Grønlands-pendler: Jeg er hooked, fordi jeg kan se, at jeg gør en forskel

Cirka hver femte uge tager den 54-årige socialrådgiver Birgitte Lydolf en noget usædvanlig tur på arbejde. Først tidligt, tidligt fra hjemmet i Langå til Tirstrup og med indenrigsfly til Kastrup Lufthavn. Derefter flyet til Kangerlussuaq i Grønland, hvor hun – efter en næsten fem timers flyvetur og med fire timers tidsforskel – lander midt på formiddagen.

Lufthavnen i Kangerlussuaq er centrum for mange turister, der skal på fjeldvandring, se nordlys, moskusokser og rensdyr eller besøge indlandsisen kun 30 kilometer fra bygden, der tidligere husede en amerikansk luftbase. Men Birgitte Lydolf skal ingen af delene. Hendes mål er en blå containerbygning i udkanten af den lille bygd med cirka 500 indbyggere.

Her driver det danske opholdssted Fonden Kanonen den grønlandske satellit Orpigaq for 10 af Grønlands allermest udsatte børn og unge mellem 10 og 18 år. Og her sætter Birgitte Lydolf sig til rette ved sin computer og bliver siddende fire lange arbejdsdage og løser de opgaver, der har hobet sig op siden sidste besøg. Kun en kort gåtur midt på dagen bliver det til…

– Det er da dødbesværligt. Det er en lang rejse, og jeg skal trække tiden ud af mit daglige arbejde på Kanonen. Men jeg rejser herop med glæde hver gang. Og når jeg er ’hooked’, skyldes det jo, at jeg kan se, at jeg gør en forskel for den indsats, vi leverer til vores unge, siger Birgitte Lydolf.

Unge på kant med bygden

Egentlig var det slet ikke meningen, at Birgitte Lydolf skulle tilknyttes Orpigaq. Der var ikke tænkt socialrådgivertimer ind i det projekt med et grønlandsk opholdssted, som Kanonen i Hinnerup nordvest for Aarhus for seks år siden startede med støtte fra Velux Fonden. Et meget idealistisk og noget spontant projekt fra især Kanonens leder, Trine Hounsgaard Pfeiffer, som de første år baksede med at få fodfæste i den grønlandske hverdag. Ikke på grund af manglende belægning – tværtimod var de grønlandske myndigheder hurtige til at visitere de børn og unge, som var opgivet fra alle andre anbringelsessteder, til Orpigaq.

Men der var mange kulturforskelle og forskelle i tilgange til de unge mellem det danske og det grønlandske personale. Resultatet blev unge, der stak af om natten, hærgede og stjal – og en bygd, der blev mere og mere fjendtlig.

I dag kan man skiftevis grine og gyse over episoder som den, hvor to unge fra opholdsstedet var stukket af, havde stjålet bygdens storvildtsjægers båd, som de var sejlet ud i og havde skudt to moskusokser – uden for jagtsæsonen. Det tog lang tid at få storvildtsjægeren og bygden til at falde ned igen. Eller perioden, hvor den lokale skole med bygdens befolkning i ryggen nægtede de unge fra Orpigaq adgang til klasselokalerne.

I dag er det historie, og Orpigaq er et velfungerende opholdssted med et godt forhold til bygden. De unge går i skole eller er i virksomhedspraktik, det danske og grønlandske personale har i langt højere grad fundet melodien, og Orpigaq har – nu hvor projektperioden er udløbet – fundet sin plads som en del af den grønlandske anbringelsesvifte.

Starter misbrug som 8-årige

Da Birgitte Lydolf og en socialrådgiverkollega fra Kanonen i den første spæde projektperiode tog til Kangerlussuaq, var det alene – troede de – for i en opstartsperiode at lære det danske og grønlandske personale at skrive statusbeskrivelser, fordi personalet i det daglige selv skulle stå for myndighedskontakten. Men én gang blev til flere, der viste sig hele tiden nye behov for socialrådgiverkompetencer, og Birgitte Lydolf, der på det tidspunkt havde store børn på 16 og 18 år, sagde ja hver gang Orpigaq kaldte. Resten er historie, og nu går turen til Orpigaq i snit hver fjerde til sjette uge.

Birgitte Lydolf, der er uddan net fra DSH Århus i 1995, og som har arbejdet på Kanonen siden 2012, er vant til børn og unge med svære problematikker. Alligevel gør det stadig indtryk, hvor store udfordringer, børnene og de unge på Orpigaq har med sig.

– Det er børn, hvis misbrugsproblematikker er startet, da de var 8-9 år. Børn, der ingen erfaring har med at håndtere smerte, pres og belastninger på andre måder end at dulme med alkohol, hash og snifning. Børn og unge, som har været udsat for overgreb i alle mulige sammenhænge, også steder, hvor man skulle tro de var sikre, altså i skolen, i fritidstilbuddet eller i klubben, siger Birgitte Lydolf.

Og det gør indtryk, at det stadig kniber med tilbuddene og opfølgningen, når en ung er færdig på Orpigaq og har fået styr på sit misbrug og har færdiggjort sin 10. klasse. Når personalet oplever, at de er nødt til at tage afsked med en 18-årig i lufthavnen i Kangerlussuaq, der græder, fordi han eller hun ikke aner, hvad der venter, når flyveren lander i Nuuk eller i en af de andre grønlandske byer eller bygder.

– På de fleste områder ligner den grønlandske børnestøttelov den danske lovgivning. Men med den vigtige forskel, at en 18-årig, der er blevet udskrevet fra sin anbringelse, ikke kan fortryde, sådan som man kan frem til det 23. år i efterværnsparagrafferne i Danmark, forklarer Birgitte Lydolf.

Faglig og menneskelig tilfredshed

Når Birgitte Lydolf natten til fredag efter endnu en grønlandsfærd træder ind i sit hjem i Langå – træt men også fyldt med faglig og menneskelig tilfredshed – kan hun se tilbage på fire lange arbejdsdage i Grønland, hvor hun har brugt sin socialrådgiverfaglighed til det yderste.

Der er især tre områder, hvor både de danske og de grønlandske pædagoger på Orpigaq drager nytte af hendes faglighed. Hun giver personalet overblik over den sociale lovgivning i Grønland, så de i dagligdagen kan arbejde for, at de unge får de bedst mulige tilbud. Hun hjælper, hvis en sag er gået i hårdknude, og der for eksempel er brug for at ’banke’ en kommune op. Og hun er den, der udarbejder de faglige beskrivelser, når der er særligt behov for at beskrive i detaljer, hvad den unge har brug for, og hvorfor Orpigaqs faglighed hjælper den unge. Særligt det sidste giver Birgitte Lydolf en faglig tilfredshed og gør hende glad og stolt over hendes eget – og Orpigaqs – arbejde.

– At levere den dokumentation, at beskrive helhedssynet, det systematiske sagsarbejde og de involverede parters perspektiv er for mig at se kernen i socialrådgiverfagligheden på en døgninstitution. Det skulle da glæde mig, om der sad en sagsbehandler i den anden ende, der bemærkede vores grundige statusrapporter og andre faglige vurderinger og udtalelser, siger hun, mens man nærmest kan høre smilet i telefonrøret fra Kangerlussuaq.

Geografiske afstande udfordrer

Da Birgitte Lydolf startede på Orpigaq for seks år siden, lå der en enorm udfordring forude med at lære at manøvrere i en grønlandsk virkelighed. Det var – er – en kæmpe udfordring med de geografiske afstande, der gør, at børnene og de unge kun sjældent har mulighed for at komme hjem på besøg, og forældresamarbejdet af samme årsag er meget besværligt. Hun oplevede derudover, at der i de – få – sagsakter, hun fik, var stor mangel på viden om lovgivningen fra de lokale myndigheders side. Men Birgitte  Lydolf har også oplevet, at der er sket meget i de seks år, hun er kommet i Grønland.

– Der er kommet mere fokus på systematik og dokumentation i børne- og ungesagerne. Og jeg møder på konferencer og i andre sammenhænge i Grønland professionelle, der virkeligt arbejder for at forbedre systemet og forholdene for børnene og de unge, siger socialrådgiveren.

Velfungerende socialafdeling

Godt 800 kilometer syd for Kangerlussuaq ligger Grønlands sydligste by, Nanortalik, som er en af de byer, hvor den traditionelle fangerkultur stadig er en del af mange menneskers hverdag, men som samtidig – siden torskefiskeriets endelige kollaps omkring 1990 – har været præget af manglende erhvervsgrundlag, arbejdsløshed, sociale problemer og en vigende befolkning.

Her – i byens lille socialafdeling for børn og unge – sidder en af de socialrådgiverkolleger, som Birgitte Lydolf kunne tale om, der virkeligt bruger sin faglighed for at forbedre forholdene for byens børn og unge. Det er den 53-årige socialrådgiver og leder Dina Dorph, der med tre uuddannede sagsbehandlere under sig har ansvaret for både selve byens næsten 1300 indbyggere og tre svært tilgængelige bygder med hver især mellem cirka 50 og 110 indbyggere, der blandt andet ernærer sig ved fåreavl og minedrift.

Mange socialrådgivere i Grønland forlader efter få år faget eller i hvert fald ansættelse i en kommune, ofte på grund af de hårde arbejdsvilkår og den lave løn. Men ikke Dina Dorph, der er uddannet fra Nuuk i 1990. Hun har stort set hele sit professionelle liv arbejdet i børne- og ungeforvaltningen i Nanortalik, både da den var selvstændig kommune og nu i storkommunen Kujalleq. Skiftevis som menig sagsbehandler og som leder.

Dina Dorph har noget så usædvanligt – i hvert fald hvis man læser de mange rapporter om børne- ungeområdet i Grønland – som en velfungerende lille afdeling, der ikke kender til problemer med for eksempel stor udskiftning, andet end fra samtaler med kolleger fra andre byer. Og rapporternes omtale af manglende handleplaner, når børn og unge anbringes uden for hjemmet, er ikke-eksisterende i Nanortalik.

– Jeg kræver meget af mine kolleger. Når et barn skal anbringes, skal der ligge en handleplan, siger Dina Dorph.

Små, lukkede bygder

Alligevel er livet som ledende socialrådgiver i en lille by med tilhørende bygder også fyldt med bekymringer. En af bekymringerne gælder, at det er svært at få at vide, hvad der foregår i de små og meget lukkede bygder.

– Vi har samarbejde med bygde-lederne, men hvis de forsøger at lave underretninger, bliver de upopulære, og det kan let gå ud over deres egne børn, fortæller Dina Dorph.

Og alt tyder på, at der er noget at være bekymret over. For når de unge flytter fra de små isolerede bygder til elevhjem i de lidt større byer for at fortsætte deres skolegang, begynder de at åbne sig og fortæller om  seksuelle  overgreb i barndommen og om regelmæssige selvmordstanker. Sidste år var der så mange unge, der åbnede op for svære problemstillinger, at socialafdelingen havde svært ved at følge med. Og så er det, at sagsbehandlerne knokler, og sygemeldingerne i afdelingen er en overhængende fare.

– Selvfølgelig er der tidspunkter, hvor vi har svært ved at følge med. Men vores team består foruden mig af to-tre stærke sagsbehandlere, der er gode til at samarbejde med hinanden. Og vi mødes hver morgen og drøfter de verserende sager, de senest indgående indberetninger og dagens prioriteringer. Det er med til at få vores afdeling til at trives, sigercDina Dorph.

Familiehus og rejsehold

At de unge, når de flytter til større byer og begynder at omgås andre unge, åbner sig og taler om deres problemer, er en af de ting, der glæder Dina Dorph. Det samme gør, at de store overgrebskategorier – seksuelle overgreb og voldsomme omsorgssvigt – i hendes område synes at være formindsket de seneste ti år. Og socialafdelingen arbejder fint sammen med Nanortaliks relativt nye familiehus og rejseholdet fra kommunens hovedby Qaqortoq, der kommer hver tredje måned og tager sig af de tungeste sager.

Selv med en lille håndfuld børn, der står på venteliste til plejefamilie, og en enkelt, der venter på en plads på en døgninstitution, mener Dina Dorph, at der er ’snor’ i tingene og ingen problemer, socialafdelingen ikke kender til. Bortset fra måske i bygderne…

Færre henvendelser til socialvagten

Alligevel er der noget, der nager. På en måde, fordi det hele på overfladen ser bedre ud. For ti år siden var der mere end travlt i socialvagten i Nanortalik aftenen og natten efter, at indbyggerne havde fået udbetalt løn eller kontanthjælp og havde fået råd til at købe alkohol. Dengang sov vagten ikke et helt døgn ved månedsskiftet, fordi der altid var et barn, der skulle anbringes.

I dag hænger henvendelserne til socialvagten ikke sammen med udbetalingen af løn eller kontanthjælp, og det er sjældent, sagsbehandlerne skal ud til familierne om natten. På et morgenmøde for nylig talte Dina Dorph og hendes medarbejdere om, at det selvfølgelig var godt.

– Men vi talte også om, at vi ikke ved, om de færre henvendelser om natten skyldes, at vi har fået hjulpet folk, eller om de skyldes, at folk nu er mere oplyste og dermed ved, hvad der sker, hvis vi opdager, at der er overgreb. Altså, at vi skrider til en anbringelse. Så vi var enige om på morgenmødet, at vi har brug for undersøgelser, der kan komme til bunds i det spørgsmål. For lige nu ved vi det ikke, siger Dina Dorph.

Bedre arbejdsmiljø – bedre hjælp

En af dem, der om ikke har det talmæssige overblik, så ved mest om, hvad der sker rundt omkring i Grønland, er den 37-årige socialrådgiver Arnajaraq Poulsen, der er leder af Den Centrale Rådgivningsafdeling under Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold i Nuuk.

Rådgivningsenheden er fire år gammel og er blevet til på en dyster baggrund. Omkring fem procent af alle børn og unge er anbragt uden for hjemmet og mange er på venteliste, selvmordsraterne blandt unge er uhyggelig høj, og undersøgelser peger på, at én ud af ti drenge og én ud af tre piger udsættes for seksuelle overgreb (tal fra 2011). Omkring halvdelen af alle uddannede socialrådgivere i Grønland arbejder ikke i faget, og udskiftningen blandt dem, der gør, er stor.

Arnajaraq Poulsen blev færdig som socialrådgiver fra Nuuk i 2007. Socialrådgiveruddannelsen er suppleret med en lederuddannelse, en coachuddannelse og en supervisoruddannelse, og hun har altid arbejdet på børne- og ungeområdet og altid med fokus på hele familien. Først som kommunal sagsbehandler, siden som teamleder og fagchef, før hun for fire år siden rykkede til rådgivningsenheden. Hendes arbejde består både i at lede og organisere afdelingen og i selv at rykke ud og undervise ledere og sagsbehandlere i kommunerne.

For Arnajaraq Poulsen går vejen til at gøre noget for de udsatte børn og unge blandt andet gennem en forbedring af arbejdsmiljøet.

– En af de vigtigste opgaver er at klæde lederne i socialafdelingerne bedre på til at lede en socialfaglig afdeling. I de fleste byer uden for Nuuk er der måske 20 procent socialrådgivere, resten er rådgivningsassistenter eller har slet ingen uddannelse.

Supervision og ny viden

Arnajaraq Poulsens arbejde er at få det bedste ud af det personale, der nu en gang er ansat. Derfor flyver rådgivningsenheden ud i de små byer og laver gruppesupervision og sidemandsoplæring og underviser i, hvordan man laver socialfaglige undersøgelser og handleplaner.

Når Arnajaraq Poulsen skal beskrive, om hun fra sin post op lever fremgang i den måde, de sociale

problemer tackles på i kommunerne, er der fortsat store udfordringer – men også lyspunkter.

På den ene side er der fortsat stor udskiftning blandt socialrådgivere og sagsbehandlere. Så selv om de fagfolk, de har undervist, begynder at bruge dem, er der hele tiden nye medarbejdere, der ikke kender til Den Centrale Rådgivningsenhed. Og kommunerne mangler at få lavet organisationsplaner og kompetenceplaner, så sagsbehandlerne ved, hvor deres arbejde stopper, og politiets begynder.

Men samtidig oplever hun, at der er ting i gang i Grønland, der virkelig rykker.

– Når vi for eksempel i forlængelse af vores strategi om at bekæmpe seksuelle overgreb har været ude sammen med nogle mennesker, der selv har været udsat for krænkelser, og de stiller sig op og fortæller om deres oplevelser og hvordan, de er kommet videre. Så oplever vi, at andre træder frem og selv åbner op. Samtidig bygger vi i disse år rigtigt meget viden op her i Grønland til gavn for børnene og de unge, siger Arnajaraq Poulsen.

 

FAKTA OM UDSATTE BØRN OG UNGE I GRØNLAND

• 37 % af børn født i 1995 eller senere er vokset op med alkoholproblemer i hjemmet (mod 60-70 % af tidligere årgange)
• 28 % af børn født i 1995 eller senere er vokset op med vold i hjemmet (mod 45 til knapt 60 % af tidligere årgange)
• 20 % af børn født i 1995 eller senere har været udsat for seksuelle overgreb (mod 27 % for 1990- årgangen og helt op til 43 % af tidligere årgange)

Kilde: Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2018, Statens Institut for Folkesundhed, 2019.

MELLEM 24 OG 40 % AF ALLE BØRN I GRØNLAND HAR EN BØRNESAG

Kilde: ’Redegørelse om sagstal på børne- og ungeområdet’. Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, 2017.

SELVMORD

Over halvdelen af de unge i Østgrønland har forsøgt at begå selvmord. Det samme har en tredjedel af de unge i Nordvestgrønland. I Nuuk og i Sydvestgrønland har henholdsvis 15 pct. og 20 pct. af de unge forsøgt at begå selvmord.

Kilde: Skatte- og Velfærdskommissionens rapport ’Børn og unge’, 2011.

CIRKA 40 BØRN ER PÅ VENTELISTE TIL ANBRINGELSE

Kilde: Interview Socialstyrelsen, okt. 2018

5-7 % AF ALLE BØRN OG UNGE ER ANBRAGT UDEN FOR HJEMMET

Kilde: Interview med departementschef Julie Præst Wilche, Departementet for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, okt. 2018.

SEKSUELLE OVERGREB

Knapt én ud af ti drenge (9,4%) og én ud af tre piger (32%) har været udsat for et seksuelt overgreb af en jævnaldrene og/eller en voksen.

Kilde: ’Det svære ungdomsliv’Statens Institut for Folkesundhed, 2011.

FAKTA OM GRØNLAND

• Indbyggertal: 56.201 personer.
• Kommunalreform i 2009, hvor landets 18 kommuner blev til fire. I 2018 blev den største kommune delt i to.

FAKTA OM GRØNLANDS FEM KOMMUNER

• Kujalleq Kommune har 6.458 indbyggere og Qaqortoq som hovedby.
• Sermersooq Kommune har 23.144 indbygggere og Nuuk som hovedby (Grønlands hovedstad)
• Qeqqata Kommune har 9.374 indbyggere og Sisimiut som hovedby
• Avannaata Kommune har 10.561 indbyggere og Ilulissat som hovedby
• Qeqertalik Kommune har 6.587 indbyggere og Aasiaat som hovedby

FAKTA OM BYER OG BYGDER

• Der er 17 byer og 60 bygder i Grønland plus en række fårestationer og befolkede mineområder.
• De fem kommuners hovedbyer har fra godt 3.000 til cirka 16.000 indbyggere.

Indbyggertallet i bygderne er faldet støt de seneste mange år. I 2018 var der 7.031 indbyggere i bygderne.

Kilde: Grønlands Statistik