Jeg overskred mange grænser – fra det ene sociale reservat til det andet

Der er brug for en bedre forståelse af, hvad der virker i socialpolitikken og et skarpere samspil mellem forskning og praksis, hvis vi skal styrke den sociale mobilitet, mener tidligere SFI-direktør, Agi Csonka. På trods af velfærdsstatens ideal om lige muligheder for alle, er der stadig stor sammenhæng mellem folks baggrund, og hvor man ender i livet. Som barn af ungarske flygtninge fra arbejderklassen har hun selv skullet padle gennem et hav af kulturelle koder for at finde sin plads i tilværelsen.

Da Agi Csonka flyttede fra Ølstykke til Ishøj i 6.klasse, var der en skarp opdeling mellem eleverne på hendes nye skole. Eleverne, der boede på strandsiden, hang ud med hinanden. Det samme gjorde eleverne fra boligblokkene. Agi Csonka boede akkurat på den “pæne” side af Ishøj Strandvej, men i den “billige” ende. Så hun hang ud med eleverne fra blokkene, der delte smøger i frikvarteret og lavede ballade i timerne. Men i realskolen i 7. klasse blev hun veninder med elever, der boede længere nede ad strandsiden. Her åbnede sig en ny virkelighed, og det var ikke kun malerierne på væggene, der så anderledes ud.

– Der blev talt på en hel anden måde ved middagsbordet. Forældrene spurgte, hvad vi havde lært i skolen i stedet for blot at spørge, om vi havde haft en god dag. Pludselig blev jeg udfordret i min måde at tænke på. Mødet med mine veninders hjem blev et vendepunkt for mig, fortæller hun.

57-årige Agi Csonka var fra september 2013 og indtil for nylig administrerende direktør i SFI, som i dag er fusioneret med KORA under navnet VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd).

I august 2017 udkom Agi Csonkas bog “Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?”. Heri fl etter hun en række anekdoter fra sin egen baggrund som barn af ungarske flygtninge og fabriks arbejdere sammen med forskning i ulighed og kommer med en række konkrete forslag til, hvordan praksis kan styrkes i kommunerne.

– I min egen opvækst og som voksen har jeg overskredet mange grænser fra det ene sociale reservat til det andet. Min oplevelse har altid været, at fagligt set har vi et fattigt sprog for de kulturelle forskelle, der er i mange familier, fortæller hun.

Udover sin forskning har Agi Csonka været direktør i Danmarks Evalueringsinstitut, leder i flere store virksomheder og formand for Rådet for Børns Læring. Når hun ser tilbage på sin tid hos SFI, glæder hun siger over, at hun var med til at dreje socialforskningen i en mere samfundsrelevant retning. Fusionen med KORA var for hende en anledning til at kaste sig ud i et nyt kapitel i hendes arbejdsliv.

– Det giver god mening at få de to institutioner lagt sammen, men personligt var det et godt tidspunkt for mig at søge videre. Jeg har nydt at være leder i mange år, men jeg har i stigende grad haft lyst til at have fingrene i praksis og selv være med til at drive nogle faglige processer.

Potentiale til forandring

I december 2017 blev hun ansat til at stå i spidsen for Villum Fondens nye uddelingsområde “Børn, unge og naturfag”, der skal styrke børns naturvidenskabelige dannelse og kompetencer. Uddannelsesområdet kender hun til fingerspidserne, mens den naturfaglige dimension er nyt territorium. Der er afsat 100 millioner kroner om året i 10 år til projekter.

– Det er en fantastisk mulighed for at dykke ned i, hvad der motiverer de unge, og se på, hvordan vi får flere unge til at interessere sig for naturvidenskab. Det handler også om at sikre, at flere unge vælger tekniske og naturfaglige uddannelser. Med så mange penge spredt over flere år, er der potentiale til at skabe en reel forandring, fortæller hun fra de lyse rammer på sit nye kontor i Søborg i udkanten af København. Bortset fra nogle bøger på reolen, er det stadig småt med de personlige strejf i lokalet.

– Jeg er glad for, at jeg kan få lov at vise vej og for en gangs skyld ikke skal være den, som får rundvisning, siger hun og griner, da vi tager elevatoren ned på underetagen for at tage billeder med fotografen.

Opgør med begreber

Ifølge Agi Csonka kan et mere præcist sprog være et skridt på vejen til at skærpe socialarbejderes mulighed for at tage hånd om de udfordringer, som børn og unge fra ressourcesvage hjem står med. Et begreb som “negativ social arv” må i den henseende gerne blive kørt ud på sidelinjen, mener den tidligere SFI-direktør.

– Det er et misvisende begreb. De færreste ender med at lave det samme som deres forældre – også blandt de svageste grupper. “Negativ social” arv er ret tyngende. Det lyder som noget, der ligger i generne. Jeg kan bedre lide begrebet “chance-ulighed”. Man har ringere chancer for at klare sig godt, men det betyder ikke, at man ikke kommer til det, siger hun.

En mindre deterministisk forståelse af børns baggrunde er centralt, hvis det sociale arbejde skal forholde sig konstruktivt til det udgangspunkt, som bestemte grupper af børn har med hjemmefra, siger Agi Csonka.

– Vi ved, at hvis eksempelvis anbragte børn klarer sig godt i skolesystemet, har man forbedret deres muligheder i tilværelsen enormt. Mange vil stadig have det svært, men kan man rykke på de odds, er man godt på vej.

”Kloge hænder” er undervurderet

Agi Csonka mener, at man fra politisk side bør åbne op for en mere fleksibel definition af udtrykket “social mobilitet”. Når politikerne taler om social mobilitet, mener de oftest, at vi skal have flere mennesker opad i samfundshierarkiet, siger hun. I virkeligheden handler det om at skabe social diversitet.

– Det er lykkedes at skabe en fortælling om, at vi er et videnssamfund, hvor vi alle sammen skal være symbolanalytikere. Men der er samtidig en stigende erkendelse af, at vi også skal have lavet vores faldstammer og bygget huse, siger hun.

Erhvervsuddannelserne status trænger i den forbindelse for alvor til forbedring, mener Agi Csonka og fortæller om en pige fra hendes egen familie, som netop har været til DM i Skills inden for malerfaget.

– Jeg var selv med som tilskuer, og det var en stor oplevelse at se de unge i 47 forskellige erhverv lave vildt komplicerede ting, som kræver ikke bare ”kloge hænder”, men også et godt og kreativt hoved. Fagligheden i erhvervsuddannelserne er vildt undervurderet. Hvis man i skolen kunne vise, hvor personligt tilfredsstillende det kan være at arbejde med sine hænder og bearbejde den fysiske verden, kunne det være, at det faldt nogle af de veluddannede børn mere naturligt at vælge den vej i livet. De bliver også præget i en bestemt retning. Det er ikke sikkert, at de alle sammen har bedst af også at skulle tage en lang akademisk uddannelse. Lige så vel som sosu-assistentens datter skal kunne blive professor, skal professorens søn også kunne prøve kræfter med at blive portør, hvis det er det, han brænder for, siger Agi Csonka.

Vi skal stimulere til læring

Samtalerne med venindernes forældre, som Agi Csonka trådte ind i tilbage i realskolen, fremhæver hun for at illustrere et eksempel på forskellige kulturelle markører i samfundet. Højtuddannede forældre ser ofte deres børn som individer, der skal stimuleres til at lære og tænke kreativt. Det, man inden for forskning kalder et aktivt forældreskab eller kulturel kapital. Blandt fag- og ufaglærte forældre ser man i mindre grad sine børn som nogen, der kan påvirkes til at udvikle sig, pointerer Agi Csonka.

– Man giver børnene tryghed, kærlighed og omsorg, mens at stimulere til læring ofte er mere fremmed. Hvis socialrådgiveren kan være med til at ændre bare en smule på, hvordan familien er sammen derhjemme, vil det være positivt. Det kan være ved at opfordre forældrene til at læse højt for deres børn, sidde og tegne, og hvad vi ellers ved, der stimulerer lysten til at lære.

God skolegang som holdepunkt

De seneste år er der kommet en stigende opmærksomhed på, at de sociale indsatser overfor belastede familier også skal have fokus på de udsatte børns skolegang, hvilket er positivt, vurderer Agi Csonka.

– Der har lidt været den tilgang, at ”det er synd for dig, at dine forældre drikker – så skal du slippe for at lave matematik”. Den faglige vurdering har været, at mange af disse børn har så store traumer og problemer, at de ikke kan rumme også at passe deres skole. Det er sikkert rigtigt i nogle tilfælde.

Men for mange børn kan det at have en god skolegang med omsorgsfulde lærere, være det stabile element i deres liv. Det skal der være meget mere fokus på i socialrådgivernes indsats. Vi skal have øje for, hvornår social ulighed slår over i lærings-ulighed, og den ulighed skal vi håndtere allerede i dagtilbud og skole, pointerer Agi Csonka.

I sin bog understreger hun vigtigheden af en tidlig forebyggende indsats og henviser til økonom James Heckmann, der er berømt for sine analyser, der viser, at investeringer i tidlig indsats for udsatte børn giver et betydeligt økonomisk afkast – og at det er størst, når man sætter ind i børnenes tidlige leveår. En investeringsstrategi, som Dansk Socialrådgiverforening har sat på den politiske dagsorden både på social- og beskæftigelsesområdet.

Og i den kontekst bakker Agi Csonka op om tendensen til, at flere og flere kommuner ansætter socialrådgivere i dagtilbud og skoler.

– Det giver rigtig god mening at få socialrådgivernes kompetencer tæt på i dagtilbud og skoler. Jeg tænker, at de kan være en stor støtte for såvel pædagoger og lærere som familier. Men som det altid er tilfældet med den type ressourcepersoner, så er det vigtigt, at ledelsen sætter rammerne for hvordan socialrådgiverne skal bruges. Hvordan og hvem skal de rådgive? Hvilken rolle skal de spille på skolen eller i daginstitutionen?

– At blande sig i, hvordan forældre stimulerer deres børn, kan opfattes som en utidig stigmatisering af de forældre, ”som ikke taler om Sartre hen over middagsbordet.” Men der er brug for at se nærmere på ulighedens kulturelle udtryk. Hvis indgangsvinklen er, at klæde barnet så godt på som muligt, vil de fleste forældre tage imod støtten med kyshånd, mener Agi Csonka og henviser til undersøgelser, som viser, at mange forældre efterspørger støtte til deres børns læring.

– Vi har ingen skrupler med at tale om sukkerpolitik i børnehaven eller minde forældre om at huske at give børnene madpakke eller gymnastiktøj med i skole, så vi må ikke blive berøringsangste, når det gælder opbakning til samtale og lyst til læring i hjemmet. Jeg kender eksempelvis en syrisk familie, som venter spændt på, at de skal have en samtale med pædagogerne om deres barn, som er blevet sprogtestet. De ved godt, at de ikke kan tilbyde deres barn sprogfærdigheder, der passer til hendes alder, og de vil meget gerne have noget vejledning i, hvad de så kan gøre, når nu de selv taler sproget dårligt, siger hun.

Da Agi Csonka gik i folkeskole, havde hun ikke svært ved det faglige. Snarere tværtimod. Men det var først, da hun var et godt stykke igennem gymnasiet, at hun forstod, at hendes “gode hoved” kunne bruges til noget, fortæller hun.

– Min far og mors erfaring som maskin- og fabriksarbejdere har været at tage imod ordrer og ikke sætte sig imod autoriteter. Men i uddannelsessystemet gælder det jo i høj grad om at udfordre autoriteter og turde at forholde sig kritisk til ting og bruge sin viden. Dén tilgang havde jeg ikke fået med hjemmefra.

En pointe Agi Csonka knytter til forskning, der viser, at på trods af jævnbyrdige faglige evner, er der fortsat færre personer, som er vokset op i ressourcesvage hjem, som ender med at anvende deres kompetencer fagligt i voksenlivet end personer fra veluddannede hjem.

Mere vidensbaseret socialpolitik

Den helt store udfordring på socialområdet – og det, som så mange søger at finde svaret på – er, hvordan vi får skabt en mere vidensbaseret socialpolitik, mener Agi Csonka. Avisoverskrifter med de 45 milliarder til socialområdet, som “ingen kender effekten af” har fået politikere med børne- og socialminister Mai Mercado(K) i spidsen til at understrege vigtigheden af at fokusere på den socialpolitik, der rent faktisk virker. Det er godt, at der er kommet mere fokus på behovet for at identificere effekterne af de mange indsatser, men det er så også vigtigt at anerkende, at dét at ”vide hvad der virker” er et langt sejt træk, pointerer den tidligere SFI-direktør.

Større klarhed kræver mange ressourcer og stiller store krav til, hvordan der arbejdes i kommunerne.

– Hvis politikerne mener det alvorligt, så kræver det blandt andet meget bedre og mere ensartede data i kommunerne. Mange kommuner rapporter forskelligt om de samme problemer, og datakvaliteten er ikke god nok. Men det ved jeg, at Børne- og Socialministeriet arbejder på at forbedre.

Agi Csonka mener samtidig, at det er nemt at sige, at vi vil have mere af det, der virker. Ordene ligger godt i enhver politikers mund. Men realiteten er, at det, der virker, ikke altid er det, der bliver implementeret, fortæller hun.

– Hos SFI foretog vi på et tidspunkt en effektevaluering af en lang række projekter igangsat af Socialstyrelsen, der sigtede mod at få udsatte børn i arbejde og uddannelse. Det var slående at se, at det sjældent var indsatsernes effekt, der var afgørende for, om de blev implementeret. I stedet var det projekter, hvor projektlederen havde talt godt for sin sag, eller projekter som en politiker syntes var interessant.

Agi Csonka pointerer, at det er meget vanskeligt at måle effekter af sociale indsatser. Det kræver tid og mange ressourcer, og man skal være opmærksom på eff ektforskningens begrænsninger. Hun mener, at der er opstået utålmodighed blandt politikere, som socialforskningen også har bidraget til.

– I den første generation af evidenstankegangen på socialområdet har man nok været lidt rigid i sin opfattelse. I en vis udstrækning har tankegangen været, at når blot vi laver kontrollerede forsøg på det sociale område, finder vi ud af, hvad der virker. Så er det op til Socialstyrelsen at udbrede det. Hvis vi kun har blik for, om folk kommer i arbejde eller uddannelse, misser vi alt det, der også kan ske i en indsats, som har betydning for borgerens udvikling og livskvalitet. Der findes masser af nyttig forskning, som ikke er kontrollerede forsøg, siger hun og fremhæver viden om borgernes udfordringer og viden om samspillet mellem sociale problemer, som eksempler.

Agi Csonka understreger, at man inden for forskningen i stigende grad bliver opmærksom på, at sociale problemer ofte er multidimensionelle. Det er sjældent, at udsatte borgere kun har ét problem, der skal håndteres. Eksempelvis misbrug i samspil med psykisk sygdom. Men den erkendelse gør det også mere kompliceret at måle, hvad der virker for den enkelte borger.

– Man bør løbende forfine sin forståelse af, hvad en effekt er. Man kan ikke måle alt, men kan tilstræbe at se, hvordan det går de mennesker, man er i kontakt med. Hos Mødrehjælpen har de udviklet et redskab, de bruger i dialog med borgeren, hvor de måler, om den enkelte får det psykisk bedre på en række parametre.

Samtidig får de et klarere billede af, hvilken indsats der virker for borgeren. Det er fantastisk, når de ting går op i en højere enhed, siger hun.

Videbegærlighed og hverdags-evidens

I 2016 indførte SFI begrebet “lovende praksis”. Med afsæt i forskning oplistede SFI en række kriterier for, hvad en lovende praksis er. Eksempelvis om praksis i en indsats bygger på et teoretisk fundament, om der skabes rammer for faglig refleksion, og om der arbejdes med at sætte mål for borgeren.

– Det var i halen på erkendelsen af, at man ikke bare kan lave effektmålinger på alt og tro, at den hellige grav er velforvaret. Vi ville lave et ordentligt forarbejde på effektmålinger. Lovende praksis er en måde at identificere indsatser, som ser lovende ud, men som man ikke nødvendigvis har lavet effektmålinger på endnu, siger Agi Csonka.

Næste udfordring er så at skabe en stærkere forbindelse mellem forskning og praksis, mener den tidligere SFI-direktør. Forskningen skal i højere grad påtage sig rollen at sammenfatte, hvad der findes af bedste viden på et område, mener hun.

– Forskning skal levere mere kurateret viden. Lige som i kunstverdenen, hvor man med en udstilling giver et bestemt blik på en problemstilling. Ligeledes skal forskningen blive bedre til at præsentere den samlede viden, man har frembragt i en rapport om eksempelvis anbragte børn i skolen eller plejefamiliers tilgang til børn.

Det kan dog være vanskeligt at sortere i, hvilken forskning der er relevant for de enkelte sagsbehandlere. Det kræver en mere systematisk tilgang, samt at nogen påtager sig den opgave ude på kommune-kontorerne, siger Agi Csonka.

– Man kan ikke bruge forskning, hvis man ikke har en klar analyse af, hvad det er for konkrete udfordringer, man står med i arbejdet med borgerne. Man skal se på, hvad der kan give en indikation af, om den konkrete forskning virker. Det, jeg kalder hverdags-evidens. Organisationer med en videbegærlig kultur vil dog ofte efterspørge forskning, der kan understøtte deres arbejde.

En stærkere forbindelse mellem forskning og praksis kan også materialisere sig i fysisk forstand, mener Agi Csonka. I hendes tid hos SFI indførte de på et tidspunkt praktiker-paneler, hvor de samme socialrådgivere kom ind jævnligt og deltog i møder med forskere.

– Vi præsenterede nogle foreløbige forskningsresultater for dem og spurg te, om de havde nogle bud på, hvorfor resultaterne så ud, som de gjorde. Så bød socialrådgiverne ind med eksempler fra deres eget arbejde. Det var ikke nemt at organisere, men når det virkede, var det guld værd for begge parter. Den kontinuerlige dialog, hvor man løbende taler sammen om, hvad der virker, og hvad det er for en forskning, der kan hjælpe, mener jeg er ekstremt vigtig.

At knække kulturelle koder

Når Agi Csonka som voksen har bevæget sig i forskellige samfundslag, har hun ved fl ere lejligheder skullet knække en række kulturelle koder. I sin bog ”Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?” fortæller hun om en dag, hvor hun var blevet interviewet til TV2News. Bagefter skulle hun afsted til Hellerup for at hente sin mellemste søn fra basket- træning.

Her skulle hun først overstå lidt small-talk med ”Hellerup-fruerne,” der stod ved sidelinjen under træningen med deres ”marineblå bidselsko, Hermés-tørklæder og ulastelige hår”. Selv om hun følte sig by-smart i sit karriereoutfit, så mærkede hun ”den svage vibreren ved næseboret over sine lidt for spidse støvler”.

Episoden fik hende til at tænke på sit første topledermøde som afdelingschef i TDC, hvor der var angivet ”business attire” som dresscode. Hun brugte oceaner af tid på at nå frem til, at det nok betød noget med en hvid skjorte, jakke og nederdel, der gik over knæet. Men kun ”amatører tager nedskrevne dresscodes bogstaveligt.”

Dem med klasse véd, at der er tale om dresscode plus minus 10 procent, og man først er inde i varmen, når man rammer præcis de 10 procent ved siden af – til den rigtige side.

Hellerup-damerne fik hende altid til at føle, at hun havde ramt noget i retning af 80 procent til den forkerte side.

Og det undrer hun sig over den dag i dag. I bogen beskriver hun sin undren på denne måde:

”Ingen af dem havde lige så høj uddannelse som jeg, ingen af dem havde tilnærmelsesvis samme karriere (det overlod de til deres mænd). Og alligevel fik de mig – på måder, jeg aldrig har forstået – til at føle mig som en, der var vaklet ned fra bodegastolen og nu stod der og svajede med en øl i den ene hånd og en smøg i den anden, mens jeg med et undertrykt ræb skulede efter min søn. Jeg syntes ellers, jeg var nået langt i mit klasse-dekodningsprojekt. Jeg havde lært at konversere. Denne letflydende samtale, hvor man finder fælles anliggender, lytter og taler i passende doser og udfordrer hinandens synspunkter. For nogle kommer det ind med modermælken. For andre, som mig, er det en hårdt tilkæmpet kompetence. Jeg havde også lært, at mørk chokolade var finere end lys (selv om det ikke smager halvt så godt).”

Opkomling frem for mønsterbryder

Agi Csonka tilhører de 10-12 procent i samfundet, der har sprunget flere socialklasser over. Hun foretrækker at se sig selv som “opkomling” frem for “mønsterbryder”. Hun er selv del af et mønster – selv om det er få, så er der altid nogle, der gør ligesom hende, som hun udtrykker det.

Agi Csonka vægrer sig en smule, da hun bliver spurgt om hendes egen baggrund har haft betydning for, hvad hun har beskæftiget sig med i sit arbejdsliv.

– Da jeg var ung forsker, var jeg meget bevidst om, at jeg ikke ville forske i noget, som jeg havde personlige aktier i. Jeg mente, at det kunne være svært at bevare et objektivt og nøgternt forskerblik på noget, man selv var en del af. Mit eget forskningsområde var oprindeligt arbejdsmarkedet, men som direktør i Danmarks Evalueringsinstitut og siden hos SFI har uddannelse været mit primære faglige område. Både som direktør og som formand for Rådet for Børns Læring, har jeg altid holdt strengt på en faglig og saglig tilgang. Det er først nu – i en sen alder, at jeg har tænkt, at nu gør jeg en dyd ud af nødvendigheden og prøver at illustrere nogle faglige pointer med mine personlige erfaringer, og få de ting til at mødes, siger hun og smiler.

Hårdt arbejde og et godt hoved

Når Agi Csonka er endt med en universitetsuddannelse og flere direktørstillinger, skyldes det hendes “gode hoved”, en vis portion tilfældigheder, samt at hende forældre lærte hende vigtigheden af hårdt arbejde. Men også en stabil skolegang og adgang til uddannelse.

For nylig mødte hun en dreng, der var tidligere anbragt, som fortalte, at han havde været igennem en masse skoleskift og haft perioder, hvor han ikke var i skole. Endelig begyndte han så på en skole, hvor han trivedes, fik nye kammerater og mødte ressourcestærke forældre. Men skolen lå langt væk fra, hvor hans plejefamilie boede, og de havde ikke mulighed for at transportere ham. Og så måtte han skifte skole igen.

– Hvis nu fokus havde været, at det vigtigste, vi kan give den dreng, er gode sociale og faglige oplevelser for ham i skolen, så må vi løse de praktiske udfordringer, så var han nok blevet på den skole og havde fået et godt netværk. Samtidig havde systemet sparet penge i den anden ende, fortæller Agi Csonka, der godt kan savne et skarpere fokus i det sociale arbejde. I drengens tilfælde havde man jo netop fat om roden på det, der virker.

Selvom vi i Danmark er nået langt med at skabe lige muligheder for alle, er der stadig plads til forbedring, pointerer hun. En virkelighed, der er blevet særligt vigtig at konfrontere i disse år, hvor samfundet i stigende grad bliver polariseret, mener Agi Csonka.

– Vi ser en større opdeling mellem land og by, rig og fattig, børn i privatskoler og parallelsamfund – både i Gentofte og på Nørrebro. Jo mere vi isolerer os kulturelt og socialt, jo sværere bliver det at rykke sig. Hvis vi ikke møder andre end mennesker, der ligner os selv, støder vi ikke på andre måder at tænke på. Det tror jeg er meget skadeligt. Vi er nødt til at forholde os til, hvordan social ulighed slår over i kulturelle markører, hvis vi skal nå et skridt længere.