Usynlige gadebørn fra Østeuropa er overladt til sig selv

På trods af at det er en bidende kold januar-eftermiddag har socialrådgiver Mariann Villadsen taget en omvej hjem fra sit arbejde i Københavns Kommunes Sociale Døgnvagt. For hun har fået et tip fra politiet om, at to østeuropæiske teenagedrenge har sovet under indgangstrappen til et lokalt supermarked på Vesterbro.

Nu står hun et stenkast fra spillestedet Vega og retro-smarte cafeer, der sælger café latte til 45 kroner, og skutter sig i vintervinden, mens hun spejder ind i betonmørket under trappen.

Der er ikke et øje at se. Selv rottefælden i hjørnet er tom. Men to beskidte madrasser på fliserne derinde vidner om, at to mennesker på trods af den fashionable location har set supermarkedets trappeafsats som deres bedste mulighed for at få nattely fra blæst og kulde.

Og de to drenge er ikke de eneste, ved hun fra sit arbejde hos Københavns Kommunes Sociale Døgnvagt. I 2016 fik hun og kollegerne 35 henvendelser specifikt om mindreårige østeuropæere, ofte rumænske drenge med romabaggrund, der lever på de københavnske gader. Den yngste er 12 år gammel.

Selvom disse drenge kun fylder en lille del af Mariann Villadsens arbejdstid i Døgnvagten, har hun og kollegaen Marie Skovgaard sat sig for at finde ud af mere om Københavns østeuropæiske gadebørn.

For lige meget, hvor de har spurgt, har systemet og politikerne trukket på skuldrene over situationen.

– Vi bliver ofte mødt med en lidt opgivende holdning om, at ”sådan lever de her mennesker.” Men hvis man som forælder sender sit 14-årige barn til Danmark for at tjene penge – hvad enten det er ved at samle flasker dagen lang eller ved at tigge eller begå tyveri – så er det jo et kæmpe omsorgssvigt. Også selv om barnet gør det uden at beklage sig eller ikke er opdraget til, at det er forkert, understreger Mariann Villadsen.

Som frontmedarbejdere føler hun og Marie Skovgaard sig forpligtet til at gøre opmærksom på eksistensen af de mindreårige østeuropæiske hjemløse i København.

– Det er en grad af udsathed, som vi slet ikke er vant til at se blandt unge mennesker i Danmark. Nogle danske unge har store problemer på nogle bestemte fronter, eksempelvis på grund af midlertidig hjemløshed og psykiske lidelser. Men de her østeuropæiske unge er ekstremt udsatte på næsten alle parametre, siger Marie Skovgaard.

Uønskede unge går under radaren

Det er et lille halvt år siden, at Mariann Villadsen fandt de to madrasser i mørket, og januar-kulden på Vesterbro er afløst af en varm maj-aften på Nørrebro, hvor Den sociale Døgnvagt har til huse. Ved Dronning Louises Bro har aftensolen tiltrukket store grupper af lokale, som drikker øl og griller, mens en række udenlandske pantsamlere traver rundt i menneskemængden og indsamler de tomme dåser og flasker i store plasticsække.
Når Mariann Villadsen og Marie Skovgaard taler med de østeuropæiske gadebørn, de kommer i kontakt med, er beskeden, at de – ligesom de voksne -arbejder som flaskesamlere.

Men de to socialrådgivere ved, at flere af dem også ernærer sig på anden vis: Godt 80 procent af de kontakter, Døgnvagten får til de pågældende unge, bunder i anholdelser for tiggeri samt butiks- eller tasketyveri.

– Der er stort fokus på kriminaliteten i forbindelse med eksempelvis romaer, og disse unge er ikke ønskede eller velsete her – eller andre steder, for den sags skyld. Derfor vækker det, at børnene lever på gaden, ikke altid bekymring i befolkningen. Det betyder, at de meget nemt kan gå under radaren, fortæller Marie Skovgaard.

Hun har arbejdet i Døgnvagten i 10 år og har i alle årene oplevet henvendelser om hjemløse børn og unge fra Østeuropa. Men hun oplever, at antallet af henvendelser er steget gennem årene.

Men hvor der har været – og aktuelt er – stor opmærksomhed på voksne østeuropæiske tiggere og flaskesamlere, har det været småt med opmærksomheden på, at mindreårige lever samme tilværelse. Det gælder også, da de to socialrådgivere henvendte sig hos sociale NGO’er som Kirkens Korshær og Mændenes Hjem.

– Ikke engang gadeplansmedarbejderne har rigtig vidst noget om de her unge, for de gemmer sig. Og derfor er de næsten usynlige i det sociale system. Så selv om vi socialrådgivere i Døgnvagten ikke er opsøgende medarbejdere, men bare helt almindelige sagsbehandlere, er vi – med undtagelse af politiet – de voksne fagpersoner, som de unge hyppigst møder. Men politiets opgave er jo at håndtere de unges kriminalitet, ikke deres sociale udsathed, påpeger Mariann Villadsen.

Bekymring for overgreb

De to socialrådgivere har begrundede bekymringer om, at nogle af de østeuropæiske mindreårige har været udsat for både voldelige og seksuelle overgreb under deres ophold i Københavns gader. Samtidig frygter de, at nogle af de unge prostituerer sig for at skaffe penge til enten sig selv, deres familie eller mulige bagmænd.

– Vi har kontaktet både politiet og Center for Menneskehandel for at undersøge, om nogle af de her børn er udsat for menneskehandel. Men vi oplever ikke, at politiet har interesse i at efterforske sagerne, og Center for Menneskehandel har vanskeligt ved at identificere, om børnene er handlede, fordi vores relationer til børnene ikke er tætte nok til, at vi kan få brugbare svar på spørgsmål om eventuel tvang og menneskehandel, siger Marie Skovgaard.

De østeuropæiske gadebørn lever med alle de farer, voksne hjemløse i København lever med. De omgås misbrugere og sindslidende, og som mindreårige er de endnu mere udsatte end voksne hjemløse, fordi de ingen reelle alternativer har til livet på gaden.

Voksenherbergerne huser meget socialt udsatte voksne – ofte med misbrug – og er ikke godkendt til at modtage folk under 18 år, og herbergernes familiepladser kan de unge heller ikke indskrives på. Samtidig hører vi, at mange frygter at blive indgivet til myndighederne, hvis de benytter sig af sociale tilbud som eksempelvis gratis mad i varmestuerne, siger Marie Skovgaard.

De unge østeuropæiske hjemløses situation adskiller sig væsentligt fra danske hjemløse i samme aldersgruppe.

– Unge danske hjemløse har generelt en form for netværk. Og når de får nok af at sove på bekendtes sofaer – eller i Kongens Have, for den sags skyld -så kontakter de som regel enten nogle socialarbejdere eller vender hjem til deres forældre, hvis de kan. Og selv hvis de er totalt ”off” på systemet, så har de jo en vis tillid til, at jeg som socialarbejder ikke vil gøre dem fortræd, siger Mariann Villadsen.

Men hun og Marie Skovgaard oplever en direkte angst for både politiet og de sociale fagfolk hos de hjemløse unge fra Østeuropa. Dette viser sig særligt, når socialrådgiverne møder de unge på politistationen i forbindelse med en anholdelse.

– Vores job ved afhøringerne er at sikre, at de unges rettigheder bliver overholdt, og at der eventuelt sættes sociale foranstaltninger i gang for barnet. Desuden har vi pligt til at rådgive borgere om deres muligheder i sådan en situation, og det er normalt her, selve socialrådgivningen finder sted. Sådan er det i hvert fald med danske unge. Men de her østeuropæiske unge afviser blankt alt, siger Mariann Villadsen.

Forsøget på at skabe en tillidsfuld relation til den unge bliver yderligere kompliceret af, at kontakten med de unge typisk foregår gennem en telefontolk, hvor al samtale mellem socialrådgiveren og dem unge foregår via en tredjepart i den anden ende af et telefonrør og ofte med politiets tilstedeværelse.

Mangler brugbare indsatser

Da de mindreårige østeuropæiske hjemløse som udgangspunkt har lovligt ophold i Danmark, er de omfattet af servicelovens paragraf 52, og desuden giver FN’s børnekonvention dem en række sociale rettigheder og beskyttelse.

Men de to socialrådgivere oplever ikke, at den tilgængelige vifte af foranstaltninger indeholder reelle, brugbare redskaber, de kan tilbyde de unge østeuropæiske hjemløse, som afviser eksempelvis tilbud om anbringelse på en institution.

– Hvornår er du kommet, spørger vi. ”I går.” Hvornår skal du hjem? ”I morgen,” gengiver Marie Skovgaard fra et typisk møde med de unge. Hun roterer overkroppen i takt med at hun skiftevis spiller sig selv og en af de hjemløse drenge.

– Vi er slet ikke gearet til at lave indsatser for de her østeuropæiske unge, som er rædselsslagne for systemet, og som måske ikke ved, hvilket land, de kommer til at være i om en måned. Eller en uge, siger hun.

De fleste af de østeuropæiske gadebørn, som Mariann Villadsen og Marie Skovgaard har været i kontakt med, fortæller, at de er her uden deres familier. I stedet har de en ”værge,” som har ansvar for dem.

– Hvis de siger, at de skal mødes med deres værge og hjem til Rumænien i morgen, kan vi jo ikke bevise, at det ikke passer. Og i så fald er det jo en ret vidtgående indgriben at tvangsanbringe eller frihedsberøve dem, siger Mariann Villadsen.

Når det lykkes at sætte de unge på en bus til deres oprindelseslande, har de to socialrådgivere flere gange oplevet, at de unge vender tilbage til København efter ganske få dage eller uger.

Relationsarbejde på frysepizza-punktet

I vinteren 2017 dropper politiet en 14-årig østeuropæisk dreng af hos Døgnvagten, mens Marie Skovgaard var på vagt.

– Drengen var blevet anholdt for noget småtteri. Jeg kan ikke huske, hvad det var. Men jeg husker hans lugt. Han lugtede virkeligt stærkt af urin og… jamen, beskidt menneske.

Drengen vil videre med det samme, væk fra Døgnvagten.

– Det er meget tydeligt, at han ikke har lyst til at være her. Han står der i det stinkende tøj og siger, at han skal mødes med sin værge. Med hjælp fra en telefontolk får vi ham dog overtalt til at få et bad og en frysepizza.

Imens drengen er i bad, går Marie i det lokale supermarked.

– Jeg købte et par billige bukser til ham. Vi fandt også en t-shirt, han kunne få, så han i det mindste havde noget tøj, som ikke stank af urin og snavs.
Efter indkøbsturen har hun fri. Drengen får besked om, at han altid er velkommen til at komme igen, hvis han vil have et bad, noget mad, eller anden hjælp. Drengen er aldrig vendt tilbage. Hans gamle tøj endte i skraldespanden.

Det er ikke ligefrem en del af normalt socialrådgiverarbejde, at man af egen lomme køber tøj til borgerne, erkender Marie Skovgaard. Men hun så ikke umiddelbart mulighed for at dække købet som en enkeltudgift.

– Det nærmeste ville være at forsøge at bevilge det som en enkeltudgift efter servicelovens paragraf 81, der kan bevilliges til folk med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Men det ville næppe gå igennem alligevel.

I det hele taget kommer den klassiske socialrådgivertilgang ofte til kort i kontakten med de østeuropæiske gadebørn, oplever de to socialrådgivere.

– I lang tid tænkte vi på de her børn og unge i en dansk kontekst. ”Hvad ville vi gøre med danske unge i lignende situationer?” Men den tilgang kom vi ingen vegne med, fortæller Marie Skovgaard.

Derfor er de gået over til decideret skadesreduktion med fokus på, hvad de kan gøre for at mindske risiciene for de unge nu og her.

– Når politiet ankommer med de unge, bliver de tilbudt noget mad, et bad, nogle enkelte gange har vi arrangeret, at de kan overnatte på et hotel, simpelthen for at de kan sove en enkelt nat uden at skulle risikere overfald eller overgreb, siger Marie Skovgaard.

Målet med den skadesreducerende tilgang er at forsøge at opbygge en relation til nogle af de unge.

– Det er ikke tanken, at ”så gør vi bare det her for evigt.” Men vi har så lidt viden om de unges liv, baggrund og vilkår for at være her, at vi har set os nødsagede til at gå nye veje, siger Mariann Villadsen.

Normalt bruges tilgangen med skadesreduktion over for misbrugere.

– Men i Danmark er relationen mellem socialarbejdere og misbrugere normalt kendetegnet ved en vis grad af tillid. Men vores udgangspunkt for at lave relationsarbejde med de her unge er negativt. Vi er under nulpunktet, fortæller Marie Skovgaard.

De to socialrådgivere har indtryk af, at der florerer skrækhistorier blandt de udenlandske hjemløse om, at man bliver tvangsindespærret, hvis man kommer i kontakt med systemet.

”De havde fået tæsk”

En efterårsdag i 2016 er Mariann Villadsen på sit lokale bibliotek. Ud af øjenkrogen genkender hun to unge rumænske drenge, som hun tidligere har mødt på gaden flere gange.

Men der er sket dem noget, siden hun så dem senest. De går med krykker, og den ene har armen i forbinding.

– De så ud som om, de havde fået tæsk. Jeg ringede til en tolk med det samme.

Hun går med hurtige skridt og telefonen i hånden hen til de to drenge. Da hun spørger til deres skader, insisterer de på, at de er kørt galt på cykel.

– Gennem tolken forklarer jeg, at de kan stole på mig, og at de kan fortælle mig, hvis nogen vil dem noget eller har tvunget dem til noget. Men de vil bare væk og stavrer afsted mod holdepladsen ved Københavns Hovedbanegård, hvor busserne mod Rumænien afgår.

Nogle dage forinden har hun på afstand set de to teenagere sammen med en mand i trediverne, som hun mistænker for at være involveret i organiseret kriminalitet.

– Allerede dengang havde jeg været nervøs for, at der ville ske dem noget. Det var forfærdeligt at se dem sådan, uden at jeg kunne gøre noget. De var virkelig bange og virkede som om, de var på flugt.

Fra politisk side har blandt andre Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), foreslået, at flaskepant ikke længere skal kunne veksles til kontanter med det formål at gøre det mindre attraktivt for udenlandske flaskesamlere at komme til København.

Det forslag kan dog føre til endnu mere tiggeri og kriminalitet, vurderer de to socialrådgivere:

– Hvis de her unge er styret af nogle bagmænd – eller bare af deres familier – så vil de fortsat skulle tjene penge. Som socialrådgivere konstaterer vi, at de unge i deres nuværende situation er ekstremt udsatte. I de seneste års udvikling har vist, at de ikke forsvinder, bare fordi vi som samfund kigger den anden vej, siger Mariann Villadsen.

Løsninger kræver mere viden

Selv har de to socialrådgivere svært ved at finde en langsigtet løsning på, at mindreårige lever et tiggerliv på gaden i Danmark. Men de har nogle bud på små skridt, der kan føre til en forbedring af de unges situation:

– Flere af de gadebørn, vi har været i kontakt med, har via en tolk fortalt, at de er interesserede i at kunne tale med en kontaktperson, som taler deres eget sprog, siger Marie Skovgaard.

Her ser de to socialrådgivere en mulighed for måske at skabe en relation til nogle af de unge og dermed for at få adgang til viden, som kan være særdeles værdifuld i forhold til videre skridt:

– Man kunne give nogle af de unge en billig mobiltelefon med et nummer på en kontaktperson, der taler deres sprog, som de kan ringe til, hvis de har brug for det, og som samtidig løbende kan ringe til dem for at skabe en relation. Det vil kræve ganske få ressourcer at sætte sådan et forsøg i gang, så det er ikke forbundet med en stor risiko, vurderer Marie Skovgaard.

De to socialrådgivere så også gerne, at der blev oprettet et sted, hvor de udenlandske mindreårige hjemløse kunne sove uden at skulle frygte røveri eller overgreb og få et bad, noget mad, lægehjælp eller hjælp til hjemsendelse.

– Vi har hørt om situationer, hvor voksne østeuropæiske hjemløse har kunnet få et måltid på en varmestue, mens de mindreårige har stået udenfor af frygt for at blive indberettet til myndighederne, fortæller Mariann Villadsen.

De to socialrådgivere kan ikke afvise, at eksempelvis et herberg eller en varmestue for mindreårige vil gøre det mere attraktivt for unge udenlandske tiggere at komme til København.

– Men det argument tager ikke højde for, at de her børn kan være kontrolleret af bagmænd eller tvunget til Danmark af deres familier. Man siger jo heller ikke, at handlede kvinder, som er prostituerede på Vesterbro, ikke skal have mulighed for sociale indsatser, fordi ”tænk, hvis der så kommer flere af dem herop,” siger Marie Skovgaard.

Socialrådgiverne Mariann Villadsen og Marie Skovgaard udtaler sig på egne vegne i denne artikel.