Mig og mit arbejde: Laila Dahl Southwell

Jeg er fra det første hold af den internationale linje i Aarhus. Det betød noget, at den var international, for det gav mig mulighed for at rejse ud. Samtidig gav det et helikopterperspektiv på Danmark, som jeg stadig synes er vigtigt. Vi er så lille et land, at vi forskningsmæssigt er afhængige af andre lande, lige som vi er det af samarbejdsrelationer uden for landet.

Jeg er vokset op med en mor, der fik epilepsi efter alvorlig sygdom. Hendes problemer var skjulte, og hun var god til at have maske på. Hun havde indlæringsvanskeligheder, problemer med koncentration, og hun manglede selverkendelse. Det har givet mig en indsigt i og et kendskab til den type ”usynlige” problemer, som jeg har brugt i mit arbejde. Jeg har lært, at man er nødt til at legalisere, at der er nogle ting, der er svære. Man kan for eksempel sige: ”Man kan jo godt glemme en aftale, det kender jeg godt.” Jeg bruger ofte mig selv til at åbne den slags svære samtaler.

Jeg har primært arbejdet med voksne med problemer ud over ledighed: Kontanthjælp, sygedagpenge, psykisk syge. Det har været meningsfuldt for mig at hjælpe borgere med helt specielle problematikker med at se ressourcer og muligheder. Så jeg var også meget glad for mit forrige job som socialfaglig koordinator i Forsvarets Veterancenter, hvor jeg havde meget ansvar, koordinerede, fordelte faglige opgaver og var sparringspartner for andre socialrådgivere.

Jeg var sådan set ikke på jobjagt, men da jeg så jobbet som faglig leder i Specialrådgivning om Epilepsi, skete der alligevel noget. Det samlede meget af det, jeg kan. Men jeg skulle tænke igennem, om jeg var klar til at stå i front. Det besluttede jeg, at jeg var. Jeg trives simpelthen rigtig godt ved at sidde bag medarbejderne, sparre med dem, komme rundt om en problemstilling, mærke, at de oplever sig hørt, og at man finder en tilgang til et problem eller en sag.

Jeg har lavet rigtig meget udvikling i Veterancenteret, og det har jeg taget med mig i mit nye job. Jeg kan tænke nyt. Jeg er ikke bange for at sige: Vi prøver det her – og hvis ikke det duer, så prøver vi noget andet. Jeg spørger for eksempel lige nu i vores egen facebookgruppe: Giv et bud på, hvad din fagperson skal vide om epilepsi? For vi kan se, at når vores patienter går fra hospitalet til kommunen, så går det ofte ned ad bakke. Sagsbehandlerne har ikke ressourcer til at se – eller de overser – de kognitive vanskeligheder.

Det kan både være sagsbehandlere eller enkeltpersoner, der kontakter os. Vi kan eksempelvis klæde sagsbehandleren på til, hvad kan man spørge om, når man møder borgere med epilepsi: Søvnløshed, anfald, kognitive problemer osv. Vi kommer også på en del specialskoler – for at hjælpe med at tackle indlæringsperspektivet. Der er 55.000 mennesker i Danmark med epilepsi, alligevel er der ikke meget viden om sygdommen.

Jeg har børn på 9 og 11 år, så meget af min fritid går med deres sport, forældremøder, skole – og så har vi en dalmatiner på fire år. Ham er der mange timers træning og gåture i.