Man kan ikke kontrollere sig ud af skrækkelige sager
5 HURTIGE Det er en uheldig cocktail, når journalister dækker sager med udsatte børn for sensationelt, for det tvinger politikerne til hurtig handling. Og det er ikke nødvendigvis godt for børnene, siger journalist Ulrik Holmstrup, forfatter til bogen: ”Udsat for pressen.” Han efterlyser mere systematisk opsamling af viden.
Du har i en kronik skrevet: ”Man kunne vælge at trække på skuldrene af den sensationslystne og overfladiske dækning af disse skandalesager, hvis det ikke var, fordi den samme dækning tilsiger, at Christiansborg-politikerne må handle.” Hvad er problemet?
I bogen viser jeg, hvordan dækning af enkeltsager fører til stramninger og lovinitiativer. Det er der to problemer i: For det første, at når vi journalister har ensidigt fokus på, hvem der er skurken, så når vi aldrig frem til en egentlig systemkritik, som den helt grundlæggende: Griber vi det overhovedet som samfund rigtigt an? Det andet er, at enkeltsager på den måde kommer til at styre den politiske udvikling.
Hvad er problemet i, at enkeltsager styrer den politiske udvikling?
At det bestemt ikke er omkostningsfrit. Politikere tror, at de kan kontrollere sig ud af skrækkelige sager, men det kan man ikke. Til gengæld får vi et system, som i virkeligheden går ud over socialrådgiverne, der både skal kontrolleres og bruge tid på det stadigt stigende antal underretninger. Fokus kommer til at ligge på at undgå de skrækkelige, men sjældne skandalesager, og det går ud over de “normale” børnesager.
Du skriver i bogen, at vi ikke ved, hvad vi får for de 15 milliarder kroner, der bruges på området – men der er jo faktisk kommet langt større fokus på evidens?
Det anerkender jeg bestemt også. Men jeg kunne ønske mig langt mere systematisk forskning. Tag for eksempel SATS-puljemidlerne, som skal være med til at udvikle det sociale arbejde. Men projekterne er kortsigtede, og vi bliver ikke klogere, fordi der ikke er ordentlig vidensopsamling. Min pointe er: Når vi sætter nye indsatser i gang, så skal der være knyttet forskning til det, og man skal være villig til at holde øje med området i en årrække.
Mange socialrådgivere vil jo mene, at de faktisk træffer beslutninger på baggrund af stor indsigt og erfaring. Hvad tænker du om det?
Det tror jeg også, at de gør. Men kunne det ikke også være interessant for den dygtige socialrådgiver at få viden om, hvad en given indsats så faktisk har betydet? Hvad ændrede det for barnet? Men den feedback er ikke indbygget i systemet. Det ville skærpe folks faglighed og undren: Hvad bygger jeg egentlig det her på?
Hvad er dit vigtigste budskab med bogen?
Det her område er ikke et stridspunkt, som topskat eller forsvarsbudgetter er. Der er enighed, og alle vil børnene det bedste. Derfor burde vi også kunne forene kræfterne om det, vi faktisk ved. Som for eksempel vores viden om betydningen af den tidlige indsats. Parallelt med det bør vi så forskningsmæssigt arbejde på at skaffe os viden, så vi fremover kan agere på et mere oplyst grundlag.
Ulrik Holmstrup er journalist og forfatter til bogen: ”Udsat for pressen – journalistik, politik og forskning om børn i udsatte positioner”. Han fik som den første et fellowship på TrygFondens Børneforskningscenter på Aarhus Universitet.