Retssikkerhed – et opråb
DEBAT: Den uafhængige juridiske tænketank Justitia har offentliggjort deres statusrapport for året 2018. Den fastslår, at vores personlige frihedsrettigheder er under pres, og at flere lovforslag underminerer retsstatslige principper.
På social- og beskæftigelsesområdet kan vi betragte den samme udvikling. Et konkret eksempel er projekt Job-Bro, et randomniseret forsøg udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), som større kommuner kunne tilslutte sig. Her blev unge mennesker uden en afgørelse tvunget til at deltage i et uddannelsesforløb, såfremt de ikke ville miste retten til forsørgelse.
Der blev ikke foretaget en individuel og konkret vurdering af den enkelte unge – som er kravet i beskæftigelsesloven. Og de unge blev ikke partshørt om, at kommunens jobcenter ville flytte dem til tilbuddet. De unge modtog heller ikke en afgørelse med klagevejledning. Kun fordi en politiker fra Esbjerg Kommune fik en folketingspolitiker til at stille spørgsmål til ministeren, blev der fokus på de retlige udfordringer i styrelsens projekt.
Af projektet kan vi iagttage, at når borgernes krav på retssikkerhed ikke iagttages som en naturlig del af udviklingsprojekter, så risikerer borgernes rettigheder at blive undergravet. Vi kan kun gætte på, hvordan det kan ske – mit gæt er, at der ikke samarbejdes tværprofessionelt i ministerier og styrelser, og at ingen i kommunerne stiller sig undrende.
Der er fokus på den tværprofessionelle opgaveløsning i den borgernære opgaveløsning – men ikke på den tværprofessionelle opgaveløsning i udviklingen og styringen af de projekter, der danner baggrund for opgaveløsningen. Det blev tydeligt, at projekt Job-Bro hverken har været underkastet en juridisk vurdering, før det er blevet søsat, eller da det blev søsat.
Tilbage til den borgernære opgaveløsning i kommuner og regioner. Når alle professionelle, på tværs af afdelinger og organisationer, der deltager i den tværprofessionelle opgaveløsning omkring borgeren, står sammen i enighed, bliver det utydeligt, hvem der står bag afgørelsen. Hvis ingen har et italesat ansvar for de afgørelser, der træffes over for borgerne, bliver borgerens krav på en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning ikke overholdt.
Vi bliver nødt til at overveje, hvad det betyder for vores samfund – og dermed for os selv – hvis ikke vi kan sætte navn på den instans, der træffer afgørelser over for os, og vi ikke får oplyst, at vi kan klage over afgørelser. Den manglende klagevejledning betyder, at vi ikke har mulighed for at få afprøvet de afgørelser, der rammer os, af en højere instans. Det betyder, at vi lider et tab af rettigheder.
Jeg håber, at vi næste år sammen kan genskabe et fokus på retssikkerhed for os alle. Jeg håber, at offentlige instanser, som en naturlig del af udviklingen af det tværprofessionelle samarbejde omkring borgerne, inddrager retssikkerhedsgarantierne i udvikling af projekter – og at retssikkerheden italesættes som ufravigelige principper i selve opgaveløsningen omkring borgeren.
For mig at se er alternativet et magtfuldkomment styre, hvor det enkelte individ mister sin stemme. Det vil på kort sigt især ramme de borgere, der i forvejen er udsatte på grund af for eksempel manglende uddannelse og dermed manglende viden om egne rettigheder. På sigt vil dette borgersyn ramme os alle, og da vil det være for sent at råbe op.
Lektor, cand.jur og juridisk konsulent,
Pernille Lykke Dalmar, Esbjerg.