Man skal holde fast – og man skal holde sammen

Det har ikke været en let beslutning at sige farvel til formandsposten i DS. Men nu er Majbrit Berlau klar til at forsætte kampen for de socialpolitiske dagsordner i en større sammenhæng – som næstformand i den nye Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Når man ser ned over rækken af tidligere formænd for Dansk Socialrådgiverforening, er der en ting, der er tydelig: Der er ingen formænd, der har siddet i 10, 20 eller 30 år, som man ellers ser det i andre fagforeninger. Og Majbrit Berlau er ikke i tvivl om hvorfor:

– Vi er en lille fagforening, men vores medlemmer forventer samme service og markante formand, som man har i de store fagforeninger. Det kræver meget. Samtidig har mange formænd været forholdsvis unge, da de blev valgt, og det var jeg jo også selv. Så derfor er det ikke naturligt at se det som en livstidsstilling.

Efter seks år på posten er den 41-årige Berlau selv klar til at rejse videre. Men det tog tid og tanker at nå til beslutningen om at skifte DS’ 18.000 medlemmer ud med en næstformandspost i den nye, store  Fagbevægelsens Hovedorganisation med 1,4 mio. medlemmer.

– Egentlig ville jeg ikke, for jeg er så glad for at være formand for DS. Men den analyse, jeg hele tiden vender tilbage til, er: Hvis vi skal klare den, så skal vi holde sammen. Så hvis man bliver ved med at lave den analyse, så skal man stille sig selv spørgsmålet: Hvad kan jeg så gøre for det sammenhold? Samtidig blev jeg opfordret af mine fagforeningskolleger, som mente, at jeg kunne løfte den opgave, hvor jeg jo får muligheden for at være med til at bygge en ny, stærk hovedorganisation op og bidrage til at gøre Danmark til et land, hvor velfærd, lighed og ordentlige liv er i fokus.

Styrket fællesskab

Hun er glad og stolt over det DS, hun overdrager til Mads Blistrup:

– Der er især tre forhold, jeg er glad for. Det ene er, at DS er blevet styrket som et rigtigt fagligt fællesskab. Fagforeningen er ikke en forsikringsordning. Det er ikke noget, som kun skal stå sin prøve, når man selv får problemer.

Vi kan kun være et regulært fagligt fællesskab, hvis vi alle sammen bidrager, og vi har formået at skabe en bølge af aktivisme, begejstring, stærke faglige fællesskaber på arbejdspladserne – og vi har styrket tillidsrepræsentanterne både som lønforhandlere og som dem, der tør stå op på både fag og kollegers vegne. Det har været totalt afgørende. Så vi står bedre, og vi er også blevet flere aktive medlemmer.

– Det andet er selvklart overenskomstresultaterne. Særligt OK18, både fordi det lykkedes at få et ordentligt resultat hjem, men først og fremmest fordi det har styrket fællesskabet på tværs af fagbevægelsen. Men jeg er også tilfreds med, at vi selv i de magre år i ’11 og ’13 lykkedes med at få løftet pensionsprocenten. Det er afgørende for, at socialrådgivere også kan leve et økonomisk trygt liv som pensionister, at vi har forhandlet pensionen højere op.

– Den sidste ting er, at vi har turdet lavet strategiske satsninger og holde fast i især to dagsordner: At investeringer i socialt arbejde betaler sig – og vigtigheden af helhedsorienteret socialt arbejde. Der var ikke mange, der troede, at vi kunne være med til at sætte de dagsordner, men dem er vi brændt igennem med. For eksempel har vi en borgerlig regering, som har lavet et storstilet udspil om sammenhæng på det sociale område – og alle diskuterer den koordinerende sagsbehandler.

Majbrit Berlau lovede fokus på netop de to dagsordner i sit tiltrædelses interview for seks år siden. Og giver et eksempel på, hvordan det er lykkedes at holde fast i, at det betaler sig at investere i socialt arbejde.

– Vi har arbejdet stærkt strategisk og systematisk med det. Helt fra bunden med at finde dokumentation i de kommuner, der var i gang med at arbejde med det. Så har vi arbejdet på at udbrede kendskabet og skabe alliancer med alt fra forsikringsselskaber, politikere, sociale bevægelser og KL. Så har vi netværket, og i sidste runde har vi arbejdet helt systematisk med kortlægningen af arbejdet og med at få det beskrevet. Vi er ikke i hus endnu, men det er et langt, sejt træk, hvor vi stadig skal holde ved. Nu skal det rulle, så det bliver mere end projekter.

Modsatrettede strømninger

Når hun kigger ud over det socialpolitiske landskab, ser hun hele tiden to strømninger.

– Det er meget klassisk for det sociale arbejde, at der altid er to modsatrettede strømninger – for eksempel ser vi, at der på den ene side er et fokus på en tidlig og forebyggende indsats, på at styrke relation med borgerne, koordinere bedre, rykke ud og arbejde tæt med familierne – alt sammen noget der kræver, at socialrådgiverne har beslutningskompetence med sig, siger hun og fortsætter:

– På den anden side ser vi, at man flytter beslutningskompetence væk fra socialrådgiverne. På den måde forlænger man sagsbehandlingstiden for borgerne, som også får fornemmelse af, at den, de sidder overfor, faktisk ikke kan bestemme, hvad der skal ske. Det kommer til at gå udover relationen. Hele den diskussion føder tilbage til diskussionen om offentlig ledelse, som vi har forsøgt at kaste os ind i.

Udover ledelse er også udviklingen i den offentlige sektor noget, der har ligget den afgående formand på sinde, og som også repræsentantskabet har været med til at diskutere. Og den udvikling handler – hvis det står til Majbrit Berlau – blandt andet om at komme væk fra New Public Management og tilbage til tilliden til de offentligt ansatte.

– I alle skåltalerne er tilliden der, men New Public Management baserer sig jo ikke på tillid. Langt fra, det er jo kontroller, skemaer og økonomisk styring. Den mistillid, man oplever som medarbejder, er helt reel, for man er underlagt et system, der ikke underbygger den faglighed, man har.

Føler sig hjemme blandt socialrådgivere

Nu skal den kommende kamp mod uligheden i samfundet og på arbejdspladserne, men også ’for det lyse og for forbedringer’, altså fra nytår tages fra næstformandsstolen i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Majbrit Berlau lægger ikke skjul på, at det også er vemodigt.

– Man forstår ikke, hvad det vil sige at være formand, før man pludselig er det. Med de glæder og det kæmpe ansvar, der følger med. Jeg har prioriteret ikke at blive spærret inde på et kontor, og det har været afgørende at komme ud på arbejdspladserne og i klubberne – og for mig har det været en enorm glæde at være sammen med fagfæller. Når jeg træder ind i et rum med socialrådgivere, så føler jeg mig hjemme. Den energi har været mit drive – og også

den frustration, jeg har hørt, når medlemmerne ikke kan opnå det, de gerne vil, og indignationen, når jeg oplever, at fagfæller bliver behandlet forkert.

– Samtidig har jeg oplevet en superengageret hovedbestyrelse, tre virkelig dygtige regionsformænd – og sidst, men ikke mindst, er vi privilegerede med hamrende dygtige og engagerede medarbejdere i hele organisationen. Og så er vi gode til at holde fester, siger hun. Dem vil hun stadig gerne inviteres til, men ellers har hun ikke tænkt sig at blande sig. Ej heller at komme med gode råd til det kommende formandskab. De kan selv, mener hun.

– Mads er så dygtig, og jeg glæder mig til at kalde ham min formand. Jeg har stor tiltro til, at Mads og Ditte bliver et stærkt formandskab. Og hvis de har brug for et godt råd, så kender de mit nummer.