Indblik i livsmod – og livslange konsekvenser af forbrydelser

Nu skal jeg færdiggøre en uddannelse, få lagt en kopi af mit eksamensbevis ned til min far på hans gravsted og sige: Ved du hvad – jeg kan stadig! Og bevise overfor mig selv, at der kan ske rigtig grimme ting i dit liv, men du kan stadig komme videre. Det er jeg godt på vej til.”

Line oplevede som ni-årig at hendes far blev skudt og dræbt af en rocker. Nu er hun 25 år og har haft en barndom med mange plejefamilier, et stort forbrug af stoffer og stor indre modstand mod at berøre sin sorg. Hun fik til sidst hjælp af en misbrugskonsulent – og af politiet. Da hun var klar til det, viste politiet hende overvågningsvideoen fra banken, som hendes far blev skudt foran. Line er en af de 22 personer, som socialrådgiver Karin Sten Madsen har interviewet om, hvordan en forbrydelse kan komme til at præge ens liv. Gennem 40 år har Karin Sten Madsen, der også er terapeut og mægler, arbejdet med børn og voksne, som har oplevet forskellige former for traumer. Hun har især arbejdet med traumatiserede flygtninge og voldtægtsofre.

At møde ondskab

Ofte har Karin Sten Madsen tænkt på, hvordan det gik dem, efter hun slap kontakten med dem.

– Jeg har fulgt dem i tankerne. Klarede de skærene? Hvordan formede deres liv sig? Hvordan tænkte de tilbage på det, der var sket? Jeg har også som socialrådgiver ofte ønsket, at jeg kunne henvise til litteratur, som handlede om at have været udsat for en forbrydelse. Der er skrevet meget og godt om reaktioner på at miste eller have været ude for en ulykke, og selv om mange reaktioner efter en forbrydelse vil være lig reaktioner ved død og ulykke, er der særlige omstændigheder knyttet til at have været udsat for, at et andet menneske har villet en det ondt.

Derfor opstod tanken om at indsamle fortællinger fra mennesker, der på et tidspunkt i deres liv havde oplevet, hvad der betegnes som personfarlig kriminalitet – direkte eller som pårørende.

– Vi ved, at man kan finde trøst og støtte ved at kunne genkende sig selv i andres oplevelser og erfaringer, så jeg ville gerne skabe et materiale, som kunne læses af mennesker, som var eller kom i samme situation. Og gøre det let tilgængeligt. Derfor søgte jeg Offerfonden om støtte til at skabe en hjemmeside med fortællinger i tekst og billeder om ofre for forbrydelser – til ofre for forbrydelser. Sekundært havde jeg  selvfølgelig i tankerne at give andre, ikke mindst min egen faggruppe, et indblik i både livsmod og livslange konsekvenser af at have været udsat for en grov forbrydelse.

Alle, hvis interview man kan læse på hjemmesiden, har været udsat for en voldsforbrydelse, som børn eller som voksne. Nogen på egen krop, andre som familie.

– Jeg tilstræbte at finde frem til mennesker, der ikke alene havde været udsat for noget forskelligt, men som også havde forskellig alder og baggrund, siger Karin Sten Madsen, der gerne ville have en ligelig fordeling af mænd og kvinder.

Det viste sig at blive vanskeligere end forventet. Til trods for at flere mænd end kvinder er udsat for voldelige overfald, blev det svært at finde frem til mænd, der ville lade sig interviewe. Hvor kvinder gerne ville fortælle, fordi de så det som en mulighed for at hjælpe andre i samme situation, takkede mændene oftest nej med den begrundelse, at de var kommet videre og ikke ønskede at rippe op i fortiden.

– Det var ikke så lidt, vi bad om. Foruden et interview, som kunne strække sig over mange timer eller flere besøg, kom fotograf Tine Harden på besøg for sammen med den enkelte at finde frem til, hvordan historien eller personens nuværende liv kunne formidles fotografisk – også når man havde valgt at være anonym. Det var vigtigt for os, at fortællingerne i skrift og billeder kom til at underbygge hinanden, og vi mødte heldigvis nogle meget samarbejdsvillige mennesker, fortæller Karin Sten Madsen

Angsten for ikke at være normal

Ikke to mennesker reagerer ens, når de bliver udsat for et voldsomt og uventet overfald eller overgreb. Det viser fortællingerne på tidenefter.nu, og det har netop været Karin Sten Madsens intention at vise, at der findes forskellige, men ikke rigtige eller forkerte måder at reagere på eller at bearbejde på.

– Lige som vi på alle andre områder i livet bliver mødt med andres og egne forventninger, sker det også, når et menneske bliver tildelt mærkatet ”offer”. Vi skal leve op til mange ting hele tiden, og også ofre kan føle, at de skal leve op til at være ”det rigtige offer”. Reagerer jeg rigtigt? Fortrænger jeg noget, hvis jeg ikke reagerer voldsomt? Er der noget galt med mig, forklarer Karin Sten Madsen og henviser til Mette, som blev forfulgt af en mand, der truede hende med en pistol for at få hendes taske.

I interviewet på tidenefter.nu fortæller Mette, at hun i et helt år startede sine samtaler hos en psykolog med at spørge: Er jeg normal? Tror du jeg er helt normal? Er du helt ærlig, når du siger, at jeg er normal? Det hjalp, at hun sagde, at mine reaktioner var normale, men det var ikke helt nok. Jeg havde brug for at kunne spejle mig i andre, for jeg tænkte, at jeg overreagerede.

– Ikke overraskende – men tankevækkende – har kvinderne generelt haft en lettere tilgang til at søge hjælp end mændene. Både i forhold til familien og udefrakommende hjælp, fortæller Karin Sten Madsen og uddyber:

– Mændene derimod havde en trang til at komme op på hesten igen. Nogle af mændene fortalte, at de gerne ville være blevet holdt lidt mere fast på, at de havde brug for at tale om den voldsomme hændelse, de havde været udsat for. I tilbageblik måtte de erkende, at der havde været reaktioner, som de ville have gjort klogt i at få hjælp til, men angsten for ikke at blive normal igen, fik dem til hurtigt at gå på arbejde igen og fokusere på fremtiden – og ikke se tilbage.

Karin Sten Madsen nævner Erik, som en formiddag i 2012 blev stukket ned af en fremmed mand på en villavej på Amager og mistede et øje, som et eksempel på det at skulle bevise over for sig selv, at alting var på plads igen. Om tiden efter, siger han:

”Jeg tror, jeg måske gik en lille smule i panikalderen og syntes, jeg lige pludselig skulle nå en hel masse. Så ud over at have to job begyndte jeg også at blive politisk aktiv. Jeg var også kandidat til kommunalvalget for fire år siden, så der var virkelig kul på. Set i bakspejlet tror jeg, det var en del af det at komme videre, bare at få travlt med en hel masse andet, så jeg ikke blev fristet til at dvæle ved det, der var sket. Men på et tidspunkt kunne jeg ikke holde til det mere og måtte sygemeldes med stress. Så nu har jeg ét job, og jeg laver frivilligt socialt arbejde i én organisation. Jeg har lært at prioritere.”

Hverken sygeliggøre eller bagatellisere

Karin Sten Madsen påpeger, at det er vigtigt at balancere mellem hverken at sygeliggøre personen eller bagatellisere hændelsen og dens virkninger:

– Det er jo ikke en sygdom, det er reaktioner. Der kan være voldsomme reaktioner ikke kun lige efter en hændelse, men længe efter. Der kan være gode perioder, og perioder hvor eftervirkningerne igen bliver stærke, men som det bliver sagt i et interview: Det mildnes efterhånden.

”Der er en vej igennem, det er et spørgsmål om at finde den og om at være tålmodig. Det er ikke noget, der kan fikses på kort tid…”, siger Bente, som for 30 år siden fik en kniv stukket i lungen af en ukendt mand, da hun sad på café.”

Hendes vej gik gennem et årelangt intensivt gruppeforløb i Studenterrådgivningen, som medvirkede til, at hun to til tre år efter overfaldet kunne føle sig fri af eftervirkninger.

Andre kan ifølge Karin Sten Madsen have sværere ved at få den rette hjælp. Og særligt dem, der blev ramt i en ung alder, har brugt år på at finde vej gennem alkohol og andre former for selvskadede adfærd, før de var i stand til at tage imod hjælp.

– Nogle oplever, at det kan være svært at finde hjælp hos selv de allernærmeste, for selv med den bedste vilje kan det være vanskeligt for de nærmeste at leve sig ind i, hvordan det føles at være blevet voldtaget eller have fået stukket en kniv i kroppen. Flere af de interviewede talte om en følelse af ensomhed i tiden efter hændelsen og havde et ønske om at kunne dele oplevelsen med nogen, som havde været i samme situation.

Det er ikke usædvanligt, at man reagerer forskelligt, følelserne kan have forskelligt udtryk og vise sig på forskellige tidspunkter i processen, og man kan vælge forskellige strategier til at bearbejde tabet.

– Jutta og Guja, som mistede deres syv-årige datter i en højresvingsulykke og stod i samme fortvivlede situation, oplevede imidlertid, at deres forskelige måder at reagere på, gjorde det vanskeligt at støtte og hjælpe hinanden gennem sorgen.

Rammer børn hårdt

Kvinder med børn, er en anden gruppe, som også ifølge Karin Sten Madsen har brug for socialrådgiveres særlige opmærksomhed. Både kvinder, der allerede var mødre, da de blev udsat for en voldelig hændelse, og kvinder, der senere er blevet mødre.

– Det gjorde stort indtryk på mig at høre både fra mødrene og fra nogle af børnene, hvor indgribende i børnenes liv det havde været, at deres mor var blevet overfaldet, angrebet, truet og efterfølgende har kæmpet med både fysiske og psykiske eftervirkninger. Og hvilke anstrengelser mødrene gjorde sig for at kompensere for det, de ikke længere var i stand til i forhold til børnene.

Det er Bente R., som stod bag disken i en forretning, der over en kortere periode blev røvet tre gange af samme mand, et eksempel på. Hun udviklede voldsom angst og fortæller om forholdet til sin 10-årige søn Mark:

”Jeg nægtede at give op. Jeg ville ikke være syg. Min mor var syg, altid syg, og jeg ville ikke have, at Mark skulle have den samme oplevelse. Jeg ville ikke have, at han som voksen skulle sige, at han havde en mor, der altid var syg. Det er derfor, jeg har kæmpet som en vanvittig for ikke at virke syg. Jeg er fandeme taget til alle hans fodboldkampe, selvom jeg var lige ved at dø og løbe hjem igen. Jeg gjorde det hele.”

Retssag og konfliktråd

Kun i tre tilfælde var forbrydelsen, som de interviewede har oplevet, ikke anmeldt, men ikke alle anmeldelser endte i retten. I flere tilfælde fandt politiet ikke gerningspersonen. At sagen kom i retten var betydningsfuldt for ofrene – i flere tilfælde mere end straffens længde.

– Den markering, som retssamfundet giver, når en forbrydelse føres for retten, var for flere vigtigere end både, hvor længe gerningsperson skulle sidde inde, eller hvilken erstatning man eventuelt kunne få, fortæller Karin Sten Madsen.

Men hvorvidt man i retten opnår retfærdighed, satte flere spørgsmålstegn ved.

Hannelone, hvis søn blev dræbt af to politifolk, siger om frifindelsen af de to betjente:

”Jeg har ikke nogen trang til at sætte folk i fængsel. Hvad skulle det hjælpe? Jeg er sikker på, at retssagen har båret straffen i sig selv for dem. Trøsten for os var, at det er sådan med retssager, at de ikke kan være udtryk for en højere retfærdighed. En dom kan jo falde forskelligt ud i byretten, landsretten og Højesteret. Det er jo også sådan, at man ikke må anlægge en sag ved domstolene, som man ikke mener, kan vindes. Så at Rigsadvokaten som statens øverste anklagemyndighed havde anlagt sagen, talte tungere end de tilfældige domsmænd og dommerens afgørelse ved byretten.”

Karin Sten Madsen har en fortid som mægler i konfliktråd og har siden be skæftiget sig med mægling mellem offer og gerningsperson i flere sammenhænge.

– Jeg var interesseret i at spørge ind til, hvilken plads – om nogen – den person, der havde forbrudt sig mod dem, havde i ofrenes tanker. Kun ganske få fortalte, at de aldrig tænkte på personen længere, mens flere gjorde sig tanker, havde set eller haft direkte kontakt med gerningspersonen. Nogen var direkte blevet opfordret til et møde i konfliktråd mange år efter forbrydelsen, og flere havde taget imod tilbuddet.

En af dem er Mathias. Han kørte rundt i bil sammen med sin ven Christoffer og blev beskudt af en ukendt mand. Han fortæller om sin oplevelse i konfliktrådet:

”Jeg var jo nede og snakke med ham, der skød. Christoffer og jeg fik et tilbud om at snakke med ham i fængslet. Jeg vidste ikke rigtig. Der var gået flere år, men samtidig havde vi jo stadig spørgsmålet om, hvorfor det skete, og han var den eneste i verden, der kunne fortælle os det.

Han kunne nu ikke svare på alle vores spørgsmål, for han havde været i en narkorus. Men vi fik svar på nogle spørgsmål om, hvad der var foregået, inden de standsede os i bilen. Han sagde, at det slet ikke var os, han var efter. Vi var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Det var dem, der havde lavet noget lort. Det tog han på sig. Og jeg tog det til mig. Det vigtigste var ikke, at han sagde undskyld. Vi kan alle sige undskyld uden at mene det. Det var da i orden, at han sagde, han angrede. Det betød bare ikke så meget for mig. Det var svarene på det, jeg ikke vidste, der betød mest. Vi fik forklaret sammenhængen. Det var det, der bed sig fast. Mange folk sagde jo om ham: Han er et uhyre, han er et monster. Min far syntes bare, at han skulle have lov til at rådne op i det fængsel. Men når du så sidder over for ham og snakker med ham, så falder hornene af ham, så ser tingene ikke så forfærdelige ud. Og jeg vil sige, det var dejligt.”

Og Karin Sten Madsen gentager sit mål med hjemmesiden.

– Det er mit håb og ønske, at socialrådgivere gennem tidenefter.nu vil få et indblik i navnlig den tidsmæssige dimension af eftervirkningerne af at have været udsat for en forbrydelse. Men allermest håber jeg, at de vil komme i tanke om hjemmesiden, når de sidder overfor nogen, som er i en situation, hvor de kunne have glæde af at læse og spejle sig i en eller flere af fortællingerne – de giver livsmod og håb.

Har du spørgsmål til Karin Sten Madsen om tidenefter.nu, kan du kontakte hende på mail. 

---

Offerfonden.dk

• Offerfonden blev oprettet af Folketinget med start i 2014. Formålet er at yde tilskud til projekter og aktiviteter, der generelt kan styrke viden om eller indsatsen til støtte for ofre for forbrydelser og trafikofre og grupper heraf.
• Der ydes alene støtte til projekter og aktiviteter og ikke direkte til enkelte ofre. Rådet for Offerfonden uddeler årligt cirka 28 mio. Kroner.
• Offerfondens midler kommer fra betaling af offerbidrag fra blandt andre personer, der er idømt betinget eller ubetinget fængsel for overtrædelse af straffeloven eller andre love, og fra personer, der er idømt en bøde for overtrædelse af straffeloven, samt fra personer, der vedtager eller idømmes betinget eller ubetinget frakendelse af førerretten for overtrædelse af færdselsloven.

Fakta om konfliktråd

• Konfliktråd er et møde mellem den forurettede person og gerningspersonen. Det er frivilligt for begge personer at deltage i mødet, der finder sted med en uvildig tredjeperson (en mægler) som mødeleder. Konfliktråd træder ikke i stedet for straf, men er et supplement til straf.
• I 2018 blev der gennemført 558 konfliktråd. Siden loven trådte i kraft i 2010, er der på landsplan gennemført 5302 konfliktråd.
• Politiet foretager en gennemgang af egnede sager til konfliktråd. I de sager, der findes egnede, bliver parterne spurgt, om de ønsker at deltage i konfliktråd. Er svaret ja, kontakter en mægler parterne og aftaler et møde.
• Andre kan også foreslå, at der afholdes konfliktråd, for eksempel parterne selv, forældre, socialforvaltningen, skolen eller andre.

Kilde: Konfliktraad.dk

Blå bog Karin Sten Madsen

• Uddannet socialrådgiver 1973
• Terapeutuddannelse i 1989 (Systemisk Institut for Familieterapi)
• Master i Restorative Justice 2010
• Har arbejdet som socialrådgiver og terapeut med traumatiserede børn og voksne. Blandt andet for OASIS – behandling og rådgivning for flygtninge samt Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet.
• Har udgivet en række bøger. Blandt andre: ”I lyst og Vold. Om unge og voldtægt”. T. Bryld, A. Rust A, K.S Madsen, K. Sidenius m.fl., Gyldendal, 2004.. ”Hvor ku´ du gøre det? Konfliktmægling ved Seksuelle overgreb”, Center for seksuelle overgreb, Rigshospitalet, 2005 og”Møder mellem offer og krænker. En antologi om mægling i en terapeutisk ramme ved seksuelle overgreb.” Frydenlund Andersson,H, og Madsen, K.S. (red) (2016)

• Har med støtte fra Rådet for Offerfonden interviewet 22 mennesker, der har været udsat for en forbrydelse. Samtaler og fotos (Tine Harden) er samlet på www.tidenefter.nu

Blå bog Tine Harden

• Er uddannet fotojournalist
• Har arbejdet som fotograf i 30 år.
• Arbejdede i mange år for Politiken og er to gange kåret til Årets Pressefotograf.
• Har lavet fotofortællinger til www.tidenefter.nu