Jeg lærte at hænge mit selvbillede uden for døren til jobcenteret

Hun ville have overblik over sin egen sag og dykkede ned i alle sagsakter. Det kom der et dokumentarisk værk ud af, som netop har været udstillet i Kunsthallen Ulys i Odense. Vi gengiver en redigeret version af den lydfil, som var en del af værket – og en varedeklaration med ingredienserne i et sagsforløb på fem år, der endte med et fleksjob.

Max Weber anså den bureaukratiske organisationsform for et effektivt instrument til opnåelse af et givet mål. Det lidt omstændelige bureaukrati med faste regler og love, skulle være garanten for, at alle var lige for loven og dermed blev behandlet ens. Og ja, det var meget omstændeligt, men derudover er det ikke den oplevelse, jeg har haft. Faktisk havde jeg langt hen ad vejen en oplevelse af det modsatte – nemlig at blive mødt af tilfældigheder og en personbåret vurdering.

Normalt går jeg og oplever mig selv som et OK velfungerende menneske på trods af mit handicap. Handicappet skyldes en arbejdsskade, hvor nogle nervebaner blev beskadiget. Jeg har kroniske smerter, føleforstyrrelser og bevægelsesnedsættelse. Jeg har haft mit handicap, siden jeg var 19 år og har nok først sådan for alvor taget det seriøst, fra jeg var 23 år.

Indtil da var jeg bare smækfyldt med medicin og havde nogle kæmpe udsving – nogen gange måtte jeg bare ligge ned i en uge, og en enkelt gang var lægerne nødt til at lægge hele armen i gips, fordi nervebanerne simpelthen var spasset helt ud, og jeg skulle tvinges til at holde armen i ro. Derefter gik jeg næsten et halvt år på et smertecenter, hvor jeg er blevet undervist i, hvordan man tackler en kronisk lidelse. Jeg fik mere ro på og et mere stabilt liv uden så mange smertegennembrud.

Total mavepuster

Inden det allerførste personlige møde, lige inden jeg var færdig med min uddannelse, og min revalidering dermed skulle stoppe, var jeg stadig ret optimistisk. Men det møde blev nok måske det mest ubehagelige af dem alle. Det var en total mavepuster. Sikkert fordi jeg slet ikke var forberedt, men bare stadig var naiv og regnede med at komme ind til en, der ville lytte, og at vi sammen skulle finde en god løsning på min plads på arbejdsmarkedet.

Der blev ikke lyttet. Der blev bare dikteret, at jeg var matchgruppe 2, fordi jeg havde gennemført en uddannelse og dermed var dagpengeberettiget. Det virkede som om, at lægernes vurdering af min arbejdsevne var helt underordnet.

Ufordøjelige afslag

Der gik næsten et år, inden jeg gik ind ad den dør igen. I den tid arbejde jeg bare på supplerende dagpenge, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue det faktum, at jeg nødvendigvis måtte finde en anden løsning, fordi den løsning jo indebar, at jeg skulle ind på jobcenteret igen.

Jeg søgte fuldtidsarbejde og blev sygemeldt efter 14 dage, og så gik min sag ellers i gang og fortsatte bare med at blive mere og mere ugennemsigtigt og underlig. Kommunens lægekonsulenter holder møder med nogle ”TEAMS”, hvor man ikke ved, hvem deltagerne er – og her må der vurderes og besluttes på baggrund af de oplysninger, som lægekonsulenten kommer med.

Der opgives ingen navne på deltagerne i disse teams, og man kan ikke få referat af møderne.

Derfor har jeg som klient ingen mulighed for at gå i dialog eller spørge ind til, hvad der ligger til grund for vurderingen. Bødlen er så at sige ukendt. Sagsbehandleren er ofte bare den, der overdrager beskeden. Sagsbehandlerne kan ofte heller ikke forklare, hvad der ligger til grund for afgørelsen. De siger bare, at de synes, man skal klage. Absurditeten i det hele gør afslagene nærmest ufordøjelige.

Senere i forløbet lærte jeg at hænge mit selvbillede uden for døren til jobcenteret lige der, hvor alle rygerne står og dulmer deres nerver i total stilhed. Man er nødt til ligesom at tage en skal på, hvis ikke man skal bryde grædende sammen hver gang.

De skal se det ske

Det latterlige var jo, at man under den praktik, hvor arbejdsevnen skulle afklares, kon stant skulle presses. Man skal som klient bare presses helt derud, hvor man bliver virkelig syg. De skal se det ske – det er ikke nok, at man har været der, og lægerne har dokumenteret det én gang. Lægeverdenen og beskæftigelsesverdenen

arbejder simpelthen ikke sammen, og det er så ødelæggende og ineffektivt. Og så er mit handicap endda ret lige til og ret veldokumenteret. Jeg tør slet ikke forstille mig, hvordan man ville blive behandlet, hvis udfordringerne var psykiske eller bare ikke helt veldokumenterede og anerkendte.

Håbede på overblik

Da jeg besluttede at gå ind i den her proces med at genlæse mine sagsakter, så regnede jeg egentlig med, at jeg måske ville få lidt mere overblik og forstå lidt mere af, hvad der skete. Men nej. Egentlig er jeg bare blevet bekræftet i, at sagsforløbet var lige så underligt og ugennemsigtigt, som jeg huskede det.

Jeg har talt sagsakter og involverede personer cirka fra den dag, den første læge sagde, at det ikke længere var muligt at medicinere mig eller operere mig yderligere, og at min arbejdsevne var så ringe, at han anså førtidspension eller fleksjob som den bedste løsning. Først cirka fem år efter blev jeg visiteret til fleksjob.

Jeg var selvfølgelig rigtig glad og lettet den dag, jeg fik brevet, men jeg var sgu også lidt bitter. For intet havde ændret sig i de forløbne år. Der var bare gået en masse tid og en masse arbejdstimer, og nu var der nogle nye folk, som så på sagen – og vurderede noget nyt.

Jeg synes, at det værste har været, at jeg i det meste af mit liv har oplevet at mestre en eller anden form for overblik, men lige netop der – i det som var så vigtigt for min fremtid – var jeg bare alt anden end en, der mestrede noget som helst… og alligevel var jeg bare nødt til det. Hvis jeg ikke lige havde haft nogen i ryggen til at sige, at jeg skulle kæmpe videre, så havde jeg nok sat mig ned i sofaen og spillet PlayStation.

Kunstneren bag lydfilen og installationen er anonym. Redaktionen er bekendt med kunstnerens identitet.

Læs eller genlæs tidligere tekster om samme tema: ”Kan samarbejdet mellem kommune og almen praksis reddes?” og ”Store forskelle i kommunernes sagsbehandling af førtidspension” i Socialrådgiveren 6/18. Læs bladet på socialraadgiverne.dk/socialraadgiveren.


VAREDEKLARATION:

Min sagsmappe

  • Tidsforløb 10.10.11 -04.05.16 Fra første sygemelding til fleksjobvisitation
  • Vægt: 3, 7 kg
  • Antal skemaer/attester: 19
  • Antal sider: 614
  • Antal ord: 44.785
  • Antal anslag: 282.945
  • Estimeret tidsforbrug (250 anslag pr. min): 1131,78 minutter
  • Antal involverede parter: 52
  • Sagsbehandlere: 32
  • Læger: 5
  • Lægekonsulenter: 4
  • Administrative medarbejdere: 4
  • Jobkonsulenter:3
  • Arbejdsfastholdelseskonsulent: 1
  • Virksomhedskonsulent: 1
  • Juridisk konsulent: 1
  • Klient: 1

Se mere på facebook.com/bentemod.kommunen.5