Halvdelen af Grønlands 200 socialrådgivere har forladt faget

Med TV-dokumentaren ’Byen hvor børn forsvinder’ fra den lille by Tasiilaq på Grønlands østkyst kom man i foråret tæt på en grønlandsk virkelighed i et lille isoleret samfund med et uhyggeligt højt antal seksuelle overgreb på børn, med tårnhøje selvmordsrater og en socialforvaltning, der ikke ydede den tilstrækkelige hjælp.

Næsten samtidig udkom rapporten ’Befolkningsundersøgelsen i Grønland 2018. Levevilkår, livsstil og helbred’ fra Statens Institut for Folkesundhed i København. Godt 2200 personer mellem 15 og 94 år har svaret på en række spørgsmål, og selv om tallene ifølge forskerne er behæftet med usikkerhed, er kurven knækket tre steder i forhold til tidligere befolkningsundersøgelser. De generationer, der er født efter 1995 oplever færre alkoholproblemer og mindre vold i hjemmet, og færre af dem har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen sammenlignet med de børn og unge, der er født fra 1970 til 1989.

Selv om de to beretninger tilsyneladende stritter i hver sin retning, er de begge en del af den komplekse virkelighed, som Grønland lige nu gennemlever på det sociale område. Problemerne er store og veldokumenterede: Seksuelle

overgreb på børn, grove omsorgssvigt og et tårnhøjt anbringelsestal, ovenikøbet med mange på venteliste. Små socialafdelinger rundt omkring i små, geografisk isolerede byer med et uhyrligt arbejdspres og arbejdsforhold, der indimellem sammenlignes med hospitalsskadestuernes. Med uuddannet personalet, hvor hele afdelinger kollapser og sagsbehandlerne flygter.

Fra 18 til fem kommuner

På samme tid har der fra centralt hold været en kæmpe indsats på mange fronter, både organisatorisk, lovgivningsmæssigt og menneskeligt, der – måske – er ved at bære frugt. Startende med kommunalreformen i 2009, der reducerede de daværende 18 kommuner til først fire, men siden fem, hvilket især de mindre bysamfund har profiteret af, fagligt, økonomisk og personalemæssigt. I de ti år, der er gået siden, er der sat et imponerende antal tiltag i verden i et forsøg på at afhjælpe de massive problemer.

I 2012 blev børnerettighedsorganisationen MIO sat i verden. Den tilskrives en stor del af æren for, at børn og unge i Grønland nu er begyndt at tale åbent om deres problemer – noget, der i tidligere generationer har været uhørt.

I 2015 blev Den Centrale Rådgivningsenhed oprettet. Den arbejder på mange fronter med at højne fagligheden og organiseringen af det socialfaglige arbejde i kommunernes børne- og ungeafdelinger og har et rejsehold for børn, der har været udsat for overgreb. I 2017 dannedes Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold, der ud over rådgivningsenheden har ansvaret for døgninstitutioner og udvikling af nye strategier. Samme år kom en ny børnestøttelov, der blandt meget andet har udvidet kravene til handleplaner ved anbringelse. Der er oprettet familiehuse i de større byer. Der udarbejdes løbende strategier – sidst strategien ’Killiiliisa’ – Lad os sætte grænser – der har som mål, at seksuelle overgreb mod børn er nul i år 2022.

Rollemodeller fortæller om krænkelser

Landsdækkende telefonrådgivninger skyder op, hvor børn og unge kan henvende sig. Og ikke mindst er der de seneste år opstået et for Grønland helt uvant fænomen, der virkeligt rykker noget: Rollemodeller blandt tidligere ofre for krænkelser står frem og er – med deres beretninger både om overgreb og om den hjælp, de har fået – med til at bryde årtiers tabu. Der planlægges fra regeringsside en helt ny handlingsplan mod omsorgssvigt af børn og unge, der blandt andet retter sig mod at styrke sagsbehandlingen i kommunernes socialforvaltninger.

Mangel på hænder og kompetencer

Én ting er det ikke lykkedes at ændre på fra centralt hold. At katastrofalt mange af de opslåede socialrådgiverstillinger besættes af uuddannet eller kortuddannet personale. Ikke fordi, der ikke er uddannede socialrådgivere nok. Men paradoksalt nok, fordi rigtigt mange uddannede socialrådgivere ikke arbejder i faget – til skade både for socialforvaltningerne og for de børn og unge, der har brug for hjælp. Et skøn siger, at halvdelen af de godt 200 uddannede socialrådgivere har forladt faget.

– Vi er enormt pressede over hele linjen på socialområdet, fordi vi mangler hænder med de rette kompetencer. Vi har masser af ledige stillinger, som vi besætter med anderledes kvalificerede end uddannede socialrådgivere. Den store udfordring er, hvordan vi får de 50 procent af socialrådgiverne, der ikke er inde i branchen, til at søge de socialrådgiverstillinger, der slås op, siger leder af Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold, Hans-Peder Barlach Christensen – som umiddelbart efter Socialrådgiveren havde interviewet ham tiltrådte som departementschef i Formandens Departement og dermed blev højre hånd for formanden for Naalakkersuisut (Grønlands Landsstyre).

Sociolog Steven Arnfjord leder afdelingen for samfundsvidenskab ved Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik – som i dag rummer Socialrådgiveruddannelsen. Han, der i øvrigt har boet i Grønland det meste af sit liv, følger socialområdet tæt, har forsket i socialrådgivernes arbejdsforhold og siger det på denne måde:

– Der er personale i socialafdelingerne, men ikke tiltrækkelige faglige ressourcer. Der er en række krav om for eksempel skriftlighed, der halter, og hvor borgerne ikke bliver beskyttet ordentligt. Det går også ud over sagsbehandlernes eget arbejdsmiljø, MUSsamtaler og APV mangler, det giver en træthed i hele systemet.

Målet er en egentlig fagforening

En større udfordring er det dog, siger Steven Arnfjord, at der blandt de uddannede socialrådgivere ikke er en egentlig, rodfæstet professionsforståelse. En bevidsthed om, at de som samlet gruppe bekender sig til en bestemt samfundsopgave med etik, samfundsfunktioner og en rolle som social vagthund.

– Det er jo dem, der står for at føre socialpolitikken ud i den virkelige verden. Men den enkelte socialrådgiver kan ikke råbe op, og der mangler en fælles stemme, som kan fortælle os som samfund, når der foregår noget uretfærdigt. Lige nu ved vi end ikke, hvor vi skal ringe hen for at få dem i tale, siger han.

Et skridt på vejen til denne kollektive professionsforståelse – dannelse af en fagforening – er endnu langt fra en realitet for de grønlandske socialrådgivere. De fleste arbejdende socialrådgivere er medlem af fagforeningen Atorfillit Kattuffiatt (AK), der organiserer og forhandler overenskomst for alt fra socialrådgivere over brandchefer til klinikassistenter og politikutternes skibsførere. Socialrådgiverne har dannet foreningen NIISIP, der er med i AK, og forsøger ad den vej at skabe en selvstændig fagforening. Der er pt. 23 socialrådgivere, der fast betaler til NIISIP, og nogle lidt løsere tilknyttede medlemmer.

NIISIP’s formand, Ida Abelsen Hansen, er på tjenesterejse ude i landet og ikke tilgængelig for et interview – en lille påmindelse om, at der ud over Steven Arnfjords pointe med det manglende talerør både er store afstande og udfordringer med it-dækningen i Grønland. Men foreningens kasserer, Paniaraq Rosing Søltoft, og dens tidligere formand, nu menigt bestyrelsesmedlem, Karen D. Jensen fortæller beredvilligt om foreningens trange vilkår.

– Vi har i mange år haft problemer med at tiltrække medlemmer. Når vi laver medlemsmøder, er det ofte meget få, som dukker op. Måske lidt flere, når vi har arrangeret et fagligt oplæg, siger Karen D. Jensen, der efter mange typer af stillinger i kommuner og selvstyret nu arbejder på en døgninstitution i Nuuk.

– Jeg har rejst rundt i alle kommunerne. Der, hvor der er en socialrådgiver ansat, er vedkommende ofte afdelingsleder med en stor arbejdsbyrde, tilføjer Paniaraq Rosing Søltoft, der er selvstændig og også bosiddende i Nuuk. NIISIP har som erklæret mål, at alle børn skal have den hjælp, de har brug for. Og foreningen har for nylig sendt et åbent brev til Naalakkersuisut (Selvstyret), hvor NIISIP efterlyser en styrkelse af socialrådgiveruddannelsen samt bedre efteruddannelsesmuligheder for alle socialarbejdere i Grønland.

Import af arbejdskraft

Et emne, der dukker op igen og igen i debatten i Grønland om de mange børn og unge, der dagligt udsættes for overgreb, omsorgssvigt og vanrøgt, er import af arbejdskraft og viden udefra. Grønland har i dag et udbredt samarbejde med organisationer og myndigheder på det sociale område: Foreningen Grønlandske Børn, Fairstart Foundation, Januscentret, Socialtilsyn Øst for nu at nævne nogle. Men er man også interesseret i, at danske socialrådgivere søger arbejde i Grønland?

For Steven Arnfjord, sociolog, er det absolut en mulighed:

– Jeg har tidligere problematiseret, at man inden for det socialfaglige område ikke i nær samme udstrækning som i sundheds- og skolevæsenet har anvendt det, vi kalder tilkaldt arbejdskraft. Det kunne man sagtens gøre øget brug af på det sociale område, periodisk, siger han.

Det med det periodiske falder godt i tråd med holdningen hos lederen af Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold.

– Man kan sagtens forestille sig, at en kommune i for eksempel en situation, hvor en socialafdeling kollapser, kunne få fløjet tre socialrådgivere ind fra Danmark til at hjælpe med den akutte brandslukning. De kunne stå for sagsbehandlingen på myndighedsområdet uden ret meget af den borgerkontakt, der kræver, at man mestrer det grønlandske sprog, siger Hans-Peder Barlach Christensen.

I NIISIP er holdningen, at der er områder, hvor Grønland sagtens kan have brug for hjælp fra socialrådgivere fra Danmark.

– For eksempel har vi meget at lære i forhold til, hvordan man som socialrådgivere både i socialafdelingerne og på anbringelsesstederne arbejder med hele familien. Det har vi også påpeget politisk, siger Karen D. Jensen.

Og i begyndelsen af juli bad Grønlands hårdt pressede social- og justitsminister den danske regering om hjælp til Grønlands udsatte børn og unge – herunder hjælp fra danske sagsbehandlere til at nedbringe sagsbunker og lave socialfaglige undersøgelser i kommunerne.

Sagstal – pilotprojekt udsat

Og sagstallet i socialafdelingerne. Er det slet ikke et ’issue’ i Grønland? Jo – men det har lange udsigter at få gjort noget ved sagen. En redegørelse fra regeringen fra 2017 peger på, at hver sagsbehandler på landsplan i gennemsnit har cirka 84 sager (nogle op til 200), og at mellem 24 og 40 procent af børnene i kommunerne har en socialsag. Regeringen betegner selv sagspresset som ’kritisk’ visse steder. Redegørelsen henviser til Dansk Socialrådgiverforenings vejledende sagstal og det pointeres, at det vil være hensigtsmæssigt for kvaliteten i sagsarbejdet, at sagstallet kom ned på i snit 35 sager. Blandt en række andre redskaber til at forbedre sagsbehandlingen foreslås et pilotprojekt med en eller flere forsøgsbyer, hvor der på børne- og ungeområdet over en tre-årig periode indføres et vejledende sagstal på cirka 35 sager.

Men godt to år efter er der ikke sket noget i den sag. Igen er det de manglende hænder, der spænder ben.

– Den kommune, der skulle deltage i pilotprojektet, mangler at få besat nogle ledige stillinger. Så pilotprojektet er ikke igangsat, siger Hans-Peder Barlach Christensen.

Lang vej igen

De store spørgsmål for de udsatte børn og unge i Grønland står stadig ubesvarede. Er kurven for seksuelle overgreb, misbrug, omsorgssvigt og vanrøgt knækket varigt? Virker de mange indsatser, der er sat i værk? Og hvad skal der til for, at alle børn og unge i Grønland overalt – også i de mest isolerede bygder – får et bedre liv?

De korte svar på de to første spørgsmål er, at det ved man reelt ikke. Befolkningsundersøgelsen 2018 giver et forsigtigt bud på en positiv udvikling. Men der mangler nye data og undersøgelser, der kan afdække både omfang, mørketal og udviklingen over tid, når det gælder de store overgrebskategorier. Og der mangler evalueringer af de mange tiltag, så man kan sætte ind med de metoder, der er evidens for, virker.

Så det går fremad, men der er lang vej endnu, mener Hans-Peder Barlach Christensen, der hæfter sig ved, at en indikator som underretninger er på vej op.

Steven Arnfjord peger på tre ting, der efter hans mening – med socialrådgiverne som løftestang – ville styrke børneområdet. Formuleringen af en tydelig socialpolitik i kommunerne, så socialrådgiverne kan arbejde hen imod et erklæret mål. Et uddannelsesløft på ledelses- og organisationsniveau i socialafdelingerne. Anerkendelse, ordentlig økonomi og større sikkerhed i ansættelsen for de uddannede socialrådgivere.

 

SKRIFTLIGE KILDER

• ’Trivsel & udbrændthed i det socialfaglige arbejdsliv’, Steven Arnfjord, Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet) 2018.
• ’Initiativ om understøttelse af det grønlandske selvstyre på området for socialt udsatte børn og unge i Grønland’. Socialstyrelsen i Danmark, sept. 2017.
• ’Sociale forhold og socialpolitik i Grønland’, Socialpolitik, juli 2016.

JOB I GRØNLAND

• Den sociale lovgivning i Grønland minder om den danske lovgivning, og det vil være relativt nemt for en dansk socialrådgiver at sætte sig ind i grønlandsk lovgivning.
• Vær opmærksom på, at de grønlandske løn- og arbejdsvilkår ikke er helt så gode som i Danmark, og der kan være udfordringer med sproget.
• Danske socialrådgivere i Grønland kan se frem til personlige og faglige udfordringer. Der er ofte ledige stillinger som socialrådgiver i Grønland.
• Du kan se ledige stillinger på netavisen job.sermitsiaq.ag eller på de enkelte kommuners hjemmesider.

NIISIP – GRØNLAND FORENINGEN FOR UDDANNEDE SOCIALRÅDGIVERE I GRØNLAND

Dansk Socialrådgiverforening har kontakt til NIISIP, som arbejder for bedre løn- og arbejdsvilkår og bedre rammer og kvalitet i det sociale arbejde. Senest – i efteråret 2018 – har Dansk Socialrådgiverforenings hovedbestyrelsesmedlem Charlotte Vindeløv besøgt NIISIP og holdt oplæg om forebyggelse af stress, konflikthåndtering, og om hvordan DS arbejder for at styrke socialrådgivernes arbejdsvilkår.

Følg NIISIP på www.facebook.com/niisip/