Et socialrådgiverliv på 50 år – 37 timer om ugen?

REGIONSLEDER Nyuddannede socialrådgivere reagerer ofte med grin og usikkerhed, når snakken falder på, at det gælder om at sikre et sundt og godt arbejdsmiljø, så de kan holde sig friske og sunde til at arbejde i 50 år som socialrådgivere, indtil de kan gå på pension som 72-årige.

For nogen lyder fremtiden nærmest som et forudsigeligt, overstruktureret ”arbejdsfængsel”, og mange kan godt lide tanken om, at man individuelt kunne få mulighed for selv at skrue op og ned for arbejdstiden afhængig af de forskellige livssituationer, man befinder sig i.

De fleste kan sagtens forestille sig at arbejde mindre end 37 timer. Det er færre, der er begejstret for at arbejde mere. Men nogen siger ja til i en periode at arbejde op til de 42 timer, som plustidsaftalen i overenskomsten giver mulighed for. Det kræver som udgangspunkt et sundt arbejdsmiljø, hvor der er sammenhæng mellem arbejdsopgaver og arbejdstid.

De fleste socialrådgivere er ansat på fuld tid. Det vil være rigtig godt, hvis det bliver en rettighed at kunne skrue op og ned for arbejdstiden for alle. Samtidig skal vi undgå de arbejdsmarkedssituationer, som fagområder for pædagoger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter oplever, hvor de fleste stillinger er deltidsstillinger, som man bliver nødt til at nøjes med, selv om man ønsker fuld tid.

For andre gælder det, at de har oplevet at blive imødekommet i deres ønske om at gå ned i tid, men har stort set samme arbejdsopgaver, hvilket medfører et urimeligt arbejdspres. Så der er i høj grad brug for, at man lokalt laver forsøg og finder fleksible løsninger.

På Folkemødet på Fyn var jeg forleden til et oplæg med forfatteren Jussi Adler Olsen. Han blev spurgt om, hvorfor han bliver ved med at skrive, når han økonomisk ikke behøver det. Han er glad for sit arbejde, lød svaret. Han arbejder tre timer hver dag, resten af tiden nyder han at bruge på andre ting, som han er optaget af: Bygge om, anlægge have, motion, tid til andre mennesker og projekter. Det lyder som en god ordning.

Statistikker viser, at vi lever længere, men hvordan er helbredstilstanden, og kan vi holde arbejdstempoet, når vi er 72 år? Måske skal vi overveje overenskomstkrav om rettigheder til at optjene et halvt års orlov med løn hver femte år til f.eks. kompetenceudvikling, refleksion, pause til at lade op. Drømmescenarie vil mange mene. Måske. Men hvis vi ikke snakker om det eller rejser det som et overenskomstkrav, bliver drømmen helt sikkert ikke til virkelighed.