Når ord forurener menneskers ligeværd

Lige inden årsskiftet fik vi med de seneste stramninger på udlændingeområdet to nye begreber ind i det danske sprog. Paradigmeskiftet i udlændingepolitikken har forvandlet integrationsydelse til hjemsendelsesydelse, og integrationsprogrammet skifter navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogram. Hvad gør det ved borgerne – og de socialrådgivere, som arbejder med integration? To sprogeksperter – kommunikationsrådgiver Knud Lindholm Lau og lektor Steen Nepper Larsen – advarer om et værdiskred og en sproglig stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, som smitter af på lovgivning og rettigheder. De opfordrer socialrådgivere til at kæmpe for, at den stigmatiserende retorik ikke sniger sig ind i deres praksis og i behandlingen af borgerne.

Hvem husker ikke Fattig-Carina og Dovne-Robert, som fik masser af medieomtale for nogle år tilbage. Mediernes reference til de to kontanthjælpsmodtagere har været med til at skabe et generelt billede af kontanthjælpsmodtagere som dovne mennesker, der for alt i verden ikke vil arbejde.

Hvad sker der, når politikere og medier i stigende grad generaliserer og taler nedsættende om flygtninge og indvandrere med især muslimsk baggrund? Og hvad sker der, når man påkalder sig ret til at kalde en spade for en spade – eller en neger for en neger – uden omtanke for, hvad sprog gør ved mennesker?

Vi har konsulteret to eksperter, som er optagede af konsekvenser af sprog, og som mener, at ord er handlinger. En af dem er kommunikationsrådgiver og journalist Knud Lindholm Lau, som er aktuel med bogen ”Bare fordi at”, som påpeger, at generaliserende og nedsættende vendinger er med til at stigmatisere bestemte befolkningsgrupper. Materialet til bogen har Knud Lindholm Lau samlet gennem mange år, og bogen fortæller både om det skjulte sprog i lukkede Facebookgrupper og det almene sprog, som danske politikere, debattører og almindelige mennesker gør brug af i forhold til flygtninge og indvandrere.

– Sprog i sig selv er en handling. Sprog har konsekvenser, og sprog betyder noget. Ord i sig selv har stor betydning, for ord danner en følelse, man ikke helt kan vægre sig imod. Selvom ordene overvægtig, tyk og fed er en betegnelse for det samme, så kan alle høre, at den fede vejer mest.

– Samtidig er sprog som arsenik. Som beskrevet af den tysk-jødiske filolog Victor Klemperer, forfatter til værket ”LTI – Det Tredje Riges sprog” kan ord virke som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel. Så når medier og politikere i stigende grad bruger nedsættende og generaliserende vendinger om flygtninge og indvandrere, så sætter det sig ikke bare i dem, det går ud over, men også i befolkningen generelt, fordi man ubemærket og ubevidst overtager sproget, mener Knud Lindholm Lau.

Magt bag ord

En anden ekspert optaget af konsekvenser af sprog er Steen Nepper Larsen, lektor på Uddannelsesvidenskab på DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Og han er helt enig. Sprog er handlinger.

– Nogle har den forestilling, at sprog er sådan noget luftigt noget – en ikke virkelig virkelighed, og så er der på den anden side en virkelig virkelighed, hvor vi bevæger kroppe, køber benzin og slår hegnspæle i. Men det er en forløjet tankegang, for ifølge alle moderne sprogfilosoffer og sociologer; Wittgenstein, Austin, Searle og Jürgen Habermas så er det lige så virkeligt at sige noget, som at slå en hegnspæl i, fange en fisk eller reparere en bil, pointerer Steen Nepper Larsen.

Ifølge ham er der mange typer talehandlinger. De konstaterende som: ”Jeg erklærer jer nu for rette ægtefolk at være” – en talehandling, der både ændrer folks status og retsstatus. De forpligtende talehandlinger som: ”Jeg lover at stille op til interview”. Og de regulative talehandlinger som: ”Nu går I ud i grupper, og om en halv time skal I komme med nogle fælles svar på de spørgsmål, jeg har formuleret”.

– Så talehandlinger kan være absolut konkrete og ændre social status, magtforhold, adgang til rum og alt muligt andet. Samtidig står der tit magt bag ordene, så nedsættende tale om for eksempel flygtninge og indvandrere ret hurtigt kan blive til handlinger, fordi det betyder, at man kommer på hjemsendelsesydelse i stedet for integrationsydelse, at man får færre rettigheder end andre borgere, bliver placeret på et særligt center. Så ord og sprog får implikationer, følgeslutninger ind i lovgivning og folks ret til at bevæge sig, forklarer Steen Nepper Larsen.

Definitionsmagt

Inden for sprogfilosofi taler man om, at sproget har magt i form af definitionsmagten.

– Når politikere eller andre via sproget navngiver andre mennesker som en afvigende befolkningsgruppe eller nogen, der skal behandles på en anden måde, så har de definitionsmagten over andre mennesker. Hvis du så kobler den sproglige definitionsmagt til økonomisk magt og politisk magt, så udfolder definitionsmagten sig ikke blot i sproget, men i økonomi, politik, lovgivning, ydelser, rettigheder eller mangel på samme, siger Steen Nepper Larsen.

Så sproget kan bruges til magtudøvelse, men også til manipulation og som strategisk værktøj. Den tyske filosof, Ernst Bloch pegede på, at jo større ordene er, desto større er risikoen for, at det falske sniger sig ind i ordene.

– Vi har i mange år haft en Udlændingeservice, der formuleres kompetencekrav, skrives elevplaner og gennemføres medarbejderudviklingssamtaler, mens det falske sniger sig ind i ordene. Er det en service for udlændinge at gøre det sværere for dem at komme til og bosætte sig her i landet? Måske skulle der i ærlighedens navn have stået Udblændingsservice. Er det ikke længere muligt at modarbejde omstilling- og udviklingsmantraerne, når chefen inviterer til MUS? Når der navngives og klassificeres, så sættes scenerne for det sociale spil – og de er hverken frie eller neutrale, siger Steen Nepper Larsen.

Bekymrende retorik

At Knud Lindholm Lau valgte at udgive bogen ”Bare fordi at”, handler om en stigende bekymring over den retorik, der bruges af både politikere, debattører og almindelige mennesker over for etniske og religiøse minoriteter. Som værende mindreværdige og farlige og nærmest at betragte som genstande i stedet for mennesker. En retorik, hvor man opdeler i et dem og os. Hvor vi kan sende dem hjem. Og hvor religion og etnicitet skygger for alt andet.

– Sprogbruget over for etniske, religiøse minoriteter er virkelig bekymrende, og de er uhyrligt udsatte – både i lukkede Facebookgrupper og avisernes kommentarspor og i udtalelser fra politikere og debattører.

– Med bogen vil jeg gerne have folk til at tage stilling. Vil vi virkelig det her? Vil vi virkelig lægge bestemte befolkningsgrupper mere eller mindre for had? Eller vil vi et samfund, hvor vi behandler hinanden ordentligt? Og hvor vi taler om reelle problemer i stedet for, at gardinerne i dag er trukket for, så man udelukkende taler om religion og etnicitet som årsager til negativ adfærd – og ikke socialklasse, jobsituation, traumer, fattigdom. Gardiner, der på den måde spærrer for årsager og dermed løsninger, siger Knud Lindholm Lau.

Reflektorisk mellemrum

Materialet til ”Bare fordi at” har Knud Lindholm Lau samlet gennem mange år, og bogen fortæller både om det skjulte sprog i lukkede Facebookgrupper og det almene sprog som danske politikere, debattører og almindelige mennesker gør brug af i forhold til flygtninge og indvandrere.

En retorik, der stempler og diskriminerer ved at dæmonisere og gøre brug af blandt andet dyremetaforer, fækalisering og etnofaulisme – hvor man taler dårligt om hele folkegrupper. Eller hvor man benytter sig af bestemt-entalsform, som når præst og journalist Sørine Godtfredsen skriver om ”Muslimen”, som noget bestemt, et særligt stof af dårligdomme, som man intet kan stille op med.

– En retorik, der giver oplevelsen af en essens hos andre mennesker. Om det så er en essens af at være en plage, en samfundsnasser, kriminel eller uærlig, men i hvert fald noget man er født med. Problemet er bare, at den form for kommunikationspopulisme giver ikke et helt billede, den levner ikke plads til reflektoriske mellemrum, og den skygger for de reelle problemer og løsninger, mener Knud Lindholm Lau.

Bogen giver en masse konkrete eksempler, som da tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen i 2013, som daværende skatteordfører udtalte: ”Vi kan ikke have en græshoppemodel, hvor nogle græshopper, i dette tilfælde østeuropæere, hopper ind på marken, suger al energi ud og derefter hopper videre til næste mark.”

Eller når Folketingets formand og daværende folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, Pia Kjærsgaard i 1994 udtalte ved et møde i Odense: ”At fremmede formerer sig som kaniner”.

– Der ligger reelle politiske problemer under de to udsagn, men i stedet for at bruge dyremetaforens nedsættende funktion kunne man sige: At korttidsansatte fra andre EU-lande for hurtigt får adgang til sociale ydelser. Eller at vi har fået nye medborgere, der føder mange børn – nøjagtigt som man gjorde det her i landet før industrialiseringen – og det giver et pres på de offentlige kasser, forklarer Knud Lindholm Lau.

Opgør med værdier

Bogens titel ”Bare fordi at” refererer til en sproglig tendens, som Knud Lindholm Lau har set udspille sig mange gange under private diskussioner – og som også ses i den offentlige debat.

– En form for helgardering, hvor man for eksempel siger; bare fordi at jeg siger, at afrikanere er dovne, så er jeg ikke racist. Eller bare fordi at jeg peger på, at der er problemer med integration, så er jeg ikke racist. Den talende ved, at det sagte vil møde modstand med henvisning til en norm om menneskers ligeværd og laver derfor en helgardering, fortæller Knud Lindholm Lau.

Ifølge Knud Lindholm Lau kan man sagtens have kritiske synspunkter på en liberal indvandringspolitik uden at være racist, men han mener, at han med bogen viser, at indvandringsdebatten rummer ansatser til et voldsomt opgør med de værdier og sigtepunkter, vi danskere hidtil har regnet som selvfølgelige. Herunder forestillingen om mennesker som ligeværdige.

For det nedsættende og ringeagtende sprog spreder sig – til for eksempel børns sang i skolegården på en skole i Humlebæk, hvor børn i 5.- 6. klasse i stedet for ”Du må få min sofacykel, når jeg dør”, synger ”De skal ikke integreres, de skal hjem”.

– En Youtube-video pt. set mere end 130.000 gange. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvad det gør ved 11-årige drenge og piger med indvandrerbaggrund at høre den sang, hvad det giver af angst og utryghed. Og sangen er et tydeligt eksempel på, at politikere og meningsdannere må bo i en boble, hvis de ikke tror, at det, de siger, har konsekvenser, siger Knud Lindholm Lau.

Sprog dehumaniserer

Konsekvenserne ses også i socialrådgivernes arbejde, hvor det vedtagne paradigmeskifte i udlændingepolitikken ændrer sprogbruget i integrationslovgivningen. Fra den 1. januar 2020 skifter integrationsydelsen navn til selvforsørgelses- og hjemsendelsesydelse, integrationsprogrammet skifter navn til selvforsørgelses- og hjemrejseprogram. Og fremover skal kommunerne i alle samtaler i den beskæftigelsesrettede indsats vejlede udlændinge om muligheden for at vende tilbage til hjemlandet.

– Det er et tydeligt eksempel på definitionsmagten koblet til politik og lovgivning, og her ændrer man simpelthen vokabularium, og samtidig dehumaniserer man andre mennesker. Både de borgere, som lovgivningen rammer, og de socialrådgivere, der jo selvfølgelig skal følge loven, men samtidig kan man næsten få lyst til at udøve professionel, civil ulydighed, mener Steen Nepper Larsen.

Rens sprogbilledet

Helt overordnet mener de begge, at man som faggruppe skal være sig meget bevidst, hvad stigmatiserende sprogbrug gør ved både borgerne og dem selv som fagpersoner.

– Den danske filosof Peter Kemp skrev i 1991 bogen ”Det uerstattelige”, hvori han skriver noget meget klogt. Nemlig, at sådan som man betegner og omtaler mennesket, sådan ender man også med at behandle det. Så man skal kæmpe for, at den stigmatiserende retorik ikke smitter af og sniger sig ind på tungen af en og ind i behandlingen af borgerne, siger Steen Nepper Larsen.

Knud Lindholm Lau supplerer:

– Når en socialrådgiver skal løfte en opgave sammen med en klient, er det uløseligt forbundet med klientens selvopfattelse. Og er man udsat for en sproglig stigmatisering, jo mere oplever man sig ringeagtet, forbitret og uden tro på sig selv. Så samarbejdet kan blive svært, og selv den bedste socialrådgiver kan hurtigt blive set som systemets mand, som bare er sat i verden for at nedgøre borgeren, mener Knud Lindholm Lau.

Det offentlige, nedgørende sprog kan meget hurtigt danne en negativ spiral, fordi det ifølge Knud Lindholm Lau kræver et meget stærkt individ helt at udelukke den samfundsmæssige stigmatisering.

– Det kræver virkelig noget at friholde sig fra stigmatiseringen, men som socialrådgiver – og socialrådgivernes fagforening – skal man arbejde med at rense sprogbilledet indadtil, så man ikke taler stigmatiserende hverken om eller med borgerne, siger Knud Lindholm Lau.

Mediernes rolle

Når man taler sproglig stigmatisering af bestemte befolkningsgrupper, mener Knud Lindholm Lau, at pressen spiller en væsentlig rolle. Han ser nærmest en islam- betændelse i store dele af pressen, når pressen i stor stil vinkler historier og overskrifter på for eksempel muslimers voldsomme repræsentation i kriminalitetsstatistikkerne.

– Det er rigtigt, at indvandrere fra mange muslimske lande ligger i toppen, men man glemmer alle de andre forklaringer om fattigdom, mangel på uddannelse, socialklasse og baggrunde fra krigsplagede lande, og kobler blot kriminalitet til islam. Gardinerne trækkes for. Og pressen medtager glædeligt Sri Lanka, selvom landet kun har 9,7 procent muslimer.

– Normale journalistiske dyder glemmes, og medierne har ofte et meget ensidigt fokus på islam, religion og etnicitet, og pressens ukritiske behandling er med til at øge stigmatiseringen, siger Knud Lindholm Lau.

Han peger på Victor Klemperers arsenikhypotese om sprogets påvirkende evne og henviser til en undersøgelse lavet af tyske forskere i såvel 1998/2002 og 2010/2011, hvor de begge gange interviewede den samme gruppe borgere og samstillede den enkeltes indvandrerfjendtlighed og hvilke medier, man brugte. Resultaterne var ret klare. Jo oftere man læser tabloidavisen Bild Zeitung, der skildrer indvandrer ret negativt, jo mere indvandrerfjendsk bliver man – uanset holdningen i begyndelsen. I den anden ende af medieskalaen er de landsdækkende aviser som Frankfurter Algemeine Zeitung, Süddeutsche Zeitung og TAZ. Aviser, der uanset politiske holdningsforskelle ikke tegner noget negativt billede af udlændinge. Jo mere man læser denne type aviser, jo mere positiv bliver man over for udlændinge, uanset udgangsniveauet. TV og regionalaviser blev også undersøgt, og gennemgående konkluderede forskerne, at medieindholdet påvirker holdningen til udlændinge.

Åndeligt fald

Netop Victor Klemperer fylder en del i Knud Lindholm Laus bog. Victor Klemperer var tysker, litteraturprofessor med speciale i fransk romantik, et sprogmenneske, jøde, gift med en ikke-jødisk kone, der levede under nazismen. Gennem 12 år noterer og dokumenterer han nazismens sprog, og hvordan sproget i Det Tredje Rige depraverer og udgrænser blandt andet jøder og lægger grundstenen til vold, mord og krig.

Victor Klemperer skriver om sprog som henholdsvis et kompas og et spejl. Hvor sproget både afspejler og styrer følelser, handlinger og opfattelser.

Hverken Knud Lindholm Lau eller Steen Nepper Larsen mener dog, at den sproglige stigmatisering af udlændinge er første skridt på vej til en ny pogrom – organiseret, voldelig forfølgelse af et etnisk eller religiøst mindretal.

– Der er meget stor forskel, og det vil være helt vanvittigt at sige, at de nutidige, danske politikere; Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre er nazister eller fascister. Man kan til gengæld sige, at der er sket en kæmpe forrykkelse. For hvor man efter 2. Verdenskrig så meget store dele af det toneangivende, liberale borgerskab og socialdemokrater stå vagt om international lovgivning, beskyttelse af mindre tal og stærke menneskerettigheder, så er der i dag en nationalistisk, populistisk retorik, som i min optik er et åndeligt fald mod bunden, siger Steen Nepper Larsen.

En spade for en spade

Et andet særkende ved det danske sprog og den danske debat er mange danskeres stolthed over retten til at sige tingene direkte – kalde en spade for en spade. Knud Lindholm Lau mener dog, at retten stædigt fastholdes uden omtanke for, hvad sprog gør ved mennesker.

– Den grove retoriks rensende karakter lovprises ofte af politikere, der hylder, at der tales uden filter, og nogle politikere vil endda gerne fjerne racismeparagraffen.

– Ifølge Freuds forestillinger om katarsis – den såkaldte trykkogerteori, er det godt at ytre sine frustrationer – tale lige ud af posen, for så falder sjælens overtryk og vreden. Men over for Freuds katarsis står teorien om, at aggressive tanker kobles sammen i hukommelsen og danner et associationsnetværk. Ment på den måde, at man ved at udtrykke sig aggressivt ikke får sit psykiske overtryk ud, men tværtimod aktiverer aggressive tanker og får ekstremer til at vokse, viser undersøgelser, fortæller Knud Lindholm Lau.

Ord er foranderlige

Derudover mener Knud Lindholm Lau, at man skal være opmærksom på, at ord er foranderlige, fordi ord opfattes forskelligt i forskellige tider, samfund og af forskellige mennesker.

Som når Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, insisterer på at bruge ordet ”neger”, fordi ”det ligger dybt i mit vokabularium. Jeg er jo en gammel mand, og det ord er nu meget dækkende”, og ”ordet jo bare betyder sort, som oprindelsen viser, og min intention er ikke negativ”. Og når den 25 år yngre Jacob Mchangama, direktør i tænketanken Justitia ville føle sig krænket af ordet neger, ”hvis én fra min egen generation, som ikke var min ven, kaldte mig neger – én under 50 år – så ville mine parader være oppe”.

– Der er tale om en bevidst ordhandling fra Søren Espersens side, hvor han – uanset hvad andre mener og siger – forbeholder sig ret til at sige, hvad han vil. Samtidig viser eksemplet, at ord opfattes vidt forskelligt, biklange ændrer sig over tid, og sproget kan have en stigmatiserende funktion, uanset om taleren eller den tiltalte opfatter det sådan, forklarer Knud Lindholm Lau.

Neger eller ej

Han mener generelt, at man skal lade være med bevidst at såre andre mennesker. Så hvis nogle føler sig sårede over at blive kaldt ”neger”, skal man lade være med at bruge ordet. På samme måde mener han også, det er helt fint, når Pippis far i bøgerne om Pippi er ændret fra ”negerkonge” til ”sydhavskonge”, og at Statens Museum for Kunst ændrer i beskrivelserne af malerier, så der ikke længere står ”neger”.

– Så længe man ikke ændrer værkernes tidsbundne titler, og når man ikke ændrer på tekstens intention, er det OK, siger Knud Lindholm Lau.

Steen Nepper Larsen er uenig.

– Jeg bryder mig overhovedet ikke om, at man omskriver litteratur, fordi det skal passe til tidens normer. For hvad skal der komme ud af det? Skal vi fjerne alt grufuldt og potentielt stødende, så ender det jo med, at vi kommer til at leve i et glansbilledalbum af et studie i Hollywood, hvor alt er glaseret med sukker, og kulisserne ikke er stødende for nogen som helst.

– På samme måde mener jeg, at der skal være meget stor mulighed for ytringsfrihed, og jeg er bestemt ikke tilhænger af, at man skal pakke alt, hvad der er farligt ned i en eller anden identitetspolitisk ramme, hvor man ikke krænker folk, ikke må lave Mexico-fester på universitetet. Du får jo et absurd samfund, hvor man ikke må lave satire, ironi eller kritik – og det er jeg bestemt ikke tilhænger af.

– Omvendt er jeg hverken bleg eller blind for, at der er meget ulige magtpositioner mange steder i samfundet, hvor man sprogligt krænker almindelig menneskelighed, udstiller og bruger magt til at udgrænse dem, der er handicappede, fattige eller har en forkert hudfarve, siger Steen Nepper Larsen.

Et kritisk beredskab

De mener begge, at retorikkken i udlændingedebatten har været med til at indskrænke klassiske lighed- og frihedsrettigheder via eksempelvis ghettoplan, tildækningsforbud og særlige strafzoner.

Ifølge Knud Lindholm Lau er der brug for, at nutidens kommunikationspopulisme med dens tale om et homogent os, et truende dem og en svigtende elite og den stigmatiserende retorik erstattes af en samfundsdialog, hvor fokus er NU-danskere, og hvor alle mellemregninger tages med.

– Vi må acceptere, at sproget er handling og insistere på at tale nøgternt om tingene, siger Knud Lindholm Lau.

Steen Nepper Larsen mener, at både borgere og professionsbærere som socialrådgivere skal erhverve sig et gedigent, sprogligt vokabular til brug for et vågent, kritisk, sprogligt beredskab.

– Vi er alle indfældet i hverdagssproget. Vi er dets pragmatiske brugere, og vi skænker det sjældent en tanke eller større opmærksomhed, hvad der nærmest umærkeligt sker med hverdagssprogets indhold. Det synes jo bare at være der og passe sig selv.

– Men Wittgenstein minder os med rette om, at alle problemer opstår, når sproget tager på sommerferie. Det gælder om at tilbyde og at turde sende ordene til kogevask. Mindre vildt end et projekt om at lancere en radikal og omkalfatrende sprogkritik er dagligdagens

forsøg på at højne den sproglige opmærksomhed om det, der faktisk siges og kort tid efter gøres; thi sådan som vi taler om andre mennesker, sådan har vi også for vane at behandle dem.

– Ingen diskurser er neutrale, endsige uden effekter. En vægtig erkendelse trænger sig på; al vold, magtudøvelse og strategisk selvlegitimation har et for- og også ofte et efterspil i form af guirlander af ord. Ordene kan være farlige; krige og store forbrydelser forberedes altid også kommunikativt, pointerer Steen Nepper Larsen.

Blå bog: Knud Lindholm Lau

Knud Lindholm Lau er kommunikationsrådgiver, talelærer og underviser via sit firma tekst og tale aps – med større virksomheder, advokathuse, institutioner og organisationer på kundelisten. Derudover er han ekstern lektor i retsretorik på Syddansk Universitet. Han er uddannet cand.phil. i samfundsfag ved Aarhus Universitet og som talelærer i Danmarks Radio 1987- 89. Fra 1982 til 1993 var han ansat som programmedarbejder på DR’s P1.

I 2010 udgav han Victor Klemperers ”LTI – Det Tredje Riges sprog” på dansk, og i april 2018 udgav han sin egen bog ”Bare fordi at – sprog og forestillinger i udlændingedebatten”.

Blå bog: Steen Nepper Larsen

Steen Nepper Larsen er lektor på Uddannelsesvidenskab på DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet. Her underviser han blandt andet i videnskabsteori og uddannelsesvidenskab. Han dækker en lang række områder – herunder sprogfilosofi, erkendelsesteori, begrebshistorie, sprogkritik.

Han er en meget brugt foredragsholder og anmelder bøger for Information og Dansk pædagogisk Tidsskrift. Tillige har han udgivet en række bøger blandt andet ”Sproget er alles og ingens. Erkendelse og spekulation”, og han er en af to redaktører på ”Sociologisk leksikon”.

 

SEKS GODE RÅD

Som socialrådgiver kan man også selv gøre noget for at gå i rette med det nedsættende og stigmatiserende sprogbrug og for at undgå, at det smitter af på ens egen praksis. Her seks gode råd fra Knud Lindholm Lau og Steen Nepper Larsen:

  1. Rens sprogbilledet indadtil, så man ikke bruger stigmatiserende ord og betegnelser.
  2. Brug aldrig stigmatiserende sprog i samtale med borgere.
  3. Vær kritisk over for sprog.
  4. Vær bevidst om sprogets kraft og magt.
  5. Træd i karakter som fagprofessionelle, der taler et værdigt sprog.
  6. Marker jer i offentligheden – fortæl om konsekvenser af lovgivning og konsekvenser af nedsættende og stigmatiserende omtale af borgere.

HVAD ER SPROG?

  • Sprog er noget, vi lever i og noget, vi indånder betydninger igennem. Noget, der er i os og omkring os.
  • Sproget er en horisont – en måde, hvorpå vi bevæger os rundt imellem hinanden, men også mellem fortid, nutid og fremtid.
  • Sproget er dér, vi gør os forestillinger, dér vi fortolker, forstår og føler os tiltalt af noget, som vi ikke selv har fundet på.
  • Sproget er ikke kun et redskab, men erkendelsens kød og blod.
  • Sproget er i os – et altid, allerede eksisterende, jeg-løst fænomen, hvori vi lever.
  • Sproget er knyttet meget tæt til magt og retten til at klassificere og navngive. Al magtudøvelse er foregrebet og udfolder sig ofte i sprog.
  • Sproget er også aftryk fra andre mennesker – som når Winston Churchills tale om ”et jerntæppe gennem Europa” førte til et helt nyt begreb/ord; jerntæppe.
  • Sproget er, ifølge filosoffen Ludwig Wittgenstein, rammen for menneskers liv. Han udtalte blandt andet: ”Mit sprogs grænse er min verdens grænse”.

Kilde: Steen Nepper Larsen, lektor på Uddannelsesvidenskab på DPU – Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet.