Socialrådgivere som brobyggere i psykiatrien

LEDER På ti år er næsten hver tredje socialrådgiver i hospitalsvæsenet sparet væk. Det giver ingen mening, når politikerne samtidig vil sikre sammenhæng for patienterne.

Under valgkampen har velfærd været højt på dagsordenen, og der er da også blevet lovet lidt til psykiatrien. Det er godt, men selv om det hele skulle blive gennemført, så rækker det ikke til det behov, der er.

Hver femte af os danskere oplever symptomer på mindst én psykisk sygdom i løbet af ét år –og mange når også ud, hvor de psykiske smerter bliver så store, at de ikke kan bunde. Alligevel står behandlingen af psykisk sygdom ikke mål med det behandlingsbehov, der er. De samfundsmæssige omkostninger ved psykisk sygdom er estimeret til 55 mia. kr. årligt i Danmark, mens omkostningerne til behandling kun udgør en tiendedel. Psykisk sundhed bør prioriteres lige så højt som den fysiske sundhed.

Ud over mangel på ressourcer, så skriger sundhedsvæsenet på koordinering. Politikerne taler hele tiden om, at der skal være sammenhæng mellem regioner og kommuner, men samtidigt bliver der hele tiden færre socialrådgivere i sundhedsvæsenet. På 10 år er næsten hver tredje socialrådgiver i hospitalsvæsenet sparet væk. Det giver ingen mening, når politikerne samtidig vil sikre sammenhæng for patienterne.

Som socialrådgivere ser vi konsekvenserne helt tæt på af en psykiatri, som i årevis er blevet underprioriteret. Vi ser, når der lukkes sengepladser, og når patienter udskrives for tidligt. Det stiller større krav til kommunerne, men det er kommuner, som ikke har modtaget hverken ressourcer eller ansvar til opgaven. Og så står patienten der i ingenmandsland. Pt. er der meget få personalekræfter, der har til opgave at hjælpe dem ud af dette tomrum.

Vi socialrådgivere møder hele tiden de borgere med psykiske vanskeligheder, der står i ingenmandslandet. Vi møder dem på jobcenteret, i familieafdelingerne, i socialafdelingerne og i Kriminalforsorgen. Men ofte er koordineringen mellem sundhedsvæsenet og kommunen minimal, og det er en bumlet vej for dem at nå hen til nogen, der så kan hjælpe dem.

Selvfølgelig er det ananas i egen juice, når det kommer fra os selv, men jeg har svært ved at pege på andre faggrupper, som har uddannelsen til at forstå både menneske og system, og som er trænede i at kommunikere med mennesker, som er i nogle svære situationer i deres liv.

Regionerne har eksempelvis haft stor succes med at oprette teams med socialrådgivere, psykologer, pædagoger, sygeplejersker og lærere, som tager hånd om børn og unge både under indlæggelse og efterfølgende, når kommunerne tager over fra psykiatrien. Så vi har allerede en del af løsningen her, som politikerne kan brede ud.

Derfor er det et stort ja herfra til investeringer i psykiatrien og i de sammenhængende indsatser.