Jeg er en sindig jyde. Og det er sådan, jeg brænder igennem

Mads Bilstrup lægger ikke skjul på, at det krævede en del overvejelser at gå efter formandsposten. Og at det kom lidt på tværs, at Majbrit Berlau valgte at forlade den lige nu. For var det nu det, han skulle? Men da hans 26-årige søn en dag sagde: ”Det er da nu, du skal hugge til. Får du chancen igen?” kunne han mærke, at det var det rigtige.

I dag er han på ingen måde i tvivl. Og han er klar.

– Mine væsentligste overvejelser var, om min familie var med på det. Jeg kommer til at pendle mellem Aarhus og København, så hvis min hustru Jeanette ikke bakkede op, så havde jeg ikke gjort det. Hendes støtte er vigtig, siger han. Og man kan høre, at han bliver rørt.

Men med familiens – og rigtig mange andres – støtte i ryggen sidder han nu her, få dage før repræsentantskabsmødet, på sit kontor i Aarhus. Det er stort set ryddet, og han arbejder på talen til repræsentantskabet, afbrudt af overleveringsmøder, journalister, der ringer, kolleger, der lige vil sige farvel. Fra mandag 8.30 er kalenderen fyldt med møder i København.

DS er synlig og bliver hørt

Og han glæder sig til udfordringen – og til sammen med den nyvalgte næstformand, Ditte Brøndum, at stå i spidsen for Dansk Socialrådgiverforening.

– Ditte Brøndum og jeg bliver et godt formandskab, og jeg er stolt over og glad over, at Ditte bliver næstformand. Hun er først i 30’erne, og hun repræsenterer mange af vores medlemmer, og det generationsskifte, der er i faget lige nu.

Samtidig er han tryg ved, at de kommer til at stå på en solid organisatorisk platform.

– Vi overtager en veldrevet fagforening. Vi er ikke store. Men alligevel har Majbrit været den sjette mest citerede fagforeningspolitiker i Danmark, vi spiller altid en rolle, når der skal udvikles nye politiske tiltag, og vi bliver i det hele taget hørt. Det er i høj grad foreningens og medarbejdernes fortjeneste, at vi kan være så synlige og politikskabende.

– Så kan jeg da godt i stille stunder tænke, om jeg kan fylde det rum ud, som Majbrit efterlader? Og ja, det kan jeg godt, og med den hjælp og støtte, jeg får fra sekretariatet, så er jeg ganske rolig. Jeg er den sindige jyde, og det bliver så som sådan, at jeg brænder igennem.

En livsstil at være politiker

For Mads Bilstrup er det ikke en pligt at følge med – han kan slet ikke lade være.

– Det er ikke et 8-16 job at være politiker. Det er nok mere en livsstil.

Så han har abonnement på fire aviser i weekenden, som han læser i sit eget tempo. Går lidt til og fra, falder over et spændende interview, fortaber sig i en artikel om politik.

– Det betyder meget for mig at være på forkant, og at jeg forstår baggrunden for politiske udmeldinger. Det er en vigtig forudsætning for en politiker i DS at kende med- og modparters holdninger og synspunkter.

Og selv om det balancerer på kanten af en kliche, så har han faktisk næsten fået det fagpolitiske engagement ind med modermælken.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor vi holdt en landsdækkende avis, og det var lidt et særsyn i den lille by udenfor Viborg, hvor jeg voksede op. Begge mine forældre var aktive i BUPL i Vi borg. Så der blev diskuteret meget fagforeningspolitik og socialpolitik. Mine forældre stak nok lidt af i den lille by. De var fremsynede, hørte Hausgaard og Trille og var de første, der fik hessian på væggene.

Medlemmerne er afsættet

Derfor var fagpolitik ikke fremmed for den nyuddannede socialrådgiver, der i 1992 fik sit første job i kontanthjælpsafdelingen i Aarhus, sin første tillidspost fem år efter, i 2003 blev han valgt som fællestillidsrepræsentant for samtlige socialrådgivere i Aarhus Kommune – og i 2010 blev han valgt som regionsformand for Region Nord.

Hele vejen har hans kontakt til medlemmerne været et vigtigt afsæt.

– Man skal være til at komme i kontakt med, også når man er formand for det hele. Det har jeg altid prøvet at signalere. For dialogen med medlemmerne er vigtig, og derfor stak mit kørselsregnskab også helt af under overenskomstforhandlingerne i foråret.

Som nyvalgt formand er der også allerede aftaler om at besøge klubber rundt om i landet.

– For mig giver det en masse praktisk viden. Medlemmerne kan fortælle, hvordan det er at være socialrådgiver under den førte politik – og jeg får en vigtig mulighed for at fortælle om, hvad vi arbejder med i DS.

Lytter og analyserer

Han lytter, når han er ude i landet – og han er i det hele taget typen, der lytter.

– Jeg har ikke brug for at sige noget som den første. Til gengæld lytter og analyserer jeg, så jeg er god til at lande situationer med et kompromis – og lave konklusionen på det, vi har diskuteret. Jeg bliver meget sjældent synligt vred under en forhandling, et møde eller en dialog. Men så kan jeg sagtens gå ned bagefter og sparke til mit bildæk og sige: Hvad f… skete der lige der? Og hvis det ikke er nok at sparke til bildækket, så hjælper det ham altid at komme udenfor.

– Det er vigtigt for mig at komme ud hver dag, og når jeg skal slappe af, så tømmer jeg hovedet ved at gå en lang tur langs vandet

Det er blevet nemmere, nu hvor huset i Aarhus-forstaden er solgt, og han sammen med hustruen er rykket ind i en leje-lejlighed i midtbyen, som ligger tæt på havnen.

Så kan han også dyrke glæden ved god mad, som han både laver selv eller nyder at spise ude.

– Jeg er lige så glad for et enkelt måltid til 70 kroner, som noget fint og dyrt. Jeg har én gang prøvet at spise på en Michelin-restaurant. Så det behøver jeg ikke prøve igen, siger han. På den jyske måde og med et glimt i øjet.

Tordner mod fattigdomsydelser

Med det nye pendlerliv har han indstillet sig på, at han ikke kommer til at lave så meget mad selv. For tiden kommer til at gå med at skabe bedre arbejdsvilkår for de medlemmer, han er valgt af.

– Vi fik lavet en undersøgelse, der desværre bekræftede det, vi havde en mistanke om: Det ser rigtig skidt ud med arbejdsmiljøet blandt socialrådgiverne. Konsulenten bag undersøgelsen sagde faktisk: ”jeg er virkelig bekymret for jeres fag.” Det skal vi tage hånd om. Nu. Så derfor vedtager vi også en arbejdsmiljø-resolution på repræsentantskabsmødet – men det gør det jo ikke alene.

For ham hænger tingene uløseligt sammen. Vi nærmer os noget, der får den kommende formand til at rykke frem på stolen og give ordene vægt. For ham er der ingen tvivl om, at dele af den førte politik betyder, at arbejdsmiljøet bliver ringere for socialrådgiverne.

– Fattigdomsydelserne betyder, at der er en gruppe svage borgere, der får sværere og sværere ved at få tingene til at hænge sammen økonomisk og menneskeligt, og vi ser en stor gruppe børn, der vokser op i fattigdom. Det har en klar afsmitning ind på det sociale arbejde, vi skal lave – og det er os i socialt arbejde, der ser, hvad det har af konsekvenser. I dag er målet: Bare de kommer i arbejde, så har vi klaret det hele. Men mennesker, der bruger al deres energi på at overleve, er svære at hjælpe. For de kan ikke overskue at komme derhen, hvor der er et arbejde i sigte. Og dét afspejler sig så i vores arbejdsmiljøundersøgelse, for socialrådgiverne oplever afmagt i det daglige arbejde i forhold til at hjælpe og rådgive, og de oplever frustration blandt borgerne og flere trusler.

– Så man kommer også til at høre mig tordne mod fattigdomsydelserne igen og igen.

Vi har fat i den lange ende

Men han vil også gerne pege på løsninger. Og svar. Og et af dem er, at det kan betale sig at investere i socialt arbejde.

– Som sagt: Det hænger sammen. Når Hjørring for eksempel kan spare penge, fordi de investerer i borgerne ved at ansætte flere socialrådgivere, som får mere tid til at lave godt, socialfagligt arbejde – så kan andre kommuner også. Det er så oplagt, at jeg faktisk ikke forstår, hvorfor andre ikke bare bider til og gør det samme.

– Så for mig er det en samlet pakke, som jeg vil arbejde hårdt på at få politikerne til at se sammenhængen i. Han tror på, at det rykker. Og at DS kan rykke noget. Sammen.

– Vi er stærke. Det sammenhold, den aktivisme og det fællesskab, jeg oplevede på arbejdspladserne under forårets overenskomstforhandlinger var helt fantastisk. Vi har fat i den lange ende.