Bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige

Til

Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
1402 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) er glade for muligheden for at kommentere bekendtgørelsen om inddrivelse af gæld til det offentlige.

DS er enig i det overordnede formål med bekendtgørelsen – at personer med gæld til det offentlige skal tilbagebetale denne. Der er dog forskel på, om den manglende frivillige indbetaling af gæld til det offentlige skyldes uvilje eller, at der simpelthen ikke er penge til det. Når man har at gøre med de laveste indkomstgrupper, herunder folk med mange problemer ud over de økonomiske, skal man være opmærksom på, hvilken betydning en afdragsordning kan have for deres økonomi og evnen til at komme ovenpå igen. For hvis inddrivelse af gæld til det offentlige betyder, at den pågældende person ikke kan betale sin husleje, og det bliver starten på en social deroute, så bør man vente med at inddrive gælden til økonomien er i bedring.

Af bekendtgørelsens kapitel 3 ’Afdragsordninger’ fremgår, at har man ingen børn og en netto-indkomst på mellem 85.000 og 105.999 kr. pr. år, så skal man afdrage 5 % pr. måned af sin indtægt til inddrivelsesmyndigheden. Hvis en person har en indtægt på 85.000 kr. pr. år svarer dette til en nettoindkomst pr. måned på 7083 kr. pr. måned til husleje, mad, tøj, forsikring og meget andet. Dette er en meget lav indkomst, hvorfor DS ikke mener, at det er hensigtsmæs-sigt at man skal afdrage sin gæld til det offentlige, før man får en højere indtægt. DS anbefaler derfor, at man skal over kontanthjælpsniveau, før man skal påbegynde en afdragsordning. Kontanthjælp er det beløb, som vi (til trods for at det ikke er blevet testet) har besluttet er det absolutte minimumsbeløb, man har brug for, for at kunne forsørge sig selv og sin eventuelle familie i forbindelse med ledighed. Det giver derfor ikke mening at beslutte, at dette beløb også skal kunne dække tilbagebetaling af gæld.

DS er positiv overfor, at der er forskel på, hvor meget man skal afdrage alt efter, om man har børn. DS vil dog opfordre Skatteministeriet til, at der for enlige med børn kan dispenseres for tabellen i kapitel 3, pga. den endnu mere pressede økonomi de kan have.

DS er positiv overfor den mulighed bekendtgørelsen giver for, at afdragsordninger kan fast-sættes efter en konkret betalingsevnevurdering. DS mener dog ikke, at restanceinddrivelses-myndigheden skal kunne afvise at foretage en sådan betalingsevnevurdering. For hvordan kan man vide, om betalingsevnevurderingens resultat er uden betydning for afgørelsens udfald, hvis man ikke har foretaget en sådan? DS opfordrer derfor til, at man udelader muligheden for at afvise betalingsevnevurderingen.

Det er DS’ opfordring, at de regler der fastsættes for at inddrive gæld aldrig må resultere i, at skyldnere med lav indkomst og mange sociale problemer, får flere problemer ud af at udrede sit mellemværende med det offentlige. Her må og skal socialt udsatte betragtes som en svag part, som det offentlige skal tage hånd om.

Med venlig hilsen

Bettina Post
Formand
Dansk Socialrådgiverforening