Svært at afgrænse bevilling af socialpædagogisk støtte

Servicelovens § 85 giver mulighed for bevilling af bostøtte til borgere med betydeligt nedsat psykisk og fysisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Trods bestemmelsens beskedne lovmæssige omfang har den en tendens til i praksis at være meget svær at afgrænse hvad angår indhold og omfang. Det skyldes formentlig flere ting: Dels rummer bestemmelsen mulighed for en meget bred fortolkning i forhold til ydelsesindholdet. Dels har Ankestyrelsen ikke truffet mange afgørelser på området.

For at afgrænse og derved fastlægge bestemmelsens indhold kan det være nyttigt at forsøge at foretage en negativ afgrænsning. Hvad omfattes ikke af bestemmelsen? Det kan gøres ved at fastlægge indholdet af andre – tilstødende – bestemmelser.

Et eksempel på en tilstødende bestemmelse er mentorstøtte i beskæftigelsesindsatslovens § 31b, hvis  okus er på den beskæftigelsesrettede indsats – men som dog i praksis ofte har et indhold, der delvist er sammenfaldende med bostøtteindsatsen i servicelovens § 85.

Tilstødende er også den rehabiliterende bestemmelse i servicelovens § 83a. Efter denne bestemmelse skal kommunalbestyrelsen i en tidsafgrænset periode tilbyde et rehabiliterende forløb forud for vurdering af behovet for hjemmehjælp. Bestemmelsens rehabiliterende sigte betyder bl.a., at borgerens egne ønsker til målformulering for indsatsen er i centrum, og at der med udgangspunkt i disse ønsker arbejdes på at forbedre eller vedligeholde borgerens funktionsniveau.

I almenboligloven findes der regler om startboliger, inklusionsboliger og de såkaldte ”skæve boliger”. Alle er boligformer til udsatte og sårbare borgere. I tilknytning til alle disse boformer er der tilknyttet bostøtte (social vicevært) som en integreret del af boformen.

I Undervisningsministeriets regi findes der regler om specialpædagogisk bistand og støtte i forbindelse med ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Støtten har til formål at sikre, at de studerende kan gennemføre uddannelsen på lige fod med andre studerende. Endelig er det vigtigt at være opmærksom på de muligheder, der er i sundhedsloven, for at bevillige befordring eller befordringsgodtgørelse til lægebesøg og behandlingsforløb mv.

For alle af de ovennævnte bestemmelser gælder det, at der for såvel målgruppen som for definition af ydelser er et vist sammenfald med målgruppe og ydelsesmulighederne efter bostøttebestemmelsen i servicelovens § 85. Videre kan det være nyttigt at genopfriske indholdet af Sektoransvarlighedsprincippet, som bl.a. betyder, at den sektor, der stiller en ydelse til rådighed for borgerne, også er forpligtet til at sikre, at borgerne kan gøre brug af ydelsen. Og endelig skal den generelle forvaltningsretlige vejledningsforpligtelse tages i betragtning i forhold til vurdering af borgerens behov for bostøtte. Vejledningspligten pålægges alle myndigheder at hjælpe og vejlede borgerne med at begå sig i og forstå den offentlige administration.

Karen Elmegaard er cand. jur. og chefkonsulent i Høje Taastrup Kommune