Vi ringer ofte bare for at høre, hvordan det går

Som en af de første kommuner har Aarhus prøvet at overføre Sverigesmodellen til handicapområdet i et tre-årigt projekt, hvor en tæt relation og god kommunikation er nogle af omdrejningspunkterne. De første erfaringer er positive.

Når socialrådgiver Mette Andersen fra Handicapcentret for Børn ringer til en forælder, er det ofte blot for at spørge: Hvordan går det hos jer?

Det samme gør hendes kollega Gitte Skrydstrup. Og når de har snakket med forældrene, så plotter de familierne ind i kalenderen seks uger senere. Så de husker at ringe igen.

Den kontinuerlige kontakt er blot en af mange bevidste måder at skabe en god relation til familierne på – og dermed undgå konflikter og misforståelser, som der tidligere har været en del af.

– Flere af ”mine” familier siger: Jamen, du kender os jo. Og det gør jeg. Det tætte kendskab er bare ikke altid en selvfølge, når man sidder på handicapområdet, siger Mette Andersen.

Men en tæt relation og god kommunikation er nogle af de vigtige omdrejningspunkter i det tre-årige projekt ”Tættere på familien” i Aarhus Kommune. Projektet er et af de første herhjemme på handicapområdet, der er inspireret af den såkaldte Sverigesmodel – og det har også krævet tilpasning. Det vender vi tilbage til.

Færre sager – mere fordybelse

Først tilbage til centret i det sydlige Aarhus, hvor det krævede en måneds hårdt arbejde for de elleve socialrådgivere i projektet at sætte sig ind i de metoder og ikke mindst få det fælles mindset, som projektet hviler på. Der blev talt Signs of Safety, årshjul og løsningsfokuserede spørgsmål – og meget mere:

– Nogen vil måske med rette sige, at meget af det, vi gør, er noget, man har en bevidsthed om i forvejen. Men vi gør det i en klar ramme og med et bevidst valg af metoder. Det giver en systematik, som vi tror på, er gavnlig, siger afdelingsleder Rikke Wonsyld, der er uddannet socialrådgiver.

Både Mette Andersen og Gitte Skrydstrup har været ansat på handicapområdet i flere år, før de kom med i projektet. Og de lægger ikke skjul på, at det har krævet en stor ændring af vaner og rutiner.

– Vi har stort set fået halveret vores sagsstamme, så vi har omkring 22 sager. De 22 sager følger vi så til gengæld langt tættere. For eksempel ved opfølgningssamtalerne, ved at have samtaler med alle børnene, være på hjemmebesøg, besøge skoler og efterskoler – jeg tror aldrig, jeg har været ude på så mange skoler som nu, siger Mette Andersen.

Gitte Skrydstrup er enig.

– Jeg har kørt til Nordjylland for at holde børnesamtale med en ung fyr på efterskolen, og det giver en anden fornemmelse af ham og af, hvor jeg har det unge menneske anbragt. Vi er i det hele taget meget mere synlige gennem vores store netværksmøder, de mange korte og længere telefonsnakke, en kort mail – der er mange små kontakter, som bidrager til større helhedsbillede af den unge og familien.

Nye roller

Synligheden bliver også konkret gennem de metoder, projektet benytter sig af. En af de gennemgående metoder er SOS – Signs of Safety – som rådgiverne både bruger til mødet hjemme hos familierne, men også til netværksmøder.

En del af metoden er at strukturere samtalen ved at tage udgangspunkt i tre kolonner med overskrifterne: Hvad bekymrer? Hvad fungerer? Hvad skal ske?

På netværksmøderne betyder det, at socialrådgiverne står ved en tavle og skriver i kolonnerne, så deltagerne på den måde får et fælles, visuelt udgangspunkt.

– Det føltes grænseoverskridende i starten at tage styringen på den måde, men det fungerer godt. Det ændrer hele samtalen, at vi begynder med at tale om det, der fungerer. Jeg plejer kun at høre om det, der ikke fungerer – blandt andet også, fordi forældrene naturligt er bange for at miste en bevilling, hvis de fortæller om det, der faktisk fungerer. Men de ender med at blive glade for det.

Og samarbejdspartnerne på for eksempel skolerne er meget glade for den måde at tale om barnet på, siger Gitte Skrydstrup.

– Når du sidder i et forum med dem, der kender barnet bedst, og taler om det, der fungerer – så ser du også et andet barn: Det drejer sig om Josefine, der har problemer med sociale relationer – men hun er jo også en anden, når hun trives. Hun trives måske ikke i alle arenaer, men hun trives som oftest i mindst en. Så der sidder måske nogen rundt om bordet og får et mere positivt og nuanceret billede af hende, siger Gitte Skrydstrup.

Lettere at begrunde afgørelser

Mette Andersens samarbejdspartnere er også glade for metoden, og det samme er familierne.

– Jeg tager et stykke A3-papir med og så skriver eller tegner jeg, alt efter barnets funktionsniveau. Og når vi først kommer i gang, så er der jo mange ting, der fungerer supergodt. Og det giver fælles fokus og ejerskab, for det er familiens ord, der står på papiret. På den måde kommer det også til at fungere som et referat af mødet.

Mette Andersen oplever også, at den tætte relation til familierne skaber bedre indsigt og forståelse for de afgørelser, der træffes.

– Det giver bedre forudsætning for at begrunde vores afgørelser, når vi har en god relation, fordi de ved, at jeg kender dem. Samtidig betyder vores tilgang i projektet også, at vi altid har haft en grundig snak med forældrene om, hvad de forestiller sig der skal til, for at gøre barnet eller den unge mest mulig selvhjulpen – så de er meget mere med i processen frem mod en løsning.

En central del af den såkaldte Sverigesmodel er fokus på den mindst indgribende foranstaltning – visualiseret i en indsatstrappe. I projektet i Aarhus arbejder de med at oversætte den til handicapområdet.  Det er ikke helt på plads endnu, men arbejdet betyder en større bevidsthed på målet og omfanget af indsatser.

– Vi prøver at se rundt om hele familien. Og har for eksempel også fokus på, hvad det har af konsekvenser, hvis mor eller far kommer for langt væk fra arbejdsmarkedet, hvis de skal passe barnet hjemme. For det kan jo faktisk være ret indgribende for den forælder. Men økonomi kan jo også være at se på, om en ekstra indsats for at hjælpe en familie med at blive en hel familie måske kan være den rigtigt investering på længere sigt, siger Rikke Wonsyld.

Måske er det i første omgang dyrere med færre sager og mere kontakt. Men på sigt tror de på, at det giver færre alvorlige underretninger og akutte og dyre foranstaltninger.

– Jeg tror på, at vi får taget fat i tingene, før de udvikler sig. Jeg ved det meget hurtigere nu, hvis for eksempel et barn holder op med at komme i skole. Så kan vi tage fat om det, før det bliver for svært at få vendt billedet, siger Gitte Skrydstrup.

Afdelingen får stadig underretninger, men som regel ved socialrådgiverne nu, at de er på vej.

– Vi har så god kontakt til netværket rundt om barnet, at vi nu får besked, hvis der er en underretning på vej, så vi kan tage fat, før den kommer. Det er sjældent, at tingene eskalerer, siger Mette Andersen.

Vi tror på det

De er glade for måden at arbejde på, men afdelingsleder Rikke Wonsyld er også klar over, at socialrådgiverne indimellem er på hårdt arbejde.

– De har nok færre sager, men de er ude i nye arenaer, og de sætter sig selv meget i spil. Det er hårdt arbejde. Så jeg er optaget af, hvordan jeg kan passe på dem, siger hun.

Og Mette Andersen tilføjer:

– Det kan indimellem være hårdt, at vi er i proces hele tiden. Vi arbejder hele tiden med at justere, ændre og forbedre det, vi laver. Der er ikke noget, der er, som det plejer at være. Og man skal huske selv at sætte tid af til det administrative, siger hun.

Enkelte familier har sagt nej til at være med i projektet, blandt andet fordi de ikke havde lyst til den tætte kontakt til en socialrådgiver. Men faktisk er det blandt andet forældre-gruppen selv, der på en række dialogmøder foreslog at prøve Sverigesmodellen.

Foreløbig har projektet kun været i gang i et halvt år, og det er for tidligt at sige noget om resultaterne, og om det fører til et fald i antallet af klager Men de foreløbige tilbagemeldinger fra socialrådgivere, samarbejdspartnere og familier er overvejende positive.

– Mine samarbejdspartnere giver udtryk for at være glade for projektet. Metoderne og tilgangen giver rigtig god mening for dem, siger Gitte Skrydstrup.

Og som Mette Andersen udtrykker det:

– Jeg får nok svært ved det, hvis jeg skal vende tilbage til den anden arbejdsform igen, fordi metoderne bliver en integreret del af ens tilgang til familierne.

 

Kort om ”Tættere på familien”

Projektet kører fra oktober 2016 – november 2019 og bliver fulgt af Center for Innovation og metodeudvikling.

  • ”Tættere på familien” er inspireret af Sverigesmodellen.
  • Teamet består af elleve socialrådgivere og en afdelingsleder
  • Socialrådgiverne har mellem 20 og 25 sager og dermed mere tid til den enkelte familie.
  • Tættere kontakt og hyppigere opfølgning end loven kræver
  • Fokus på størst mulig grad af selvhjulpenhed
  • Økonomisk bevidsthed via indsatsskala