Mig og mit arbejde: Jane Wie Krog

Som socialrådgiver for Kirkens Korshær i Silkeborg er 42-årige Jane Wie Krog tilknyttet både Kirkens Korshærs varmestue og genbrugsbutikken Bazaren i Virklund. Gennem en samarbejdsaftale med Silkeborg Kommune er flere af varmestuens brugere i gang med et aktiverings- og udredningsforløb i Bazaren.

Det giver en god fornemmelse for de her mennesker at være med begge steder. Hver dag klokken 9.30 kører jeg med brugerne fra varmestuen til Bazaren i vores minibus, og klokken 14 tager de frivillige over, før vi kører tilbage igen.

Det er den bedste tid på dagen, når vi sidder i bussen på vej hjem. Det er tydeligt at mærke, at brugerne er blevet gladere, end da de mødte ind, fordi de har gjort det, de selv kalder for – og oplever som – reelt arbejde. Der er snak og grin og opløftet stemning, der kun bliver endnu stærkere af, at det her er mennesker, der står med nogle virkelig barske udfordringer i deres liv.

I Bazaren er alle med til at lave det samme. Alle rydder op, lægger tøj sammen og står i kassen – og nogle gange er vi ude og ordne tagrender sammen. Vi kan mærke, at brugerne tager ejerskab for stedet. De har en fornemmelse af, hvad tingene skal koste, og nogen holder så meget af at komme her, at de selv i deres ferie kigger forbi for at give en hånd med.

Det er en fantastisk aftale, vi har med Silkeborg Kommune. De støtter Bazaren med 750.000 kroner om året for, at vi så står for aktivering og udredning af de her mennesker. I mit arbejde kommer jeg så tæt på, at jeg rent faktisk kan se i det daglige, hvad brugerne kan.

Der kan være hektisk i Bazaren, så af og til kan det være godt at trække sig tilbage til ”tårnet” – vores kontor med tagterrasse og udsigt over skovene. I min fritid dyrker jeg en masse yoga, og det hjælper også til at få energien dysset lidt ned.

Jeg drømmer om større politisk forståelse for den her gruppe ledige, der gerne vil, men ikke kan. At man forstår, at små skridt også kan blive til mange kilometer. Hvis du går rundt med stanniol i underbukserne og tror, at du bliver aflyttet – så er der altså lang vej til almindelig beskæftigelse.