Det handler jo bare om fem timer…

Kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen hjælper ikke kontanthjælpsmodtagerne i arbejde, der er simpelthen ikke jobs til dem. Så voksne vil blive endnu mere marginaliserede, og tusindvis af børn risikerer at vokse op i fattigdom.

TANKER FRA PRAKSIS: Med hastige skridt nærmer vi os ultimo oktober. Måske stilhed før storm? Sidder med en stor uforløst knude i hjertet og en mega stor bekymring i hovedet – for i skrivende stund har vi kun få dage tilbage til udbetalingsdag. Dagen, hvor alvoren og virkelighedens barske realiteter igen vil stå lysende klart for en række af vore kontanthjælpsmodtagere med flere – som vil blive direkte konfronteret med konsekvenserne af 225-timers reglen. Mennesker, som vil opleve, at deres månedlige udbetaling nu er reduceret eller måske helt bortfaldet. Ægtepar på kontanthjælp vil blive ramt hårdest, idet de vil miste den ene kontanthjælp, hvis begge parter ikke lever op til reglen om 225 timers arbejde.

Forud har vi lige haft kontanthjælpsloftet, som trådte i kraft 1.oktober, og hvor beregningerne fortæller, at der er 43.500 børn under 18 år i de familier, som er blevet trukket i ydelse på grund af loftet. Børn, som udsættes for stærkt forringede levevilkår og yderligere marginalisering.

Set med fagprofessionelle øjne er tiltaget ødelæggende for enhver forebyggelsestankegang – når vi ved, at afsavn for børn kan påvirke deres øjeblikkelige trivsel, udvikling og socialisering og deres senere muligheder for succes i voksenlivet.

Samtidigt har vi en minister, der med kold retorik afviser, at der kan være tale om, at de børn vil komme til at vokse op i fattigdom. Det handler jo kun om, at mor og far kan gå ud og tage sig fem timers arbejde om ugen – og det burde være en smal sag på det danske arbejdsmarked – lyder logikken.

En logik, som bygger på en forestilling om, at alle, der modtager reducerede eller slet ingen forsørgelsesydelser, nemt kan opnå ordinær beskæftigelse, og at de nedsatte ydelser netop indebærer et klart forøget incitament til, at man søger og straks kan påtage sig et ordinært arbejde. Det handler som sagt kun om fem timer om ugen. Gid det var så enkelt – men det bliver kun til en forestilling – og hvor er de jobs? Jeg er i praksis ikke blevet præsenteret for dem endnu! Der hersker enighed om, at forringelserne blot vil have en begrænset beskæftigelsesmæssig effekt.

I ægteparrenes situation vil den ægtefælle, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, være den, som mister retten til ydelse. I mit jobcenter betragtes denne ægtefælle som værende selvforsørget (målgruppe §2.10 i Lov Om Aktiv Beskæftigelsesindsats). Som selvforsørget er man ikke mere omfattet af det individuelle kontaktforløb, og Beskæftigelsesministeriets vejledning om 225-timers reglen fortæller mig, at man iøvrigt betragtes som reelt hjemmegående. Tankevækkende udvikling – ikke mindst, når den ægtefælle, som er længst væk fra arbejdsmarkedet, vel kan antages at være den, som kan have størst brug for en plan, kontakt og indsats, hvis jobpotentialet skal styrkes?