Når plejefamiliers egne børn kommer følelsesmæssigt i klemme

Biologiske børn kan nemt komme i klemme, når deres familie bliver plejefamilie og dermed en pædagogisk arbejdsplads. Især hvis plejebørnene har alvorlige kognitive og følelsesmæssige problemstillinger. Socialrådgiver, cand.pæd. og døgnplejekonsulent Bente Schramm efterlyser langt mere fokus på de biologiske børn. Også i lovgivningen.

Jeg havde ikke lige med mine 10 år, tænkt så meget over, at det også kunne have ulemper, og at hun ville gøre rigtig meget for at myre sig ind imellem os, ligesom hun godt kunne være meget manipulerende. Hun sugede ligesom alt, hvad hun kunne få af kærlighed ud af os.”

Sådan beskriver Bodil, der i dag er 27 år, hvordan hun oplevede det, da familien fik en pige på fem år i døgnpleje.

Citatet er hentet fra specialet ”Plejefamiliens egne børns følelsesmæssige udfordringer”, som er skrevet af socialrådgiver, cand.pæd. og døgnplejekonsulent Bente Schramm på kandidatuddannelsen i Generel Pædagogik på Aarhus Universitet.

Og en anden kvinde, Martha, der i dag er 25, havde nogenlunde samme oplevelse, da familien fik en pige på otte år i pleje, mens hun selv var 14 år.

”Da var jeg mest på mit værelse, fordi jeg ikke orkede hende. Jeg tror simpelt hen ikke, at jeg havde overskud til det. Og det krævede rigtig meget overskud at være sammen med hende, for hun snakkede hele tiden, altså hun havde brug for opmærksomhed hele tiden fra alle”.

Familien som arbejdsplads

Citaterne fra de to biologiske børn i plejefamilier viser ifølge Bente Schramm til fulde, at det har vidtgående følelsesmæssige konsekvenser for de biologiske børn, når familier vælger at gøre deres familie til en pædagogisk arbejdsplads. En pædagogisk foranstaltning, hvor familien bliver en offentlig arbejdsplads, hvor mange uden for familien også skal kigge med.

– Det er en svær balance mellem familien som social konstruktion og samtidig en pædagogisk foranstaltning. Som plejefamilie er man en familie i et spændingsfelt. Man er ikke længere kun forældre for egne børn, man påtager sig en samfundsopgave. Med lidt samfundskritisk sans kan man sige, at egne børn kan blive et middel til at opnå en socialpolitisk målsætning, og retten til at være barn i sig selv kan komme under pres, siger Bente Schramm og fortsætter:

– Der hvor plejebørnene har kompetencer til at profitere af den sociale konstruktion, evner at knytte følelsesmæssigt an, der kan egne børn få ekstra søskende via plejebørnene, og egne børn kan vokse ved at være gode rollemodeller.

– Men det kan gå galt, når plejebørns hidtidige opvækst gør, at de ikke har erfaring med omsorgsrelationer og tilknytning. For børn med tilknytningsproblemer og kognitive og følelsesmæssige problemstillinger har brug for tid – på bekostning af egne børn. De bliver påtrængende, grænseoverskridende, afvisende – har ofte en adfærd, som ikke umiddelbart er forståelig. Det kan være svært nok for de voksne at håndtere, men endnu sværere for plejefamiliens egne børn, siger Bente Schramm.

Børnenes oversete rolle

Netop konsekvenserne for plejefamiliernes bio logiske børn – men også deres oversete rolle og betydning i forhold til, om en anbringelse rent faktisk lykkes – er grunden til, at Bente Schramm valgte at skrive speciale om plejefamiliers egne børn.

– Med Barnets Reform fra 2011 bliver flere børn med alvorlige problemstillinger anbragt i familiepleje, men vi mangler simpelthen viden om, hvilke konsekvenser det får for plejefamiliernes egne børn. Samtidig er det i dag helt op til den enkelte kommune og tilsynsmyndighed, om de har fokus på plejefamiliers egne børn, når de udvælger døgnfamilier, fortæller hun.

I dag arbejder Bente Schramm som døgnplejekonsulent i Fredericia Kommune, men i hele sit arbejdsliv, siden hun i 1988 blev socialrådgiver, har hun arbejdet med anbringelser af børn og unge. Primært som døgnplejekonsulent, men også som sagsbehandler og som socialrådgiver på en behandlingsinstitution.

– Som familieplejekonsulent er jeg tit stødt på plejefamilier, som går langt for at få anbringelsen til at fungere, men der hvor familier begynder at give op, det er, når det bliver synligt, at familiens status som plejefamilie går ud over egne børn. Familier, der nærer et dybfølt ønske om at give plejebørn en god opvækst, men som godt kan se, at egne børn ikke trives. Det er bare så ulykkeligt, siger hun.

Forventning afløses af afsky

Trods øget risiko for sammenbrud i anbringelserne er der ikke ret stort fokus på plejefamiliernes egne børn. Det forsøger Bente Schramm at ændre på med sit speciale, der har fokus på det emotionssociologiske perspektiv – hvordan de biologiske børn navigerer følelsesmæssigt over for plejebørnene, når deres familie bliver en pædagogisk arbejdsplads.

– Samklangen mellem mennesker, hvordan man positionerer sig over for hinanden, og hvilke følelser, der er på spil, er enormt interessant at dykke ned i for at få en forståelsesramme og et mikro-perspektiv på de biologiske børn, mener Bente Schramm.

I sit speciale har hun blandt andet fundet ud af, at selv om de biologiske børn er modne, reflekterende og med masser af overskud, så fylder kampen om pladsen mellem dem og plejebørnene rigtig meget for de biologiske børn. Der er jalousi og en opfattelse af, at plejebørnene reducerer kvalitetstiden med forældrene.

Samtidig er de biologiske børn smittet af forældrenes valg og entusiasme omkring det at skulle være plejefamilie. De er stolte af valget og har store forventninger, men hvis håbet, sympatien og forventningen til plejebarnet bliver afløst af en kamp om pladsen og en adfærd fra et plejebarn, som de ikke er klædt på til at håndtere, så resulterer det i skam, skyld, vrede og tilbagetrækning.

– Hvis de biologiske børn ikke føler, de kan leve op til idealet – til de positive forventninger, ved for eksempel at føle afsky over for et plejebarn, der stjæler fra dem eller kalder deres forældre de værste gloser, så bliver det meget svært for de biologiske børn.

– For de kan godt se, at de ikke burde have det sådan. Det er jo plejebarnet, der har brug for hjælp. Ikke dem. Så de kan stå meget alene med nogle nærmest tabuiserede følelser. De kan føle sig magtesløse, utilstrækkelige, distancere sig og blive enormt vrede på forældre og plejebarn. De føler sig ensomme og adskilte fra deres forældre, fortæller Bente Schramm.

Tabu skal brydes

Ifølge Bente Schramm skal tabuet brydes, så de biologiske børns oplevelser og udfordringer i et liv som plejefamilie italesættes. De biologiske børn skal klædes på til at navigere i de svære følelser. Forældrene skal klædes på til at have fokus på, at selv meget velfungerende børn kan stå alene med skamfulde følelser. Og de fagprofessionelle skal have langt større fokus på de biologiske børns ressourcer og overskud til at rumme plejebørn, når de matcher plejebørn med familier.

– Praksis i dag er mange steder, at vi undersøger plejefamiliens voksne, de biologiske børn har vi stort set ikke fokus på. Men børnefællesskabet mellem plejebarn og biologiske børn har afgørende betydning for en anbringelses succes. For bliver plejebarnet ikke integreret i børnefællesskabet, bliver plejebarnet ikke integreret i familien, siger Bente Schramm.

– Så vi har brug for en faglig bevidstgørelse af, hvor vigtige, men også oversete, plejefamiliers egne børn og børnefællesskabet er, pointerer hun.

Skal ind i loven

Samtidig mener hun, at der er behov for at sætte fokus på de biologiske børn både i tilsynslo ven og i lov om social service, så kommuner og tilsynsmyndigheder bliver forpligtede i forhold til inddragelse og støtte af biologiske børn i plejefamilier.

– Det er simpelthen nødvendigt. For et manglende fokus på de biologiske børns skamfulde følelser kan både føre til ophør af anbringelser, lavt selvværd hos biologiske børn og plejebørn, der får det endnu værre, fordi deres manglende integration i familien kan være en bekræftelse af egen udsathed og position – også i voksenlivet.

– Hvis egne børns skamfulde følelser er stærkere end stoltheden ved at være plejefamilie, vil der heller ikke blive knyttet relationer, der holder på sigt. Dermed bliver plejebørn efterladt uden netværk, og egne børn bliver efterladt med en følelse af, hvad det hele var værd, forklarer Bente Schramm.

Socialrådgiver, cand.pæd. og døgnplejekonsulent Bente Schramm har skrevet speciale om de følelsesmæssige udfordringer for plejefamiliens egne børn.