Katja og Susanne klappede forhandlerne ind i Forligsinstitutionen

Overalt i landet har socialrådgivere været med til at markere fagbevægelsens opbakning til topforhandlerne under de langstrakte og dramatiske overenskomstforhandlinger. Ved Forligsinstitutionen i København etablerede socialrådgivere deres egen ”forligsbande” og ofrede noget af nattesøvnen for forhandlernes og fællesskabets skyld.

Gruppekrammer med Anders Bondo, fællessang med Flemming Vinther og klapsalver til selv Michael Ziegler og Sophie Løhde, når de mødte op til forhandlinger i Forligsinstitutionen. Socialrådgiverne Katja Barfod og Susanne Both nåede at komme på fornavn med forhandlerne i de to uger, hvor de troppede op foran Forligsinstitutionen, så snart arbejde og privatliv tillod det.

De er begge bestyrelsesmedlemmer i Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst, og de har været drivkraften bag den gruppe, de selv har døbt Forligsbanden, som har sørget for, at DS har været stærkt repræsenteret foran Forligsinstitutionen.

Tak, vi får aldrig nok af jer

Alt andet har været på standby i Katja Barfods og Susanne Boths liv de to sidste uger op til de afgørende forhandlinger i Store Bededagsferien.

– Det er da gået ud over nattesøvnen, men det har været en rigtig god oplevelse, siger Katja Barfod.

Det gjorde især indtryk, da de offentligt ansattes forhandlere kastede et banner ud inde fra Forligsinstitutionen, hvor der stod: ”Tak, vi får aldrig nok af jer”.

– Der blev jeg simpelthen så rørt. Det har virkelig betydet noget for vores forhandlere, at vi har været her. Når de blev trætte, kunne de komme ud og få et boost energi, siger Katja Barfod.

Susanne Both er ikke i tvivl om, at opbakningen foran Forligsinstitutionen også har haft en betydning for udfaldet af overenskomstforhandlingerne.

– Forhandlerne har flere gange sagt, at det har været med til at lægge pres på arbejdsgiverne, når så mange offentligt ansatte har været aktive ude på arbejdspladserne, i medierne og her foran Forligsinstitutionen, siger Susanne Both.

Folkefest

Lørdag den 28. april begyndte rygterne at løbe allerede fra morgenstunden. I dag ville det endelige forlig på statens område lande. Så var det ind til Forligsinstitutionen. Her holdt Susanne Both, Katja Barfod og hendes 6-årige søn ud indtil klokken 22, hvor forhandlerne endelig kom ud og præsenterede resultatet.

– I løbet af dagen kunne vi høre fra folk, der havde kontakter inde i Forligsen, at aftalen var indgået, så vi  ventede og ventede bare på, at de ville komme ud, fortæller Katja Barfod.

Lørdagen udviklede sig til en ren folkefest. Da DJ’en satte ”For Evigt” med Volbeat på anlægget, stak Flemming Vinther hovedet ud ad vinduet og sang med.

– Det er åbenbart et af hans yndlingsnumre. Han havde en fest oppe i det vindue, han sang ned til os, og vi sang op til ham. Han var tydeligt lettet, så der blev vi sikre på, at forliget var landet, fortæller Susanne Both.

DS-flag med i TV

Katja Barfod og Susanne Both vurderer, at der i løbet af de tre uger har været et par hundrede socialrådgivere forbi Forligsinstitutionen, mange iført røde t-shirts og kasketter og hvide DS-flag.

– Vi har ikke kunnet gøre ligesom 3F og HK, som havde vagtplaner. Men i forhold til hvor lille en faggruppe vi er, så har vi været meget synlige, siger Susanne Both.

Blandt socialrådgiverne og pædagogerne gik der den sidste dag sport i, om det var et DS-flag eller et BUPL-flag, man kunne se i TV, når der blev filmet fra Forligsinstitutionen.

– Noget af det fede er også, at det har været med til at give os et netværk i de andre organisationer. De kontakter er jeg sikker på, at vi kan bruge en anden gang, siger Katja Barfod.

Lyst til fællesskabet

Det er ikke kun pædagoger, lærere og sygeplejersker, som Katja Barfod og Susanne Both har lært at kende foran Forligsinstitutionen. De har også mødt rigtig mange socialrådgivere, som de ikke er stødt ind i før i deres faglige arbejde.

Mange kom forbi og sagde, at de havde set, at vi var der, og de blev bare nødt til at komme ind og fornemme stemningen, være en del af det og bakke op, siger Susanne Both. Derfor bliver det også lettere at få socialrådgiverne på gaden næste gang, der bliver brug for det, vurderer Katja Barfod og Susanne Both.

– Det her har tændt en ild i en masse medlemmer, som vi ikke normalt har kontakt med. Flere har fået lyst til at være en del af fællesskabet og har fået et større tilhørsforhold til DS, siger Katja Barfod.

Det gælder i hvert fald Stine Kuglberg Nielsen og Sofie Rasmussen, som er socialrådgivere i Tårnby Kommunes Handicap- og Psykiatricenter.

– Vi besluttede en dag at tage ind til Forligsinstitutionen efter arbejde. Og det var super fedt, der var en rigtig god stemning og et rigtig godt sammenhold, siger Stine Kuglberg Nielsen.

De to socialrådgivere har ikke tidligere været aktive i DS.

– Men vi har helt sikkert fået lyst til at komme med igen en anden gang, siger Sofie Rasmussen.