Hensigtserklæringer er ikke nok…

KOMMENTAR Når borgere oplever, at vi er med til at skabe en forværring i deres liv, livskvalitet og sygdomme, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor det ikke fører til større debat og refleksion internt i faget. Vi har et ansvar i forhold til at sige fra og råbe op.

“I er sådan en docil (føjelig, red.) faggruppe”. Ordene kom fra en veninde fra de sociale modstandsbevægelser. Opfattelsen hos hende var og er stadig, at socialrådgivere ikke kæmper og forsøger at modvirke nogle af de problemstillinger og konsekvenser, der findes i beskæftigelsessystemet,

Vi gjorde i hvert fald ikke nok for at hjælpe og sikre en ordentlig behandling til de mennesker, som vi arbejder med.

Først var jeg overbevist om, at min veninde bare ikke havde fået øje på, hvad min faggruppe kunne – vi er en hjælperprofession, som er til for borgernes skyld! Jeg tænkte, at det måske var, fordi hun ikke vidste, at socialt arbejde ifølge vores egen definition – eller hvad man kunne kalde en hensigtserklæring – er en profession ”der fremmer social forandring og udvikling, social samhørighed, og empowerment og frigørelse af mennesker.” (International Federation of Social Workers, IFSW).

Vores grundlæggende mandat er, ifølge ovenstående blandt andet, ”I solidaritet med dem, der er dårligt stillede, bestræber professionen sig på at afhjælpe fattigdom, frigøre udsatte og undertrykte og fremme social inklusion og social samhørighed.” (IFSW).

Derudover er mit indtryk også, at de fleste socialrådgivere har valgt faget ud fra et ønske om at bidrage til positive forandringer. Med hensigtserklæringen og de fleste socialrådgiveres motivation for valg af fag in mente kan det også være svært at tvivle på, at vi er en hjælpeprofession, der er sat i verden for at bidrage til øget trivsel for de mennesker, vi arbejder for og med. Men når modtagerne af det sociale arbejde – i dette tilfælde medborgere fra de sociale modstandsbevægelser og andre – oplever, at vi er med til at skabe en forværring i deres liv, livskvalitet og sygdomme, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor det ikke fører til større debat og refleksion internt i faget.

Kritik og kerneværdier

En del af den kritik, som de sociale modstandsbevægelser fremfører, udspringer af, at mange borgere i beskæftigelsessystemet ikke føler sig hørt, men mistænkeliggjort og umyndiggjort. Men de sociale modstandsbevægelser peger også på problemstillinger, som på ingen måde er ukendte for Dansk Socialrådgiverforening, der selv har italesat dem: At førtidspension og fleksjobreformen fra 2013 i de fleste kommuner har medført en stram fortolkning af tilkendelseskriterierne for førtidspension og fleksjob, at 225-timersreglen og kontanthjælpsloftet ikke har anden effekt end fattiggørelse og yderligere marginalisering af mennesker, som er arbejdsløse og/eller syge, eller at arbejdspresset for sagsbehandlerne i mange jobcentre er alt for højt med for eksempel alt for mange sager.

Alle kritikpunkter peger på problemstillinger, som burde være kerneværdier for socialarbejdere; vi burde være med til at myndiggøre og ikke fattiggøre, hjælpe og ikke fastholde, og som navnet socialrådgiver antyder, burde vi rådgive og vejlede. Hvorfor er det så, at opfattelsen af vores fag for flere tusinde borgere i beskæftigelsessystemet er det modsatte af, hvad vi ønsker og har til hensigt at gøre? Når vi ønsker og snakker om tillid til borgerne eller ser os selv som nogen, der kæmper for ”udsatte mennesker” og for at løse sociale problemer, hvorfor er det så, at borgerne placerer os på en 18. plads ud af 25 faggrupper i en troværdighedsundersøgelse? (Fyens.dk, 14. september 2017).

De sidste 10, 15, måske 25 års lovændrin ger i social- og beskæftigelsespolitikken har en del af skylden for, hvordan vi bliver opfattet som faggruppe. Vi er i frontlinjen og der, hvor de politiske initiativer og reformer bliver udmøntet i forhold til borgerne, så naturligvis bliver vi ansigtet på de førte politikker. Det er jeg slet ikke blind for. Jeg har forståelse for, at det ikke er os, som har ønsket kontanthjælpsloftet eller 225-timersreglen og ej heller førtidspensions- og fleksjobsreformen fra 2013. Lige såvel at det ikke er os, som fremsætter et lovforslag om at gøre alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke er undtaget for 225-timers reglen, til jobparate.

I lyset af alle de mange lovændringer, der er sket, har jeg også forståelse for, at det kan føles som om, at vi ikke kan gøre noget ved det. Men på denne måde er vi kommet til at acceptere alt for mange lovændringer, som har store betydninger for arbejdet i jobcentrene. Ændringer, som også er medvirkende til, at synet og diskursen langsomt bliver forrykket, og som derved åbner op for endnu flere og nye forringelser, som i bedste fald er kontraproduktive i forhold til endda de politiske intentioner om at bringe flere i arbejde og i værste fald decideret skadelige for nogle af de mennesker, som bliver fastholdt i systemet.

Men mønstret, hvor DS kommer med høringssvar, vores formand går ud i pressen og kritiserer det konkrete lovforslag, lovforslaget bliver vedtaget, og vi andre accepterer en enorm forværring i borgernes liv, det er ikke godt nok.

Vi har et ansvar

Vi kan ikke gemme os bag loven og bag de kommunale retningslinjer og prioriteringer og frasige os ansvaret ved at henvise til, at vores fagforening har kritiseret eller udtalt sig, og at det ikke er os, der har lavet lovgivningen. Vi har et ansvar i forhold til at sige fra og råbe op. Et ansvar vi selv har pålagt os endda, blandt andet ved, at vi har udarbejdet en professionsetik i 2010, som understreger netop dette ansvar og vore sociale forpligtelser. Ligesom vi selv har vedtaget en professionsstrategi, hvor vi fremhæver, at vores eksistensberettigelse er:

”Socialrådgivere forebygger og løser sociale problemer i en proces med mennesket i centrum. Vi arbejder for social forandring og sætter den socialfaglige dagsorden (…). (DS, professionsstrategi).

Lad os leve op til det ansvar, vi har pålagt os selv. Lad os sætte den socialfaglige dagsorden. Lad os stå sammen i solidaritet med de borgere, som kæmper for deres liv og førlighed i beskæftigelsessystemet og for retssikkerheden i de kommunale forvaltninger, men som i virkeligheden også kæmper for bevarelsen af et sikkerhedsnet for os alle sammen.

Sara Mujinovic er socialrådgiver, sagsbehandler i et jobcenter og aktivist i de sociale modstandsbevægelser, København.

Læs også DS’ ”Høringssvar vedr. forslag til Lov om præcisering af regler om ressourceforløb og dokumentationskrav for tilkendelse af førtidspension” på socialraadgiverne.dk/hoeringssvar