Systemet spænder ben for kontanthjælpsmodtageres jobmuligheder
Standardiserede indsatser og metoder kan ikke på en relevant måde møde den enkelte borgers behov, konkluderer forsker Sophie Danneris, der har fulgt 25 kontanthjælpsmodtagere i to år. Halvdelen af dem mistede en jobåbning på grund af rigide regler eller ventetid.
Endnu en arbejdsprøvning, ventetid på en lægeerklæring eller på en afklaring samt manglende beslutningskompetence hos beskæftigelsesmedarbejderen. Den slags ”systembarrierer” på jobcenteret kan være med til at spænde ben for kontanthjælpsmodtagere, så de kan blive nødt til at vinke farvel til en jobåbning, de havde på hånden.
Det konkluderer en ny ph.d.-afhandling: ”Er du klar til at arbejde”. Her har sociolog Sophie Danneris fra Aalborg Universitet og Væksthusets Forskningscenter fulgt 25 aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fra hele landet – bortset fra Nordjylland – i to år.
Ifølge Sophie Danneris har op imod halvdelen af borgerne i forskningsprojektet oplevet, at de måtte sige nej til en jobåbning, fordi systemet var ufleksibelt.
– Borgerens arbejdsevne skal testes i alle mulige jobbrancher for at afprøve, om de eventuelt kan arbejde tre eller fire timer mere om ugen, før der kan træffes en beslutning – frem for at man tør tage chancen på det tidspunkt, hvor borgeren står med en konkret jobåbning som for eksempel et fleksjob.
Drop ”one-size-fits-all”
Derfor efterlyser hun færre regler og større beslutningskompetence til sagsbehandlerne på jobcentrene, så de kan agere, når borgeren har brug for det.
– Beslutningerne skal tages med udgangspunkt i borgerens aktuelle behov, og det kræver, at sagsbehandlerne har større beslutningskompetence. Man er nødt til en gang for alle at opgive tanken om, at ”one-size-fits-all” – og dermed den evindelige stræben efter, at der findes en gylden indsats, som passer til alle kontanthjælpsmodtagere. De borgere, som jeg har fulgt, har været i et utal af forskellige indsatser som mindfulness, CV-kurser og virksomhedspraktikker, men det er først, når der sker et match mellem den enkelte borgers helt konkrete situation og en virksomhed, som passer til de kompetencer og udfordringer og muligheder, som borgeren besidder, at borgeren kan tage det sidste skridt ud på arbejdsmarkedet.
Uforudsigelig arbejdsparathed
Sophie Danneris advarer mod en snæver forståelse af, om borgeren er arbejdsparat eller ej, da det har konsekvenser for, hvilke tilbud man får. Hun pointerer, at der ofte er en arbejdsmarkedsparathed til stede hos borgeren, men den er ”flydende og foranderlig”, og kræver en indsats, der er fleksibel.
– Arbejdsmarkedsparathed er ikke en stationær kategori, som man enten er eller ikke er. Det er noget, som hele tiden forandres: Når borgerne møder beskæftigelsesmedarbejderne, når de møder beskæftigelsesindsatsen – det er den måde, som de oversætter indsatserne på og forstår relationerne til deres sagsbehandler på, som får betydning for, om det virker eller ej. Det handler ikke om motivation – om de gider eller ej, men om der noget derude, som de kan tro på, kan lykkes.
Selv om hun ikke har interviewet sagsbehandlerne i sit forskningsprojekt, understreger hun, at de ansatte godt ved, hvad der skal til, men at de arbejder i et system, som tvinger dem til at følge rigide regler og procedurer.
Samtaler som forandringsværktøj
På baggrund af forskningsprojektet understreger Sophie Danneris, at det er afgørende, at kontanthjælpsmodtagere oplever, at alle indsatser og procedurer giver mening. Og hendes vurdering er, at kontanthjælpsmodtagerne i kun cirka en fjerdedel af tiden oplever, at de er i en konstruktiv fase, hvor der er fremdrift i deres sag og hvor de tror på, at de rykker tættere på arbejdsmarkedet. I hendes terminologi veksler kontanthjælpsmodtagerne hele tiden mellem fire faser: Fremgang, stilstand, tilbagegang og afsporing.
Hun har siddet med ved samtalerne på jobcentrene og observeret følgende:
– Samtalerne med kontanthjælpsmodtagerne bliver i høj grad brugt som et kontrolredskab – som noget man skal hver tredje måned fremfor at betragte det som et reelt forandringsværktøj, hvor man kan skabe den mening, sammenhæng og fremdrift, som borgerne efterlyser.
Da Sophie Danneris afsluttede sin indsamling af data og dermed kontakten med de 25 kontanthjælpsmodtagere, havde to fået job, og senere har yderligere to fået job. Derudover er der fem, som ifølge Sophie Danneris er endt med at have selvmordstanker eller har forsøgt selvmord, fordi de føler sig presset så langt ud, at de har givet op.