Socialrådgiver-tjansen – en holdsport

KLUMME FRA PRAKSIS: Hvis man træder sine første usikre skridt inden for myndighedsområdet, er det min påstand, at så kan ”isen” kun bære, hvis team-ånden er i top.

Den (stakkels) ensomme cowboy har ikke meget med den moderne udgave af en socialrådgiver at gøre – hvis man spørger mig. Og det skal den heller ikke have, så tak for det! Præcis som isen på den lokale sø, der om nogle måneder – hvis vi altså får vinter denne gang – knager og brager, når man forsigtigt bevæger sig ud på den, sådan kan det det faglige fællesskab i en kommunal forvaltning også opleves.

Hvis man træder sine første usikre skridt inden for myndighedsområdet, er det min påstand, at så kan ”isen” kun bære, hvis team-ånden er i top. For hvis man går rundt og tror, at man kan stå imod det pres, man kommer under som ny(-uddannet) i jobbet, hvis man står alene, så kan man godt tro om igen. Ja, selv om vi jo ikke skal tro så meget i det hele taget inden for vores branche i de her år – i disse evidenstider.

Uanset hvilke tanker man har gjort sig på forhånd om socialrådgiver-jobbet, og lige meget hvor godt man har forberedt sig, så er jeg ret sikker på, at man ikke er i nærheden af at vide, hvad man går ind til, når man træder ind i en kommunal forvaltning som myndigheds- socialrådgiver første gang. Jeg tænker faktisk ikke på alle de gode socialfaglige teorier og resten af hele den faglige ballast. Den er jo på plads. Den har vi jo med fra vores uddannelse. Den side af sagen skal være i orden – og det er den også.

Næ, jeg tænker på, når man skal træde i karakter i myndighedsrollen. Når man skal træffe en afgørelse og formidle sin vurdering. Når man igen er i skudlinjen, fordi skolelederen, repræsentanten fra den lokale børnehave, eller for den sags skyld de interne samarbejdspartnere har en forventning om, at man kommer med den helt store tryllestav, der kan fikse alverdens problemer. Når man står i endnu et dilemma om, hvor vidt man skal styrte ud af kontoret for at ”ordne” hele verden og slukke endnu en ildebrand, eller om det er nu, at man skal trække vejret rigtigt dybt og sige: ”Et møde? Ja, naturligvis kan du få et møde. Jeg kan om fjorten dage”. Det er her, at man kommer i tvivl.

Og det sker ikke engang imellem og i ny og næ. Nej, det sker hele tiden – og så igen. Og det er her, man virkelig kommer til den helt store eksamen. Og det er nok også her, man mere end en gang begynder at tvivle på, om man nu også duer til det der myndighed. Det der med at bestemme. Og det er her, at teamet skal stå sin prøve.

Så jo, det er hårdt arbejde at løbe karrieren i gang – også for ens kollegaer.