Lovgivning matcher ikke gadebørn fra Østeuropa
Korshærschef afviser at oprette varmestuer for børn fra Østeuropa, og Københavns socialborgmester mener, at anbringelser ikke er den rette løsning. Jurist vurderer, at lovgivningen ikke matcher et gadebillede med hjemløse børn fra Østeuropa. Vi står med et juridisk og socialfagligt dilemma, som alle parter gerne vil gå sammen om at finde løsninger på – men regeringen skal også se virkeligheden i øjnene.
Hvis et gadebarn fra Østeuropa henvender sig til en af Kirkens Korshærs varmestuer eller herberg, så bliver det afvist. Og sådan skal det også være fremover. Det fastslår chef for Kirkens Korshær, Helle Christiansen, i et interview om, hvordan østeuropæiske gadebørns tarv kan varetages i Danmark.
– Vi mener ikke, at en varmestue er noget, man skal tilbyde børn. Der skal tilbydes ordentlige og trygge rammer for et barn, og det skal der tages hånd om myndighedsmæssigt på anden vis end af en privat organisation som Kirkens Korshær. Jeg har ikke noget bud på en kortsigtet løsning, men Kirkens Korshær ønsker en drøftelse af, hvad der skal gøres på længere sigt, for vores indtryk er, at det officielle Danmark lukker øjnene og tænker, at det her vil nok gå væk af sig selv – bare vi lader være med at gøre noget.
Hun afviser dermed ideen om at oprette varmestuer for børn og unge fra Østeuropa, som socialrådgiverne fra Københavns Kommunes Sociale Døgnvagt blandt andet har foreslået (se artikel side 18), og hun mener, at døgnvagten i den nuværende situation er den bedste mulighed.
– Hvis et barn er i mistrivsel, så er det myndigheder, der skal tage over. Det er den måde, vi har indrettet det danske samfund på. Men jeg kan sagtens forstå, hvis der er medarbejdere i Den sociale Døgnvagt, som synes, at de mangler redskaber til at håndtere situationen. Det er et stor dilemma at stå i, men vi er ikke der, hvor Kirkens Korshær begynder at åbne varmestuer for børn,
Vi skal trække på samme hammel
Kirkens Korshær har ifølge Helle Christiansen helt tilbage i 2008 henvendt sig til Folketingets Socialudvalg for at gøre opmærksom på det ændrede gadebillede med hjemløse fra de fattige østeuropæiske lande, der blev medlem af EU i henholdsvis 2004 og 2007. Også dengang blev der henvist til, at det skulle løses på EU-niveau.
– Jeg tror, at vi vil komme til at se flere hjemløse migranter, så det offentlige og civilsamfundet er nødt til at stå sammen om at løse problemet. Hvad er det, vi ser – også i forhold til gadebørn fra Østeuropa? Hvad er det rigtige for os at gøre som samfund, så vi trækker på samme hammel og ikke bliver spillet ud mod hinanden enten med fornægtelse af fakta eller ved, at man kaster sig ud i nogle kortsigtede løsninger?
På spørgsmålet om, hvad den gode løsning er, peger Helle Christiansen på en kombination af at give migranterne en ordentlig behandling, mens de opholder sig her i landet, fordi jo mere elendige de østeuropæiske hjemløse bliver, jo mindre bliver de i stand til at træffe en fornuftig beslutning for dem selv som at tage hjem. Derudover mener hun, at der skal laves indsatser i de lande, hvor migranterne kommer fra.
Anbringelse er ingen løsning
Socialborgmester i Københavns Kommune, Jesper Christensen (S), understreger, at børnene fra eksempelvis Rumænien – når de er lovligt i Danmark – i princippet har ret til samme beskyttelse som danske børn.
Det har som nævnt dog vist sig at være vanskeligt at sætte indsatser i værk i praksis. Blandt andet på grund af komplekse regler og manglende samarbejdsvilje fra de østeuropæiske borgere, påpeger borgmesteren.
– Vi har ikke nogen beføjelser til at håndhæve anbringelsen ved at sende barnet hjem. Vores bedste håb i sådanne tilfælde er dialogen med hjemlandets ambassade i Danmark eller at anbringe i Danmark, hvilket ofte kan være traumatisk for et barn eller ung, der ikke taler dansk eller har været i Danmark særligt længe.
Københavns Kommune har for eksempel indledt et tættere samarbejde med den rumænske ambassade for at hjælpe rumænske børn og unge hjem, som befinder sig i Danmark, og som der er bekymring om.
Men løsningen skal i langt de fleste tilfælde findes i hjemlandet og ikke i Danmark, understreger han.
– Vi skal leve op til vores forpligtelser overfor de her børn og gribe ind, når det er påkrævet. Men udfordringen er grundlæggende fattigdom og ikke nødvendigvis sociale problemer i servicelovens forstand. Personligt tror jeg sjældent en døgnanbringelse i Danmark – eventuelt gennemført med tvang – er løsningen på, at børn er rejst med deres forældre til Danmark i en kortere periode, fordi familien kan tjene flere penge her.
Opgave for EU og Christiansborg
Borgmesteren påpeger, at som kommune står København med en opgave, kommunen hverken har ressourcer eller beføjelser til at løse lokalt.
På den baggrund så socialborgmester Jesper Christensen gerne, at regeringen gik forrest for at få skærpet de krav, som EU-borgere skal leve op til for at kunne opholde sig i andre EU-lande.
– I mellemtiden bør regeringen hjælpe os som kommune med at løfte den opgave, vi står med. Københavns Kommune samarbejder med syv frivillige organisationer om at give udenlandske hjemløse et mere værdigt liv, herunder også hjælp til hjemrejse. Det bruger vi 2,7 mio. kr. på om året. I takt med, at der kommer flere og flere udenlandske hjemløse til byen, mener vi egentlig, at det er på sin plads, at staten bidrager til at løfte den opgave.
Jurist: Svært at justere EU-lov
Professor og dr. jur., Kirsten Ketscher, som er ekspert i sociale rettigheder i Danmark og EU, konkluderer, at lovgivningen ikke tager højde for situationen med gadebørn fra Østeuropa, men hun fastslår, at mindreårige fra EU-lande i Østeuropa er omfattet af serviceloven, når deres velfærd er truet. Hun anerkender samtidigt, at det kan være svært at tilbyde en relevant indsats.
– Hvis man som kommune er bekymret for børnene, kan man eksempelvis lave et lavtærskel tilbud til dem i stil med gadejuristen, som de ikke vil føle sig truede af, og hvor de kan få hjælp, hvis de eksempelvis bliver syge. Det er jo børn, og de er langt mere sårbare i forhold til vold og overgreb end de voksne migranter, der bor på gaden, siger Kirsten Ketscher.
De unge østeuropæere bruger ifølge EU-eksperten deres rettigheder om fri bevægelighed efter EU-lovgivningen, men situationen med gadebørn fra Østeuropa er så atypisk, og vi har ikke noget apparat, som er i stand til at tage sig af dem, når de som udgangspunkt ikke selv er motiverede for at tage imod hjælp.
– Man kan sammenligne det med forældremyndighedssager, hvor børn, når de har en vis alder, selv bestemmer, om de vil have samkvem med deres forældre. Store børn bestemmer til en vis grad over sig selv, siger Kirsten Ketscher og uddyber:
– Vores lovgivning har ikke en arkitektur, som tager højde for den her situation. Som udgangspunkt kan vi ikke udvise unionsborgere – og hjemsende de unge – heller ikke selv om de er umyndige. Det vil sige, at de har ret til at rejse ind i landet som turister i tre måneder, og der findes endnu ikke nogen domspraksis om at udvise unionsborgere bortset fra dem, der begår alvorlig kriminalitet.
På spørgsmålet om der er behov for en mere præcis lovgivning for at kunne tage hånd om gadebørn fra Østeuropa, svarer hun:
– Det er en problemstilling, som det er meget svært at gøre noget ved, med mindre EU-kommissionen kommer med nogle markeringer om, at der skal justeres i EU’s opholdsdirektiv. At være unionsborger er en meget beskyttet status.
Udlændingeloven § 2
Udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan indrejse og opholde sig her i landet i indtil 3 måneder fra indrejsen.