Kommuner skal tilbyde hjælp til madlavning – frem for madserviceordning – når borgerne selv kan deltage

Ankestyrelsen har netop offentliggjort principafgørelse 11-19, som må forventes at få stor betydning for landets kommuner. Ved denne afgørelse sættes der bl.a. fokus på sondringen mellem, hvornår borgere skal have bevilliget praktisk hjælp til madlavning (servicelovens § 83, stk. 1. nr. 2), og hvornår borgere skal have bevilliget en madserviceordning (servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3). En madserviceordning defineres som en ordning, hvor maden produceres uden borgerens deltagelse og typisk er fremstillet uden for borgerens hjem. Hvis borgeren bevilliges praktisk hjælp til madlavning, forudsættes det derimod, at borgeren deltager i madlavningen. Afgørende for, om borgeren skal have bevilliget en madserviceordning eller praktisk hjælp til madlavning, beror på en vurdering af, om borgeren har et funktionsniveau, som tillader, at borgeren kan deltage i madlavningen.

Videre bør det vurderes, om bevilling af praktisk hjælp til madlavning vil bidrage til at vedligeholde borgerens funktionsniveau eller til at afhjælpe væsentlige følger af en funktionsnedsættelse eller særlige sociale problemer. Først når  det er udelukket, at borgeren kan deltage i hele madlavningsprocessen eller dele heraf, skal borgeren bevilliges madservice.

I den konkrete sag, som Ankestyrelsen behandlede, havde kommunen afslået at bevillige praktisk hjælp til madlavning. Kommunen begrundede dette med, at borgeren ikke var motiveret, at borgeren ville være ustabilt deltagende og meget langsom. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen dog vægt på, at borgeren godt kunne deltage med meget simple handlinger så som at hælde havregryn op og lægge pålæg på et stykke  brød. Endelig lagde Ankestyrelsen vægt på, at borgeren var i en god udvikling, og at støtten skulle bevilliges med henblik på, at borgeren kunne klare flest mulige opgaver selv.

Rehabiliterende sigte

11-19 bør minde kommunerne om, at praktisk hjælp efter servicelovens § 83 har et rehabiliterende sigte. Afgørelsen vil formentlig konfrontere en hel del kommuners praksis på dette område, idet der nok kun undtagelsesvis bevilliges hjælp til madlavning. En anden interessant problemstilling, som dog ikke behandles i denne afgørelse, er snitfladeproblematikken mellem praktisk hjælp til madlavning efter § 83 og socialpædagogisk støtte efter § 85, som sagtens kunne tænkes bevilliget til samme type opgave. Sammenfattende må det dog konkluderes, at borgeren ikke skal bevilliges hverken praktisk hjælp efter § 83 eller socialpædagogisk støtte efter § 85, hvis borgeren ikke kan deltage i nogen dele af madlavningen. I så fald skal borgeren bevilliges en madserviceordning. Det skal dog bemærkes, at Ankestyrelsen jfr. Ovenfor ikke stiller store krav til borgerens ”deltagelse”.

Karen Elmegaard er cand.jur. og juridisk konsulent i Skive Kommune