Skal samfundets behov for at straffe gå ud over børn?
KLUMME FRA PRAKSIS: På mit job arbejder jeg lige nu med at udmønte lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. En lov, der betyder, at børn ned til 10 år skal mærke, at handlinger har konsekvenser.
Det kan være svært at bevare optimismen på velfærdssamfundets vegne, når politikere af hensyn til strafaspektet beslutter, at børn ned til 10 år skal kriminaliseres, og at afviste asylansøgeres børn skal behandles så dårligt, at forholdene på Udrejsecenter Sjælsmark ifølge Ombudsmanden ”vanskeliggør børnenes opvækst og begrænser deres muligheder for naturlig udvikling og livsudfoldelse”.
Vi er som samfund mere optaget af at skabe firkantede regler end af at skabe sammenhænge og værdige liv. De børn, der har forældre, som har fået afvist ønsket om en fremtid i Danmark, lever i en nutid præget af savn og utryghed. Politikerne siger, at vi må forstå, at det er forældrenes skyld. At når de ikke samarbejder om at forlade landet, så må vi sørge for, at det er ubehageligt at være her. Men kan vi acceptere det? At uskyldige børn berøves en tryg barndom, en mulighed for at lege og lære, at håbe og drømme – fordi forældrene ikke kan, tør eller vil overholde de spilleregler, vi har sat op?
På mit job arbejder jeg lige nu med at udmønte lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet. En lov, der betyder, at børn ned til 10 år skal mærke, at handlinger har konsekvenser. En lov, der blev vedtaget trods massive indsigelser fra fagfolk. Nu er den her, og nu skal vi så sikre, at barnets perspektiv og behov for beskyttelse, behov for støtte til at komme i trivsel og udvikling, ikke overskygges af samfundets behov for at straffe.
Det er ikke verdens nemmeste opgave, men der er ingen vej udenom. Vi bliver nødt til at forsøge at finde en formel, hvor den konsekvens, børnene mødes af, tager udgangspunkt i at forsøge at forhindre den stigmatisering og eksklusion, der kunne ramme de sårbare og udsatte børn, der lander i Ungdomskriminalitetsnævnet. Jeg håber, at vi lykkes med at skabe rammer, der er værdige, og med et indhold, som kan få en positiv værdi for børnene og deres familier. Ellers kan jeg blive alvorligt bekymret for velfærdssamfundets sammenhængskraft.
Husk, verden er stadig mest god! Sådan sagde en kollega i fredags, da vi rundede ugen af – og var en smule optaget af alt det, der går i en lidt bøvlet retning. Og ja, der er meget godt i verden. Der er sammenhold, solidaritet, næstekærlighed, venlighed – og en befolkning, hvor langt de fleste ønsker et samfund, hvor vi passer på hinanden og den velfærd, som generationer har bygget op. Verden er stadig mest god, men hvis den skal blive ved med at være det, må vi stå sammen og trække den i den rigtige retning. Ingen kan gøre alt, men vi kan alle gøre noget. Og sammen kan vi temmelig meget.