Skolefravær skal forebygges væk

Skolevægring, som er temaet i dette nummer af Socialrådgiveren, er en udfordring, som står meget present for mig fra mit arbejde på børneområdet. Når et barn gjorde alt for at undgå skolen, oplevede jeg ikke ligefrem, at løsningerne stod i kø. Barnets vej tilbage til undervisningen i klasseværelset og samværet med klassekammeraterne kan være meget lang, når skolefravær er blevet til skolevægring.

I Dansk Socialrådgiverforening opfordrer vi kommunerne til at investere i tidlig, forebyggende indsatser, og gennem de senere år har mange kommuner som led i den forebyggende indsats valgt at ansætte socialrådgivere på skoler – og også i daginstitutioner – og det giver rigtig god mening. En af socialrådgiverne i temaet formulerer det meget præcist: ”Som ansat på skolen har jeg den fordel, at jeg af egen drift kan tage fat i en lærer og sige, at jeg kan se, at Ottos fravær er steget igen. Vi kan have en faglig sparring uden, at eleven først skal gøres til en sag.”

Mange problemer kan fanges i opløbet, inden de udvikler sig til de mere alvorlige underretninger i socialforvaltningerne. Heldigvis kan vi også se, at en række kommuner har ansat flere myndighedssocialrådgivere i familieafdelingerne, så de er bedre rustede, når de svære sager dukker op. Sager, som kræver tid og en høj kvalitet i relationen til børn i mistrivsel og deres familier.

Desværre er der fortsat en del kommuner, som tøver med at investere i forebyggende indsatser. Men når undersøgelser viser, at øget skolefravær i grundskolen er forbundet med risiko for senere at droppe ud af uddannelsessystemet, som igen øger risikoen for sociale, økonomiske og psykiatriske problemer i voksenlivet, så bør der ikke være så meget at betænke sig på. Tidlig forebyggelse øger barnets trivsel her og nu, men også på længere sigt.

Så der er god grund til, at vi i Dansk Socialrådgiverforening hele tiden holder snuden i sporet for at få flere kommuner med på, at tidlig forebyggelse betaler sig – først og fremmes menneskeligt, men også samfundsøkonomisk. Og når jeg er rundt i landet og møder medlemmer, som arbejder ud fra investeringstankegangen, så fortæller de historien om, at de er begyndt at lave rigtigt, helhedsorienteret socialt arbejde igen. At der er fokus på at ændre på barnets rammer, så det kan være i ”normalsystemet” – også uden at blive klemt af inklusionsloven. Der er beretninger om, at de har fået tid til den del af det sociale arbejde tilbage, som er det relationelle. Og det giver håb.

Så derfor et stort slag herfra for det helhedsorienterede arbejde, hvor socialforvaltningerne rækker ud i normalområdet og støtter børnene til læring og trivsel. Og et stort klap på skulderen for alle de socialrådgivere, som hver dag befinder sig i det yderst komplekse rum mellem samarbejdspartnere, familier, lovgivning og økonomi – hvor man skal finde de bedste løsninger for de børn og unge, der har det sværest.