Bekendtgørelse og vejledning om Socialtilsyn

Høringssvar til bekendtgørelse og vejledning om Socialtilsyn

Til

Social- og integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

 

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for tilsendelsen af bekendtgørelse og vejledning om Socialtilsyn med bilag.

DS mener, at det er nødvendigt at understøtte den meget grundlæggende reform af tilsynsordningen med klare og dækkende retningslinjer og vejledninger. Derfor er bekendtgørelsen og vejledningen vigtige og relevante. Vi er dog bekymrede for, at de foreliggende udkast er udformet for teknokratisk og med for svag en forstå-else for nogle af de forhold, der faktisk er af betydning for de borgere – børn og voksne – der skal have glæde af tilbuddene.

Den opstillede kvalitetsmodel gør sig umage med at sikre, at tilsynet kommer rundt om en række relevante forhold, og at det kan få de enkelte tilbud til at stramme op på deres praksis ved at stille specifikke krav til tilbuddene angående en række kvalitetstemaer. Man forsøger at holde tilbuddene op på deres arbejde ved at præcisere tilsynsforpligtelsen i forhold til disse temaer, der skal vurderes ud fra nogle meget eksplicitte indikatorer. Det er positivt, at man således forsøger at sikre, at tilsynet faktisk kommer ud i hjørnerne, og at det presser de enkelte tilbud til stadig at kvalificere deres indsats.

Vi hilser velkommen, at der er en så tydelig ambition om at stramme kvaliteten i de enkelte tilbud op. Og at det understreges, at der skal arbejdes målrettet i for-hold til de borgere, der bruger tilbuddet. Hvis dette fokus bliver fastholdt støttende og indsigtsfuldt over for de enkelte tilbud, så kan det være med til at forbedre situationen på enkelte tilbud, der måske ikke altid har været målrettede nok i for-hold til borgernes udvikling.

Dansk Socialrådgiverforening hilser også velkommen, at der i den udarbejdede kvalitetsmodel fokuseres på resultatet, de faktiske ændringer og effekten for de borgere, der bruger tilbuddet. Det traditionelle fokus på processuelle forhold er således brudt i kvalitetsmodellen. Tilsvarende har vi hæftet os ved, at tilsynet får til opgave at være udviklings- og ikke kontrolorienteret. Det er af stor betydning, hvis det kan medføre, at tilsynet ikke bare bliver et top-down styringsinstrument, men at det i praksis inspirerer til interne diskussioner i det enkelte tilbud, og at det kan danne basis for en kollektiv udviklingsproces på stedet.

Når vi alligevel er usikre på den linje, der er lagt i bekendtgørelsen, vejledningen og den tilhørende kvalitetsmodel, så skyldes nogle forhold, som til dels fremgår implicit af de foreliggende udkast.

For det første virker det som om godkendelsen og tilsynet er blevet mere ’tekno-kratisk’. Den samlede vurdering af f.eks. et opholdssted eller et botilbud til voksne skal således ske ud fra, om de borgere, der bruger de pågældende tilbud, nærmer sig de mål, der er sat op for dem. Til dels ret firkantet: f.eks. er kravet til unge i døgninstitutioner og opholdssteder efter kvalitetsindikator 1. e, at de skal have et stabilt fremmøde i deres undervisningstilbud. Uanset, at det måske er en ung, hvor det er umuligt, fordi det aktuelle succeskriterium kun kan være at dæmpe angst og fobier, så vedkommende overhovedet kan omgås andre mennesker og på sigt måske nærme sig en overvejelse om uddannelse eller arbejde.

Vi er bange for, at kvalitetsmodellens tilgang kan medføre, at nogle af de centrale forhold, som er svære at håndtere, men som ikke desto mindre er af meget stor betydning for borgerne, smutter mellem fingrende på os. Hvor i kvalitetskriterierne kan man f.eks. finde en interesse for ’varmen’ i tilbuddene? Og hvor er enga-gementet fra de professionelle og relationen til dem? Eller for at gå endnu videre: hvor er den kærlighed og involvering i børnene, som nuværende og tidligere an-bragte fremhæver som det centrale på et anbringelsessted, ikke mindst i plejefa-milien? Det er meget svært at finde i den nye, mere teknokratiske kvalitetsmodel.

Problemet understreges for os at se ved, at der i høj grad skal arbejdes med kvantitative målinger, som skal opsamles i en form for ’edderkoppespind’ som plastisk skal være tilsynets facitliste. Vi vil fastholde, at Socialtilsynet også må udarbejde dækkende, indholdsmæssige beskrivelser som led i tilsynet. Ikke mindst fordi det også er en mulighed for de borgere, der bruger tilbuddet, for at få et billede af forholdene. Det kan være meget svært for en ikke-professionel at udlæse af et ’edderkoppespind’.

Endelig vil vi påpege, at vejledningen og bekendtgørelsen i nogle sammenhænge anvender et teknokratisk sprog, som kan være velkendt for konsulenter og em-bedsmænd i centraladministrationen, men som kan virke fremmedgørende og udelukkende for praktikere på gulvet. Og for borgerne. Vi tror f.eks. ikke, at pleje-familier eller forældrene til anbragte børn taler om ’overhead’ i anbringelsesste-dernes økonomi, som det gøres i bekendtgørelsens § 15. Eller forstår, hvad der menes med en ’risikobetonet tilgang’ i vejledningens punkt 5. Tilsvarende vil de nok være usikre på, hvad der menes med en ’generisk’ kvalitetsmodel, selvom begrebet er velkendt og elsket i konsulentverdenen.

Dansk Socialrådgiverforening skal på den baggrund opfordre til, at den endelige, konkrete implementering af bekendtgørelsen, vejledningen og kvalitetsmodellen følges meget tæt, og at der tages skridt til at justere de valgte kvalitetsindikatorer og andre forhold omkring den valgte model, hvis nogle af de problemer, vi har peget på ovenfor, faktisk viser sig.

 

Med venlig hilsen

Niels Christian Barkholt
Næstformand
Dansk Socialrådgiverforening