Mig og mit arbejde: Arzu Ahmad

Min familie er flygtninge, og jeg har måske nok set noget, jeg ikke skulle se, da jeg var barn. Jeg fik tidligt en bevidsthed om, at jeg ville kæmpe de udsattes sag. I løbet af studietiden har jeg også koncentreret mig om dem, der var længst væk fra arbejdsmarkedet, for eksempel kvinder med anden etnisk baggrund.

Da jeg så stillingsopslaget til Det opsøgende Team – der er et § 99-tilbud – så tænkte jeg: ”Nu prøver jeg, også selv om jeg ikke har så meget erfaring.” Jeg går med tørklæde, så jeg var også lidt bekymret for, om det ville betyde noget. Men jeg fik jobbet, og nu har jeg været her i ni år. Jeg har ikke noget statistik, men jeg tror, jeg er den eneste gademedarbejder med tørklæde. Så hvis der sidder socialrådgivere med tørklæde derude, så kan de forhåbentlig blive inspireret til at søge et job som mit. Vi får desværre flere med anden etnisk baggrund i vores målgruppe, så der er også brug for på os på gadeplan.

Vi er et opsøgende tilbud til de allermest sårbare. Mennesker med psykiske lidelser, hjemløse og misbrug. Vi arbejder på gaden, i skoven, på stranden og også i folks hjem som støtte-kontaktpersoner.

Vi er brobyggere til det etablerede system, og vi har et godt samarbejde med alt fra skovfogeder til boligforeninger. Boligforeningerne kan ringe, hvis de for eksempel i forbindelse med en renovering opdager, at en borger er groet helt til i sin lejlighed. Der kan også ringe en skovfoged og sige: Der er slået et telt op herude, vil I komme ud og kigge? Så tager vi ud og tager forsigtigt kontakt. Er det mon en borger, der selv har valgt det? Er det en, der er syg? Hvis vedkommende er der, så siger jeg: Må vi snakke med dig? Hvis vedkommende ikke lukker op, så siger jeg: ”Jeg vender tilbage en anden gang. Jeg håber, du vil snakke.”

Ofte vil folk slet ikke have noget med systemet at gøre, så handler det om at opbygge en relation. Det kan tage lang tid. Fra første henvendelse kan der snildt gå et halvt til et helt år, alt efter hvor syg eller forpint det her menneske er. Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke skal sige som det første, at jeg kom mer fra Aarhus Kommune. Så bliver døren tit smækket i.

Jeg havde en borger med i Ikea, og hun fik flere sammenbrud undervejs. Hun sagde bagefter, at hun ’fanme godt kunne mærke’, at jeg ikke kun gjorde det for lønnen. Sådan noget bliver jeg glad for.

Jeg er aktiv i min fritid. For eksempel dyrker jeg styrketræning, og det er tunge løft. Når jeg endelig kommer i et fitnesscenter, så skal jeg have så meget ud af det som muligt. Jeg har altid lavet meget frivilligt arbejde. Jeg hækler i en lille uofficiel hæklegruppe, hvor vi hækler på bestilling og sender overskuddet til steder, der trænger. Jeg laver også meget dialogarbejde med kvinder i udsatte boligområder – og jeg håber at kunne inspirere kvinder med anden etnisk baggrund til at tage en uddannelse.