man når dem.

Den pågældende socialrådgiver var ikke begejstret for forslaget og mente ikke, at det ville betyde færre sygedage. Hun pointerede, at sygefraværet i høj grad handler om, at der er alt for mange arbejdsopgaver til alt for få kolleger. Og at mange brænder ud, fordi arbejdsmiljøet gør nogle af os syge.

Og jeg er helt enig i, at mange socialrådgivere har arbejdsvilkår, som kan give stress på lang sigt. En virkelighed, som vi deler med andre offentligt ansatte. De kan nemlig ikke sig stop for opgaver, vi beslutter ikke selv rammen for vores arbejde, og normeringer følger ikke automatisk arbejdsmængden.

Jeg har som led i mit job i BUPL lige rådgivet en pædagog, som var ansat som pædagog, teamkoordinator og sprogvejleder – hun syntes, at det var svært at nå alle sine opgaver og ville have et godt råd. Mit umiddelbare budskab til hende var: Sig en af dine tre stillinger op! Men vi endte med at snakke prioritering i det daglige. For der er desværre ikke noget godt råd, som kan få for meget arbejde til at forsvinde – og hvis der er, så del det endeligt med alle os andre.

Vi har lige været igennem OK18, hvor en samlet fagbevægelse viste, at den kunne stå skulder ved skulder og kæmpe for højere løn, pension og bedre arbejdsvilkår. Det med arbejdsvilkår blev vi efter min mening ikke konkrete nok på. Så lad os tage samtalen op igen: Hvordan arbejder vi videre med at få gjort vores arbejdspladser så stressfrie som muligt? Og ikke mindst får fortalt dem, som har ansvaret for vores arbejdsvilkår, hvorfor vores arbejdsvilkår er helt centrale for, at vi kan hjælpe andre med deres iltmasker.