Høringssvar: Ændring af udlændingeloven

Til

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslag om ændring af udlændingeloven vedr. udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse mv.

Generelle bemærkninger:

Indledningsvis vil vi bemærke, at lovforslaget burde have været i høring, inden det blev fremsat i Folketinget. Det er en kritisabel høringspraksis at fremsætte det inden høringen, så Folketinget må gå i gang med behandlingen, inden der foreligger høringssvar. DS ser det som endnu et tilfælde af en alt for forceret behandling af lovforslag vedr. flygtninge og integration. Forceringen skaber risiko for forhastet eller utilstrækkelig behandling af lovforslaget.

Lovforslagets formål er ifølge bemærkningerne, at sikre integrationen og modvirke trusler mod sammenhængskraften i Danmark. Det er målsætninger, som DS støtter. Men mange af de konkrete forslag vil klart modvirke en god integration, og de kan føre til, at der skabes spændinger i samfundet og øgede problemer med udelukkelse og marginalisering. Det sker fx ved at forhindre, at familier samles, selvom det er rimeligt og en forudsætning for, at flygtningene kan gå aktivt ind i integrationen. De nye regler om at udskyde familiesammenføring vil også udsætte børn for en meget alvorlig adskillelse og usikkerhed i deres liv, der er direkte skadelig for dem. Det bliver også sværere for flygtninge og indvandrere at opnå tidsubegrænset ophold, og det vil endda ske med tilbagevirkende kraft. Alt i alt vil lovforslaget medføre, at mange flygtninge (herunder børn) vil blive fastholdt i en uafklaret og marginaliseret situation, hvor de kan bo i landet i mange år uden at kunne blive lukket ind i sam-fundet på normale vilkår og få fulde demokratiske rettigheder. Det kan medføre, at vi får store grupper med uafklarede forhold og uden normale borgerrettigheder. Når man dertil lægger, at mange vil havne i fattigdom på grund af integrationsydelsen, så er det åbenbart, at det er en dårlig og risikabel cocktail.

Lovforslagets forhold til internationale konventioner giver DS anledning til alvorlig kritik. DS mener, at lovforslaget strider mod paragraffer i både Den Europæiske Menneskeretskonvention (EMRK) og FNs Børnekonvention.

Artikel 8, stk. 1 i EMRK sikrer retten til at opretholde et eksisterende familieliv, og den omfatter også flygtninge. Det vil i praksis blive umuligt for flygtninge med midlertidig beskyttelse efter lovens § 7, stk. 3 at opretholde et familieliv, når de først kan søge om familiesammenføring efter 3 år. Det vil være en meget stor belastning for de pågældende, og DS mener, at det er i strid med artikel 8, stk. 1 i EMRK.

Lovforslaget giver også alvorlige problemer ift. Børnekonventionen. Den slår i artikel 3 fast, at barnets tarv i alle forhold skal komme i første række, og af præamblen fremgår det, at barnet bør vokse op i et familiemiljø. Ifølge artikel 9, stk. 1 skal det sikres, at barnet ikke adskilles fra sine forældre, og endelig fastlægger artikel 10, stk. 1, at ansøgninger om familiesammenføring skal behandles positivt, humant og hurtigt. DS mener, at lovforslaget kolliderer med alle disse punkter, idet det netop vil afskære børn fra at få familiesammenføring i de første tre år, efter at de har fået opholdstilladelse efter § 7, stk. 3.

Regeringen erkender, at lovforslaget giver ”en vis risiko” for, at Menneskerettighedsdomstolen i konkrete sager når frem til, at ”det ikke er muligt at stille krav om 3 års ophold som betingelse for familiesammenføring”, som det nævnes i de generelle bemærkninger. DS finder det urimeligt, at man dermed flytter ansvaret for at få konventionerne overholdt over på nogle flygtninge, der har meget få ressourcer til at sikre, at det sker. Lovforslaget åbner bevidst for en ’procesrisiko’, som alene belaster flygtningene.

Bemærkninger til enkelte punkter:

Lovforslagets konsekvenser for børn og unge

Forringelsen af muligheden for familiesammenføring for flygtninge, der har opholdstilladelse efter § 7, stk. 3 kan betyde en meget lang adskillelse mellem forældre og børn, hvad enten forældrene er i Danmark og børnene i udlandet eller omvendt. Det vil medføre stor usikkerhed og utryghed for både børn og forældre og være en meget alvorlig belastning for alle. Samtidig kan det forringe børnenes mulighed for at gennemføre en skoleuddannelse, fordi de kan være afskåret fra relevant skolegang og vil skulle slås med de psykiske belastninger, som adskillelsen skaber.

Forslaget om, at også uledsagede børn skal betale for ansøgning om familiesammenføring vil yderligere gøre det vanskeligt for dem at gennemføre en familiesammenføring, selvom de efter reglerne vil kunne få tilladelse til den. Der er slet ikke i lovforslaget taget stilling til, hvordan børnene skal kunne betale de betydelige gebyrer, de vil blive pålagt, og det vil i praksis kunne blokere for deres mulighed for at få familiesammenføring. Det samme kan reglen om, at den, der søger familiesammenføring, selv skal betale for transporten i den forbindelse. Det vil være helt umuligt for mange af de børn, der kommer til Danmark som uledsagede flygtninge, hvor skulle de få pengene fra? Det er en urimelig situation, især fordi Danmark aktuelt modtager en del uledsagede børn herunder meget små børn, som så vil være afskåret fra at blive sammenført med deres familie. Reglerne bør derfor ændres, så børnene får mulighed for at få rejseudgifter dækket til forældre og søskende, der skal familiesammenføres.

Lovforslaget kolliderer således på flere punkter med et ansvarligt hensyn til børnenes tarv og må som nævnt være i modstrid med Børnekonventionen, der netop har barnets tarv som udgangspunkt. DS finder det yderst kritisabelt, at lovforslaget medfører ændringer, der kan være direkte skadelige for de berørte børn og unge.

Forringelse af muligheden for familiesammenføring

Lovforslaget indebærer en udvidelse fra et til tre år af den tid, der skal gå, inden flygtninge, der har midlertidig opholdstilladelse efter § 7, stk. 3, kan søge om familiesammenføring. DS har svært ved at se den saglige begrundelse for denne ændring. Hvorfor skal det, at de får midlertidig opholdstilladelse indebære, at de afskæres fra at få et familieliv i flere år? Ud fra en grundlæggende humanitær betragtning bør man hjælpe dem til et rimeligt liv, også selvom de antageligt skal tilbage til deres hjemland efter det midlertidige ophold, og det indebærer også et samlet familieliv. I så fald vil de og deres familie blive mindre belastede af deres tid som flygtninge, og de vil kunne vende tilbage med færre skader og belastninger.

Der er en dispensationsmulighed efter § 9 c, stk. 1, men det nævnes flere gange i bemærkningerne til lovforslaget, at den er rettet mod en meget smal målgruppe, som enten har alvorlig sygdom eller et større handicap. DS mener, at dispensationsmuligheden bør gøres væsentligt bredere, så den fx kan anvendes, så forældre kan blive sammenført med mindre børn.

Generelt vil udvidelsen af perioden fra et til tre år belaste flygtningene, fordi de vil være afskåret fra at leve med deres ægtefæller og børn, og belastningen bliver endnu mere alvorlig, fordi familiemedlemmerne kan være i direkte fare og i situationer, der er meget usikre og uholdbare. Alt i alt vil ændringerne lægge flygtningene under et stort pres, hvilket afgjort er skadeligt for integrationsprocessen. Det vil også gøre det meget sværere for disse meget mennesker at komme sig efter flugten og det, de har været udsat for forinden.

Indførelsen af gebyrer for en lang række ansøgninger vil ydermere stille fattige ansøgere meget dårligt. I værste fald kan det blokere for deres mulighed for at realisere de rettigheder, de faktisk har efter loven. Hvis loven vedtages med de foreslåede gebyrer, så må man efter DS’ mening absolut også indføre en trangsvurdering, så personer, der er uden midler, får mulighed for at ansøge uden gebyr.

Forringelse af muligheden for at få tidsubestemt ophold

Også denne ændring er det svært at se en saglig begrundelse for. Er der nogen velbegrundet årsag til det, eller er det for at sende signal om, at vi ikke ønsker flygtningene i Danmark?

Den samlede effekt af ændringerne i reglerne om tidsubestemt ophold vil være, at mange ikke vil kunne klare kravene, så de kan ende med at leve i Danmark, men uden at kunne få deres legale status afklaret og uden demokratiske rettigheder. Det er absolut skadeligt for flygtningenes mulighed for at falde til i Danmark, og det kan blive et stort problem – socialt, demokratisk og integrationsmæssigt for samfundet.

Det er et særskilt problem, at de nye regler også skal gælde for flygtninge, der har været i landet i lang tid, og som derfor har arbejdet med det gældende integrationsprogram. Dem, det rammer, kan kun opleve det som en uret. Det er både skadeligt for integrationen og for retsfølelsen.

Generelt fokuserer de nye krav på de resultater, den enkelte flygtning opnår, ikke på vedkommendes vilje og indsats for at arbejde med det. Den enkeltes forudsætninger for at leve op til kravene tillægges heller ingen vægt, selvom nogle flygtninge har svage forudsætninger på grund af sygdom, manglende intellektuelle evner, traumer osv., der kan gøre det svært eller reelt umuligt at leve op til kravene.

Stramningen af beskæftigelseskravet er meget hård, og mange vil helt være afskåret fra at kunne leve op til det. Når man skal have 2½ års fuldtidsarbejde på 3 år, så ekskluderes deltidsarbejde, og det samme gør et længere forløb med en stabil indsats for at komme fuldt ind på arbejdsmarkedet. Ydermere medfører den nye regel om, at uddannelse ikke tæller med, at man ikke blot nedprioriterer uddannelse, men reelt straffer unge, som har været i gang med det, fx efter et uddannelsespålæg efter kontanthjælpsreformens regler. De vil ikke kunne opfylde beskæftigelseskravet. Uddannelse har været et vigtigt mål i de senere års reformer på beskæftigelsesområdet, og det er centralt i kontanthjælpsreformen. Lovforslaget begrunder mærkeligt nok ikke dette markante skift, men eksklusionen af uddannelse ved tildeling af tidsubestemt opholdstilladelse vil klart kollidere med målet om uddannelse til mennesker, der mangler det. DS mener, at det er en helt urimelig konsekvens af lovforslaget.

Visitation og ransagning af flygtninge og beslaglæggelse af værdigenstande og penge

Lovforslaget åbner for, at politiet kan visitere flygtninge og ransage deres bagage, og at de kan tilbageholde penge og værdigenstande med henblik på at tvangsrealisere dem, så pengene kan anvendes til at dække udgifter til underhold mv. DS finder denne del af lovforslaget yderst kritisabel.

Det vil skabe overordentligt ydmygende situationer, hvor politi og myndigheder ransager baggage og visiterer personer, der i forvejen er i en ekstremt udsat position efter flugt fra krig og undertrykkelse. Flygtningene er i sagens natur uden indbo eller andre større genstande af værdi, de har kun de ejendele, de kan føre med sig eller bære på kroppen. Dermed kan man ikke undgå, at det bliver meget grænseoverskridende at eftersøge værdier ved ransagning af baggage og kropsvisitation. Ydermere vil de i de allerfleste tilfælde være uden midler, så tiltaget vil være helt meningsløst.

En sådan ydmygelse er i sig selv urimelig, men den vil samtidig være en utrolig dårlig indgang til det forløb, der starter, når en flygtning kommer til Danmark. Det vil også stille danske myndighedspersoner i nogle meget ubehagelige situationer, hvor de skal beslutte og foretage vanskelige handlinger på et særdeles usikkert grundlag. Fx vurdere, hvornår et smykke har affektionsværdi og dermed ikke kan beslaglægges. Det kan lede til vilkårlighed og dårlige situationer for både flygtninge og myndighedspersoner.

Forslaget går langt længere end det, man har lov til overfor kontanthjælpsmodtagere. Der konfiskerer man ikke administrativt personlige ejendele, og der er ikke hjemmel til hverken at kropsvisitere eller at beslaglægge værdigenstande, når en person søger kontanthjælp. I så fald skal spørgsmålet først afgøres i fogedretten, fordi beslaglæggelse er et så vidtgående indgreb ift. den grundlovssikrede ejendomsret, at det ikke overlades til enkelte myndighedspersoner. Det er meget velbegrundet både for borgeren og myndighedspersonen, at der er en processuel beskyttelse i forhold til kropsvisitation og beslaglæggelse, og det bør der også være ift. flygtningene. For netop sådanne indgreb fra en myndighedsperson må opleves som meget grænseoverskridende for begge parter. DS kritiserer kraftigt, at lovforslaget sætter sig ud over denne beskyttelse.

Inddragelse af opholdstilladelse

Lovforslaget gør det lettere at inddrage opholdstilladelse, hvis en flygtning rejser til nabolande til sit oprindelige hjemland eller besøger landet selv. DS finder disse ændringer kritisable, fordi de kan cementere den adskillelse af familier, som skærpelsen af familiesammenføringsreglerne vil føre til. Med de nye regler om inddragelse af opholdstilladelse, så vil en flygtning også være afskåret fra at besøge sin familie i fx en flygtningelejr i et naboland. DS anser især blokeringen af besøg i nabolande for urimelig, og vi har meget svært ved at se den saglige begrundeles for denne ændring, der gør begrænsningen af familiesammenføringen endnu mere alvorlig.

Boliger uden for asylcentrene

Adgangen til, at asylansøgere kan bo uden for asylcentrene afskaffes fremadrettet. Det er kritisabelt, fordi asylperioden kan være meget lang, og især fordi ansøgere, der får afslag på opholdstilladelse, men som ikke kan hjemsendes, risikerer at skulle bo i centrene i meget lang tid, nøjagtig som vi så det op til 2011. Man skal i den forbindelse især huske børnene, som måske skal leve store dele af deres barndom i et asylcenter! Den reelle integration begynder også først, når flygtningene forlader asylcentret. Derfor vil afskaffelsen af muligheden for at bo uden for centrene i bedste fald forsinke, i værste fald forhindre integrationen.

Nedsættelse af ydelser til flygtninge

De kontante ydelser til asylansøgerne er i forvejen meget lave, så en nedsættelse med 10 % vil gøre det svært for flygtningene at leve i asylcentrene. Det kan reelt betyde, at opholdet i asylperioden vil blive en selvstændig belastning for dem, og problemet vokser, fordi asylperioden er øget og i dag kan være på mere end et år.

Gentagne ændringer og bureaukrati og uoverskuelighed

Med lovforslaget ændres lovgivningen vedr. integration og flygtninge endnu en gang – og meget omfattende. Det øger de problemer, der i forvejen er med uoverskuelighed og bureaukrati. Ydermere bekræfter det, at denne lovgivning konstant ændres.

Denne udvikling er et problem både for de socialrådgivere, der arbejder med systemet, og for flygtningene, som rammes af et bureaukratisk og tungt system og af konstante ændringer. Det gør det svært at orientere sig og at leve op til de ting, der kræves i integrationsforløbet. Det er indlysende, at det vanskeliggør en god integration, og at det er en belastning for socialrådgiverne, der arbejder med flygtningene.

Samtidig understreger det bureaukratiske system og de konstante ændringer, at der er et stærkt behov for rådgivning til flygtningene. Det gør det endnu mere kritisabelt, at den ekstraordinære asylrådgivning afskaffes, samtidig med lovforslaget.

Forslagets økonomiske konsekvenser

DS vurderer, at lovforslaget samlet vil medføre udgifter for samfundet, fordi en dårligere og langsommere integration er dyrt på længere sigt. Det samme kan man forvente efter de skadevirkninger, der vil komme af at holde børn og forældre adskilt i længere tid. En adskillelse, der både menneskeligt og økonomisk vil trække lange spor i form af traumer, psykiske belastninger, forsinkelse af de berørte flygtninges integration og i værste fald alvorlige sociale problemer.
Med venlig hilsen
Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening