Satspuljeaftale understreger behov for lovændringer

Socialrådgiverne har ros til satspuljeaftalerne for at styrke indsatser for helhedssynet. Men aftalen på beskæftigelsesområdet understreger, at der er brug for at styrke tilgangen til ressourceforløb, fleksjob, førtidspension og revalidering, mener DS.

Satspuljepartierne – samtlige partier i Folketinget med undtagelse af Enhedslisten – har landet årets satspuljeaftaler, og på beskæftigelsesområdet afsættes blandt andet 101 millioner kroner i 2017 og 2018 samt 60,5 millioner kroner i 2019 til afklaring af de omkring 27.000 kontanthjælpsmodtagere, der har været længst i systemet.

I aftalen fremgår det blandt andet, at der skal ”tages udgangspunkt i det hele menneske og sættes målrettet og intensivt ind over for langvarigt ledige kontanthjælpsmodtagere, herunder langtidssyge, med henblik på at afhjælpe deres situation. Borgere, der også efter afklaringen er i målgruppen for kontanthjælp, skal tilbydes en helhedsorienteret og håndholdt indsats til at komme i job.”

– Det er positivt, at det i aftalen understreges, at afklaringen skal tage udgangspunkt i et helhedssyn, lyder det fra Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, som dog ikke vil løfte armene for højt.

– 101 millioner kroner om året svarer rundt regnet til 1,7 socialrådgiverstilling per kommune. Det batter ikke meget, når det er 27.000 mennesker, som skal afklares.

Brug for alternativ til kontanthjælp

Desuden understreger aftalen om midler til afklaring af behovet for, at politikerne styrker tilgangen til ressourceforløb, fleksjob, førtidspension og revalidering, mener DS-formanden.

– Hvis ikke politikerne gør noget for at lempe adgangen til ressourceforløb, revalidering eller førtidspension, vil afklaringen i store træk bestå i, at vi socialrådgivere endnu en gang konstaterer, at tusindvis af ledige er for syge til at kunne varetage et ordinært arbejde, men at loven ikke giver mulighed for andet end at sende dem i kontanthjælpssystemet, siger Majbrit Berlau, som gerne diskuterer løsningsforslag med politikerne (se nedenfor).

Aftalen afsætter desuden 10 millioner kroner til at videreføre indsatsen for forebyggelse og håndtering af vold og trusler på arbejdspladserne.

– Det er vigtigt, at satspuljepartierne prioriterer voldsforebyggelsen på socialrådgivernes arbejdspladser, understreger Majbrit Berlau.

Fokus på social mobilitet

Satspuljeaftalen på socialområdet afsætter blandt andet 249 millioner kroner fordelt i perioden 2017-2020 til et udviklings- og investeringsprogram for stærkere social mobilitet på voksenområdet, hvor flere udsatte voksne får en social indsats, der gør dem i stand til at mestre en større del af deres eget liv.

Målet er blandt andet at finde og undersøge lovende kommunale udviklingsprojekter, som muligvis kan udbredes til andre kommuner.

– Investeringstankegangen er slået igennem på børneområdet med eksempelvis Sverigesmodellen, som der blev sat midler af til i satspuljen sidste år, og nu ser vi tankegangen overført til voksenområ- det. Det er et positivt signal, og noget, vi har opfordret til længe. Jeg glæder mig til at følge udviklingen her, siger Majbrit Berlau.


DS Sådan forbedres kontanthjælpssystemet

Beskæftigelsesministeren vil via satspuljemidler rydde op i kontanthjælpssystemet, og R og SF lægger i forbindelse med en evaluering af førtidspensionsreformen fra 2013 op til lovændringer. På den baggrund har Dansk Socialrådgiverforening sendt Folketingets ordførere 20 forslag til, hvordan kontanthjælpssystemet og indsatsen for folk på kontanthjælp kan forbedres.

Læs DS’ udspil ”Bedre ressourceforløb og forstærket indsats til borgere på kontanthjælp – hvad skal der til?