Kommunernes kompetence i sager, hvor børn og unge ikke har lovligt ophold

JURASPALTEN Spørgsmålet om kommunernes tilsyns- og handlemuligheder over for børn, der ikke har lovligt ophold i Danmark, har været behandlet i en række afgørelser fra Ankestyrelsen – senest i to afgørelser fra den 24. juli. I afgørelserne tages der dels stilling til, hvad der forstås ved begrebet ”lovligt ophold i landet”, og dels afklares hjemmelsgrundlaget for tilsyn med – og eventuelt indgreb over for børn i sager, hvor forældremyndighedsindehaveren og/eller børnene ikke har lovligt ophold her i landet.

Af afgørelsen 53-17 fremgår det, at såvel forældremyndighedsindehaveren som børnene ikke havde lovligt ophold her i landet. Det fastslås, at kommunen også i sådanne sager har en generel tilsynsforpligtelse såvel som en handleforpligtelse i de situationer, hvor kommunen bliver opmærksom på forhold, der kan nødvendiggøre, at der iværksættes støtteforanstaltninger.

Det nye i denne afgørelse i forhold til tidligere praksis er, at Ankestyrelsen i denne sag tillægger kommunen, herunder Børn- og ungeudvalget en afgørelseskompetence, hvis hjemmelsgrundlag ikke findes direkte i serviceloven – men i principperne i serviceloven, nødretlige principper og FNs Konvention om Barnets Rettigheder. Dette er en ændring af Ankestyrelsens praksis som beskrevet i den nu ophævede afgørelse 80-15, hvor styrelsen underkendte Børn- og ungeudvalgets afgørelseskompetence netop, fordi forældremyndighedsindehaveren ikke havde lovligt ophold her i landet.

Tæt samarbejde mellem kommuner og udlændingemyndigheder

I afgørelsen 54-17 behandles spørgsmålet om, hvor vidt asylansøgere, hvis opholdsgrundlag i asylprocessen er et såkaldt processuelt opholdsgrundlag, opfylder betingelsen om at have lovligt ophold for at kunne modtage støtte efter serviceloven. Afgørelsen fastslår, at processuelt ophold er at betragte som lovligt ophold, hvorfor hjemmelsgrundlaget for iværksættelse af foranstaltninger i disse sager skal findes direkte i serviceloven.

I begge af de ovennævnte sager forudsættes der at være et tæt samarbejde mellem kommunen og udlændingemyndighederne, idet udlændingemyndighederne skal afholde udgifterne til støtteforanstaltninger.

Kommunen skal derfor indhente tilsagn fra udlændingemyndighederne til afholdelse af udgifterne til støtteforanstaltningerne, hvilket vel i praksis kan give udfordringer i og med, at sager om iværksættelse af især tvangsmæssige foranstaltninger ofte kalder på hurtig handling og derfor næppe altid kan afvente et længerevarende sagsforløb, hvor kommunen venter på udlændingemyndighedernes samtykke.

Læs afgørelserne på retsinformation.dk – søg efter henholdsvis 9690 og 9691, begge fra 2017, og vælg afgørelser.

Karen Elmegaard er cand. jur. og lektor ved socialrådgiveruddannelserne, Metropol.