Mig og mit arbejde: Sarah Yousef

Min far har selv valgt at bo i en husvogn i Hamborg, og han har taget mig med rundt forskellige steder, for eksempel i folkekøkkener. Jeg har mødt mange hjemløse og misbrugere, men min far har altid sagt: ”Du skal ikke være bange. Jeg er altid blevet mødt med et smil.” Da jeg så blev teenager, begyndte jeg at undre mig over, hvorfor nogen mennesker skal leve på den måde? Det er stadig min drivkraft.

Jeg er fra det danske mindretal i Tyskland, og jeg har gået i skole i Tyskland og taget en pædagoguddannelse der. Da jeg gerne ville have mere faglighed bygget på, undersøgte jeg mulighederne i Tyskland, men så sagde en af mine venner, der bor i Esbjerg: Kom og tjek socialrådgiveruddannelsen ud på UC Syd. Det gjorde jeg, og det fangede mig med det samme.

Da jeg var færdiguddannet, fik jeg arbejde i Slagelse som bostøtte. I Slagelse arbejdede man gruppebaseret, så borgerne kunne dele erfaringer med andre. For eksempel hjælpe hinanden med mestringsstrategier. Det giver rigtig god mening, synes jeg. Og det vinder også langsomt indpas her i Odense, hvor jeg har arbejdet som bostøtte siden efteråret.

Som bostøttemedarbejdere kan vi have stor indflydelse på borgenes liv. Men arbejdet på det socialpsykiatriske område befinder sig i et paradigmeskift. Før blev vi fagpersoner set som eksperter, men nu er det borgeren, som bliver set som ekspert i eget liv – og samarbejdet tager udgangspunkt i borgerens håb og drømme. Den måde at arbejde på motiverer mig meget.

I dag har jeg været medunderviser for en gruppe borgere, der skulle lære at bruge en app, der hedder ”Min Vej”. Den tester Odense Kommune lige nu. I dag handlede det om ”Personlig næring” – den enkelte kan lægge tekster, musik, billeder og så videre, som er gode og betyder noget for ham eller hende, ind i app’en. Det er ideen, at den skal hjælpe borgeren med at mestre hverdagen. Man kan også lægge scoringer ind og se: ”Okay, den her uge har faktisk været bedre, end jeg troede.” Den synliggør for dem, hvilken proces de er i.

Lige nu laver jeg det, jeg drømte om, da jeg gik på socialrådgiveruddannelsen i Esbjerg, og jeg bliver her i Danmark. Der er flere muligheder end i Tyskland, og der er meget kortere vej fra den nyeste forskning til praksis her i DK. Man prøver det bare af. Det kan jeg godt lide.

Mens jeg pendlede fra Odense til Slagelse, havde jeg ikke så meget fritid. Men nu begynder jeg igen at få overskud til at være frivillig i Studenterhuset i Odense. Det fungerer også som spillested, og jeg laver for eksempel backstageområdet klar, laver mad, fylder køleskabet – og får kulturoplevelser. Det er virkelig personlig næring til mig. Både den meget forskelligartede musik, men også at snakke med kunstnerne. Jeg er utroligt nysgerrig på mennesker og deres historier.