Svingdørs-arbejdspladser svækker fællesskabet

KLUMME FRA PRAKSIS: Midlertidige ansættelser skaber svingdørsarbejdspladser. Og det har nogle konsekvenser for sammenholdet og den fælles faglighed på arbejdspladsen.

I sidste uge havde en af mine kollegaer været ansat i 10 år. Vi fejerede det med morgenmad og naturligvis en velvalgt gave. Jeg har også været med til at fejre en 20 års ansættelse, da jeg var i jobcenteret. Personligt er min længste ansættelse fire år. Jeg har været fastansat med overenskomst, projektansat, privatansat uden overenskomst og er nu privatansat med overenskomst.

Et par dage efter kollegaens 10-års jubilæum, talte jeg med et medlem, som siden hun dimitterede har været opgavebestemt ansat, tidsbegrænset ansat, projektansat – begreber, som er vikaransættelsens nye navne. Nu overvejede hun at sige ja til en fastansættelse, men vidste ikke, om det var noget for hende. Engang var en fastansættelse, på overenskomst naturligvis, den bedste måde at sikre sig og sine en fast indtægt. I midlertidige ansættelser har man samme fordele som fastansættelsens – dog med udløbsdato. Så jeg måtte svare, at det kom an på, hvad der passede ind i hendes liv.

Og de forskellige ansættelsesformer kan være et udtryk for – ja, dels arbejdsgivernes behov – men også at vi ikke nødvendigvis har de samme ønsker til vores arbejdsliv. Men på den anden side, så skaber midlertidige ansættelser også svingdørsarbejdspladser. Og det har nogle konsekvenser for sammenholdet og den fælles faglighed på arbejdspladsen. For som midlertidig ansat er det ikke altid, at man inkluderes og engagerer sig i fællesskabet. Det er ikke, fordi man er en dårlig kollega, men hvis man ved, at man kun er ansat i tre måneder, hvorfor så investere tid og kræfter på at lære sine kolleger at kende?

Den danske flexicurity-model betyder, at der er smidighed på arbejdsmarkedet omkring hyre og fyre, men de seneste år har arbejdsgiverne i stigende grad brugt midlertidige ansættelser fremfor at fastansætte. Jeg fik engang fortalt, at overenskomsten sagde, at efter tre forlængelser, havde man krav på at blive fastansat, men jeg her sjældent hørt det ske. For forklaringen er typisk “det er ikke i samme vikariat”, og så slipper arbejdsgiveren for at fastansætte vikaren.

En overenskomst dækker alle ansættelsesformer, men jeg synes, at der er grund til at få re-branded fastansættelsen overfor arbejdsgiverne. Få fokus på, at stabilitet, kollegialt fælleskab både socialt og fagligt, gør noget godt for den enkelte medarbejder og den kerneopgave, som vi er ansat til at løse. Sagt med andre ord: Hvis arbejdsgiverne vil have såkaldt robuste medarbejdere, så kunne de starte med at støtte op om fællesskabet ved at fastansætte vores kollegaer.