Mig og mit arbejde: Nana Martine Persson

Nana Martine Persson er 25 år, bor i Aarhus med sin kæreste og arbejder som familierådgiver i Syddjurs Kommune. Ved siden af arbejdet er hun som frivillig en del af et ungepanel i Projekt BRUS – et samarbejdsprojekt mellem 11 kommuner – hvor hun med udgangspunkt i egne oplevelser fra et hjem med alkoholmisbrug fortæller sin historie.

En af mine første sager var en dreng, som havde en lang række problemer og forældre, der ikke kunne nå ind til ham. I starten var han meget skeptisk: Hvorfor skulle han snakke med sådan en kommunedame, der ikke ved noget om at være 17 år. Men jeg nåede hurtigt ind til ham. Det lykkedes at få ham i gang med en uddannelse. Jeg mødte ham på skolen her for nogle uger siden – gladere, sundere og friskere end ved vores første møder.

Jeg er god til at lægge arbejdet fra mig. Måske fordi, der skal meget til at ryste mig, når jeg selv har nogle barske erfaringer med mig hjemmefra. Men jeg kan godt blive frustreret over det bureaukratiske og økonomiske pres, vi arbejder under. Nogle gange er det svært at føle, at jeg gør et godt stykke socialt arbejde.

Jeg har det allerbedst, når jeg er ude at holde foredrag. Min barndom var præget af mange svigt fra en mor, som i takt med sit rusmiddelforbrug fokuserede mere og mere på egne behov frem for på sine børns. Jeg boede i et hjem, hvor jeg ikke kunne vide på forhånd, om min mor var fuld, om der overhovedet var nogen hjemme, om vi ville få aftensmad den dag eller om hun var psykisk ustabil og kunne finde på at slå i affekt, når jeg kom hjem fra skole. Jeg synes, at det er vigtigt at få den historie ud til lærere, pædagoger og myndighedspersoner gennem mine foredrag. Jeg kan mærke, at de lytter efter. Det gør en forskel.

Når jeg har fri, nyder jeg at bruge byen. Ikke bare caféer og kulturtilbuddene, men også de lange gåture ved vandet og byggerierne på Aarhus Havn. At bo i Aarhus giver mig en følelse af frihed – en følelse jeg har længtes efter gennem hele min opvækst. Her kan jeg trække vejret – for det er der plads til.