Høringssvar til lovforslag om Den Sociale Investeringsfond

Regeringen og store dele af oppositionen er enige om at etablere Den Sociale Investeringsfond, som skal medvirke til at udvikle og investere i sociale investeringsprogrammer. I en fremsat lovforslag kan man se, at målsætningen er vidtgående, idet der er en ambition om, at fonden med midler fra private investorer kan vokse sig meget stor og kan investere i en meget bred vifte af sociale og andre indsatser. De private investorer skal så have et afkast af deres investering. DS har i et høringssvar påpeget en række svagheder og vigtige problemer ved lovforslaget Den måske vigtigste er, om kommuner og andre offentlige aktører kan få midler til at investere alene, eller om de skal have en privat investor med.

Til

Finansministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) er ikke på listen over organisationer, der har fået tilsendt lovforslaget om Den Sociale Investeringsfond i høring, men vi vurderer, at forslaget kan betyde så meget for det sociale område, at vi alligevel ønsker at svare. Derfor fremsender vi dette høringssvar.

DS er helt enig i, at der er et stort behov for at investere i at løse sociale problemer. Ikke mindst med et langt større fokus på forebyggelse, så man både kan modvirke problemer for borgerne og spare betydelige udgifter for samfundet. Vi ved at investering i virksomme indsatser på det sociale område har haft særdeles gode resultater både historisk og aktuelt. Historisk fx i den dybtgående og lykkelige ændring af situationen for udviklingshæmmede og handicappede efter afskaffelsen af særforsorgen og i de særdeles gode resultater, der er opnået med revalidering – der netop er en investering i det enkelte menneske.

Der er ingen tvivl om, at gennemtænkte sociale investeringer giver et godt afkast ved, at borgere hjælpes til et bedre liv, så de kan bidrage mere og/eller udløse mindre udgifter for det offentlige. Det har flere kommuner allerede vist. Ikke alle grupper kan give økonomisk afkast ved ændret indsats, men flere kan – og det kommer oven i den bedring af borgernes liv, som selvfølgelig er et afgørende resultat. DS mener overordnet, at et sådant afkast bør tilfalde den offentlige sektor, som har ansvaret og står for indsatsen. Det er god styring af velfærden at bruge midlerne der hvor de giver bedst mening, og det kan frigøre ressourcer, der kan reinvesteres i fx tidlig indsats med flere pædagoger, lærere osv. med alle de gevinster, det har.

De offentlige aktørers muligheder efter lovforslaget

Kommunerne tager allerede nu vigtige investeringsinitiativer og har gode erfaringer med det. Det gælder ikke mindst arbejdet med Sverigesmodellen på børneområdet og investeringsprojekter på beskæftigelsesområdet som fx i Hjørring og Sønderborg samt nye investeringstilgange på voksenområdet. Housing First er fx en samlet investeringsindsats ift. hjemløse, der er evidensbaseret og har gode resultater. Det afspejler, at kommunerne har en stor kapacitet til udvikling af det sociale og beskæftigelsesrettede arbejde, som skal anerkendes og styrkes. Man må ikke forfalde til en urimelig forestilling om, at en markedsmodel vil være stærkere både mht. drift og udvikling, en forståelse der anes bag lovforslaget.

Kommunerne og regionerne mangler dog vigtige forudsætninger for at gå ind i omfattende investeringer. Et-årige budgetter og budgetloven gør det svært at anlægge et flerårigt perspektiv, og afkastet på en investering vil ofte komme i helt andre sektorer, så den investerende kommune eller region ikke får det. Disse forhold bør ændres, så kommuner og regioner kan folde deres potentiale i investeringssammenhæng ud. Desværre lader lovforslaget det ligge, så den afgørende impuls til offentlige investeringer mangler. DS mener, at der sideløbende med lovforslaget bør gennemføres lovændringer, der kan sikre, at kommuner og regioner kan investere langsigtet og få del i den gevinst, der skabes i andre sektorer.

Lovforslaget afspejler kommuners, regioners og statslige institutioners kapacitet til at gennemføre udvikling på de store velfærdsordninger ved at fastlægge i bemærkningerne i afsnit 3.3.1.2.2.1, at midler fra fonden til udvikling og modning af nye indsatser kun ydes til statslige, kommunale og regionale aktører. I bemærkningerne til § 1, stk. 2, nr. 2 indsnævres det endnu mere ved, at der kun nævnes kommuner og regioner (s. 29). DS støtter denne afgrænsning – selvom den er lidt upræcis.

Men bortset fra denne præcisering, så er det uklart i lovforslaget, hvilke muligheder, kommuner, regioner og statslige institutioner fremover får mht. investeringer. Vil fonden kunne gå ind i investeringscases, der kun omfatter offentlige aktører? Eller er det en forudsætning, at der er en privat aktør med? Det fremgår ikke af lovforslagets paragraffer, og bemærkningerne er uklare om det. I afsnit 3.3.1.2.2.1 nævnes det således, at fonden skal medvirke til at udvikle og modne nye indsatser, ”der kan danne grundlag for nye offentligt-private partnerskaber”. Det er dog uklart, om et fremtidigt partnerskab er en forudsætning for at yde støtten. I bemærkningerne til § 7 (s. 34) nævnes det, at man ved at give offentlige aktører mulighed for at deltage i projekter, der er støttet af fonden, giver dem ”mulighed for selv at levere en given velfærdsindsats inden for Den Sociale Investeringsfonds foreslåede formål”. Det kan fx være ”en indsats, der fokuserer på at skabe bedre resultater for en gruppe borgere og samtidig mindsker de offentlige udgifter”. Denne formulering kan forstås sådan, at der kan ydes støtte og hjælp fra fonden til projekter, der alene udføres af offentlige aktører.

Dansk Socialrådgiverforening mener, at fonden skal kunne give støtte til rent offentlige projekter, der investerer i at løse og forebygge sociale problemer. Lovforslaget bør tydeliggøres, så der ikke er tvivl om det.

Perspektiver og problemstillinger ved inddragelsen af andre aktører

Andre aktører kan afgjort medvirke i investeringsprojekter på det sociale område. Mødrehjælpen og Settlementet er to oplagte eksempler på det. Mødrehjælpen har løftet enlige mødre op og givet dem en sikker og anerkendt plads i samfundet, og Settlementet har skabt social rehabilitering for mange borgere og samtidig sammenhængskraft og liv i lokalområder. I begge tilfælde særdeles vigtige investeringer. Vi skal hele tiden arbejde på at finde modeller, som optimalt kan inddrage den store viden og kapacitet, som de stærke NGO-er og forenings- og fondsbårne sociale aktører kan bidrage med.

Lovforslaget skal åbne for, at inddragelsen af private aktører sker i en partnerskabsmodel, hvor private aktører kan være med i sociale investeringer ud fra tankerne i Social Impact Bonds (SIB). Dvs. med private fonde og firmaer som investorer i indsatser, som offentlige instanser eller sociale institutioner, fonde og foreninger udfører.

DS støtter, at andre aktører end de offentlige tager del i løsningen af eller forebyggelsen af sociale problemer. Men der er en række forhold, som bør diskuteres, ikke mindst om SIB, og konklusionerne bør afspejles tydeligt i lovforslaget:

  • Markedsbaserede investeringsmodeller fx i form af SIB må ikke blive styrende for prioriteringen i det sociale arbejde. Det skaber en risiko for ’creaming’, at man prioriterer de letteste sager, som der kan laves en business-case på, og ikke ser på de samlede sociale behov herunder de vanskellige sager, som der ikke kan laves et overskudsgivende forløb på. Det offentliges forpligtelse er den samlede mængde af borgere, der har behov for hjælp, og det skal være styrende for prioriteringen af indsatserne.
  • Markedsbaserede investeringer kan også skabe risiko for skæve incitamenter. Fx ved, at prioritere en indsats, der fokuserer på særlige forhold og delproblematikker, som der kan gøres noget ved, men på ikke andre, komplekse og måske ’nedgroede’ problemer, som er meget krævende at ændre. Man skal fastholde en helhedsorienteret indsats for den enkelte borger.
  • Investeringstanken tydeliggør det økonomiske potentiale i at arbejde langsigtet og dybtgående på at løse sociale problemer. Men det må ikke blive styrende, at indsatser skal give et økonomisk afkast, vi skal fastholde, at der også er andre vigtige målsætninger i socialpolitikken. Herunder bedre livskvalitet, optimale udviklingsmuligheder og omsorg for borgere, der aldrig kan komme fri af deres problemer og dermed lette den offentlige økonomi. Fx borgere med alvorlige kognitive begrænsninger eller store sociale problemer. De skal stadig være vigtige målgrupper for socialpolitikken.
  • Brugen af markedsbaserede investeringsmodeller kan medføre ekstra bureaukrati for kommuner, regioner og statslige aktører, der skal indgå i dem. Udformningen af kontrakterne er krævende, og der vil komme kontrol og opfølgning af kontrakten, der også tager tid. Denne belastning af de offentlige aktører skal indregnes i det samlede regnestykke for det enkelte investeringsprojekt.
  • Investeringsprojekterne skal have samme krav om åbenhed og transparens, som der er i det offentlige. Det må ikke være hæmmet af konkurrencehensyn eller –klausuler. Metoder og erfaringer skal være almindeligt tilgængelige som en open source for alle andre, der arbejder med de samme problemer.
  • Alle investeringsmodeller vil forudsætte en bedre evne til at dokumentere og evaluere resultaterne af indsatsen. Man kan ikke lave seriøse business-cases uden at kende problemstillinger, metoder/indsatser og især resultaterne ordentligt. I lovforslagets bemærkninger nævnes dette som en særlig kvalitet ved markedsbaserede investeringer, men det vil alle aktører i enhver investeringscase skulle være meget opmærksom på.
  • DS anser det for indlysende, at alle private aktører betaler fuld skat i Danmark af deres eventuelle gevinst. Det skal heller ikke være muligt at gå på kompromis med lønninger, arbejdsvilkår og kvalitet i investeringsprojekterne.

Man kan slet ikke finde disse overvejelser afspejlet i den forelæggende udgave af lovforslaget og dets bemærkninger, men det er nødvendigt, at de bliver indarbejdet, fordi det er forhold, det skal tages stilling til, når man vil arbejde med SIB.

DS er i tvivl om, hvor rentable kommercielle investeringer kan blive. Det er svært at forestille sig, at private aktører kan gå ind i en storskaladrift, der er bedre og billigere, end det, offentlige aktører kan levere, især hvis man seriøst tager højde for de problemstillinger, der er regnet op ovenfor. Vi er derfor usikre på, om der i praksis vil være investorer, der kan gå ind i dette felt og kan levere noget, som de offentlige aktører ikke kan, og så godt, at der kan laves en businesscase på det.

Ikke mindst, fordi private aktørers krav om et afkast kun kan gøre det dyrere. Ingen kommerciel aktør vil gå ind i og blive i et marked, hvor der ikke er en sikker mulighed for afkast. Et afkast, som DS som nævnt i øvrigt mener, skal tilfalde det offentlige. Hele spørgsmålet om realismen i at finde de private investorer er et spørgsmål, som lovforslaget går meget let henover.

Lovforslaget forudsætter, at der foretages beregninger og vurderinger af investeringscases ud fra SØM-modellen, og at erfaringerne fra gennemførte investeringsprojekter bruges til at videreudvikle modellen. DS kan kun bakke op om, at man trækker SØM-modellen ind og udvikler den yderligere, når der kommer mere viden om de enkelte projekters resultater.

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening