Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats mv.

Til

Beskæftigelsesministeriet
Ved Stranden 8
1061 København K

Dansk Socialrådgiverforening takker for muligheden for at afgive høringssvar til forslaget om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats mv. (reform af kontanthjælpssystemet – indsatsdelen).

Først følger der nogle generelle kommentarer og herefter kommentarer i kronologisk rækkefølge efter paragrafferne i de berørte love.

I. Generelle bemærkninger

Én borger, én plan, én koordinerende sagsbehandler

Dansk Socialrådgiverforening ser mange gode tiltag i kontanthjælpsaftalen. Det gælder ret til en koordinerende sagsbehandler, større mulighed for en helhedsorienteret og tværfaglig indsats samt muligheden for at få en mentor tilknyttet med henblik på en mere håndholdt indsats. DS mener dog, at det er afgørende, at den enkelte borgers forskellige planer bliver koordineret i et tværsektorielt team, så der bliver udarbejdet én plan for hver enkelt borger. Det vil sikre, at alle parter og den koordinerende sagsbehandler arbejde ud fra én plan, som der er enighed om.

I dag er der mange tilbud til borgerne på kontanthjælp. Desværre er koordineringen mellem tilbuddene ofte ringe, så borgerne oplever at blive kastebold mellem forskellige forvaltninger og tilbud. Det er resultatet af en opdeling af ansvaret mellem forskellige enheder i kommunerne og regionerne, og det betyder, at der spildes både tid og penge, og at indsatsen ift. borgerne ikke bliver optimal.

Derfor foreslår vi, at tilbuddene fremover koordineres i én samlet plan for den enkelte borger. Koordineringen og udarbejdelsen af den fælles plan skal foregå i tværfaglige teams. En koordinering vil gøre en konkret forskel for den enkelte borger og være en vigtig nyskabelse fagligt.

Både i sygedagpengeudspillet og i førtidspensions- og fleksjobreformen er tværfaglige teams og én samlet plan centrale elementer. Det er oplagt at fastholde denne tænkning ved at integrere tværfaglige teams og én samlet plan i kontanthjælpsreformen i en eller anden form. Det vil betyde, at kontanthjælpsreformen, førtidspensionsreformen og udspillet til sygedagpengereform opererer med samme metodik ift. borgere, der på mange måder har ensartede problemer. På den måde vil de tre reformer hænge meget bedre sammen ved organiseringen i kommunerne.

Det koster ikke noget særligt at udvikle kommunernes indsats med tværsektorielle/tværfaglige teams, men det er en forudsætning for, at der kan anlægges et reelt helhedssyn, for at der kan udarbejdes en sammenhængende udredning, lægges en samlet plan for indsatsen og for, at alle sektorer faktisk forpligter sig på en sammenhængende indsats.

Visitationen

Det er vigtigt, at der opbygges meget stærk visitation, fordi den har stor betydning for borgerens første møde med systemet og for det planlagte forløb videre, men især fordi den afgør, hvilken ydelse de unge tildeles. Visitationen skal ydermere ske inden for den første uge. Derfor skal der være meget klare regler vedr. den. Lovforslaget indeholder ikke nogen konkrete bestemmelser om den nye visitationsmodel, der henvises kun til de bemyndigelser, ministeren har efter § 4 a, og der er heller ikke i lovforslagets bemærkninger nogen afklarende uddybning.

Ved visitationen skal der udskilles fem grupper af unge: Jobparate, åbenlyst uddannelsesparate, uddannelsesparate, aktivitetsparate og endelig den gruppe af aktivitetsparate, der på grund af særlige udfordringer mht. helbred eller sociale barrierer kan få aktivitetstillæg fra første samtale. Det er fagligt krævende og retssikkerhedsmæssigt meget vigtigt at udskille disse grupper korrekt, så visitationen bør beskrives langt mere præcist, end det sker i lovforslagets bemærkninger.

Dansk Socialrådgiverforening mener, at der skal stilles klare krav til personalets kompetencer. Der skal være mulighed for at trække på tværfaglige kompetencer mht. beskæftigelse, sociale forhold, uddannelse og sundhed, så der kan arbejdes helhedsorienteret ift. de unge. De sagsbehandlere, der har ansvaret for visitationen, skal have solide socialfaglige kompetencer, så de er i stand til at vurdere de unges situation allerede ved første samtale.

Unge, der ikke er åbenlyst uddannelsesparate skal mødes som uddannelsesparate og i de første 3 måneder have yderligere to samtaler samt aktive tilbud, der kan afklare deres ressourcer og behov ift. ordinær uddannelse. Det bør fremgå af bemærkningerne i lovforslaget, at hele indsatsen i denne fase af visitationen skal være tværfaglig og helhedsorienteret, fordi det er en forudsætning for at støtte de unge i en proces frem mod uddannelse.

Det fremgår af bemærkningerne, at der er unge, som på grund af særlige udfordringer mht. helbred eller sociale barrierer umiddelbart kan visiteres som aktivitetsparate, og som derfor skal have aktivitetstillæg med det samme. F.eks. unge med alvorlige sindslidelser. Vi er enige i, at det ikke giver mening at lade dem leve på de meget lave ydelser uden aktivitetstillæg. De vil ikke være i stand til at reagere konstruktivt på en situation med en lav forsørgelse, og de kan i værste fald blive skadet yderligere af den situation, f.eks. hvis de udsættes fra deres bolig eller får forværret deres sindslidelse. Men gruppen er ikke beskrevet nærmere i bemærkningerne. Det mener vi, at den skal, så alle ved, hvilken gruppe, der er tale om, og så der ikke er mulighed for tvivl i kommunerne.

Det foreslås, at der udvikles et digitalt screeningsværktøj til visitationen. Dansk Socialrådgiverforening vil advare mod, at udførelsen af visitationen og beslutningen om de unge træffes ud fra screeningen i stedet for at ske ud fra en kvalificeret og helhedsorienteret socialfaglig vurdering. Det bør fremgå klart af lovforslaget, at visitationen skal bygge på en sådan socialfaglig vurdering og at screeningsværktøjet kun skal støtte den.

Visitationen kan blive et meget udsat sted at arbejde, da der skal træffes beslutninger om økonomisk hjælp som er af meget stor betydning for den enkelte. I værste fald kan det føre til sammenstød eller konfrontationer med unge, som oplever, at de indplaceres forkert og derfor får en meget lavere ydelse. Det understreger betydningen af, at visitationsforløbet mht. bemanding, kompetencer og tydelighed i regelgrundlaget bliver så kvalificeret som muligt. Både for borgerne og de ansatte er det vigtigt, at der skabes de bedst mulige rammer for dette møde, og at der er tid og ressourcer til den enkelte.

Afbureaukratisering

Dansk Socialrådgiverforening har i meget lang tid sammen med mange andre med indsigt i beskæftigelsessystemet påpeget, at der er et meget stort behov for at afbureaukratisere systemet. Systemet er gradvist blevet særdeles bureaukratisk, hvilket har stor betydning på flere måder. Det er belastende for borgerne, der skal agere i et meget tungt og stift system. Stivheden og papirvældet gør det sværere at yde borgerne en optimal indsats, og der er for os ingen tvivl om, at det medfører dårligere resultater for borgerne og samfundet. Endelig er bureaukratiet en stor belastning for de ansatte i jobcentre og tilbud, som skal administrere systemet i det daglige. Der er derfor et stort behov for at tage konkrete skridt til at reducere bureaukratiet og den omfattende regulering af området.

I denne aftale er der ikke taget betydelige nogen skridt i den retning. Tværtimod er der flere elementer i de foreslåede ændringer, som vil udbygge det bureaukratiske system.  Vi vil kraftigt anbefale, at der derfor i anden sammenhæng tages seriøse skridt til at reducere bureaukratiet. Det kunne f.eks. ske i forbindelse med arbejdet i Carsten Koch-udvalget.

Refusionsreform

Der er heller ikke i lovforslaget taget skridt til at forenkle de meget komplicerede refusionsregler, som i høj grad styrer kommunernes praksis, og som ydermere er meget bureaukratiske. Tværtimod lægges der endnu nogle brikker til dette system med forslagene vedr. finansieringen af mentorudgifter og af tilbud efter § 92 samt refusionsordningen i § 118, stk. 1.

Alt i alt gør de mange varierende refusionsordninger det svært at forudsige, hvad regelændringer medfører i praksis, fordi kommunerne manøvrerer efter de økonomiske incitamenter i refusionsordningerne. Det bliver derfor i ikke ringe grad muligheden for refusion snarere end en socialfaglig vurdering, der styrer deres valg.

Vi vil derfor kraftigt anbefale, at der også snarligt gennemføres en tilbundsgående refusionsreform, som forenkler det omfattende og bureaukratiske refusionssystem og fjerner de skævheder, det medfører.

Revalidering

Det er meget veldokumenteret, at revalidering virker og bringer borgerne i arbejde også på langt sigt. Alligevel bruges revalideringen i stadigt mindre grad. Derfor er der beklageligt, at en styrkelse af revalideringen ikke indgår i lovforslaget.

Der bør således gøres op med nogle meget begrænsende principafgørelser og med kommunernes skuffecirkulærer på området. Der blev i 2009, truffet to nye principafgørelser af Ankestyrelsen. En frisør med håndeksem fik således ikke tilkendt revalidering, da man vurderede, at hun kunne tage ufaglært arbejde indenfor et andet område, på baggrund af hendes kompetencer. Og en Socialrådgiver, som ikke længere kunne arbejde inden for sit eget område, blev henvist til, at hun ud fra uddannelse og erfaring kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Samtidig blev to andre principafgørelser ophævet, om en skovarbejder med pollenallergi og en bager med melallergi, som havde fået tilkendt revalidering til nye uddannelser. De to nye afgørelser og ophævelsen af de to forudgående har derefter medført et langt mindre brug af revalidering.

Herudover er brugen af § 32, som giver mulighed for uddannelse på kontanthjælp, blevet brugt i langt højere grad, hvilket har skubbet revalidering endnu mere i baggrunden.

Derfor bør der lovgivningsmæssigt gøres noget for at styrke brugen af revalidering. Vi vil opfordre til, at revalidering i anden sammenhæng gentænkes og får den rolle i beskæftigelsesindsatsen, som dens resultater giver anledning til.

Et rummeligt uddannelsessystem

Når alle unge, der vurderes uddannelsesparate, pålægges at påbegynde ordinær uddannelse, stiller det krav til uddannelsessystemet, om at kunne tage imod dem.

Det må sikres, at der på de forskellige uddannelser støttes op om de unge, som kan have vanskeligheder med at holde fast og gennemføre uddannelsen. Uden en sådan støtte vil det for flere unge betyde nederlag og afbrudte uddannelsesforløb. En sikker gennemførelse vil også kræve en særlig indsats fra uddannelsesstedernes side i form af ekstra støtte til enkelte elever. Dette kan f.eks. være i form af mentorer eller Socialrådgivere tilknyttet uddannelsesinstitutionerne. I tilknytning til kontanthjælpsreformen må der tages konkrete skridt for at sikre, at uddannelsesinstitutionerne kan give de unge den støtte, der er behov for.

Et rummeligt arbejdsmarked

Når alle skal med og i arbejde, er det nødvendigt med et rummeligt arbejdsmarked. Dansk Socialrådgiverforening mener, at reformen mangler initiativer på dette område. Sådanne initiativer må derfor sikres på anden måde.

Et af dem kan være at styrke socialøkonomiske projekter og virksomheder, og vi har med glæde konstateret, at regeringen faktisk er ved at tage konkrete skridt i den retning. Socialøkonomiske projekter og virksomheder skal kunne tilbyde meningsfuld beskæftigelse og aktivitet for særligt udsatte grupper. De skal alle rumme et udviklingsperspektiv for de deltagende, som så vidt muligt kan føre dem nærmere mod arbejde eller uddannelse, men man må også se i øjnene, at der vil være nogle af de deltagende, som ikke kan komme videre på denne måde, og som derfor skal have et tilbud om meningsfuld beskæftigelse og aktivitet, selvom det måske bliver af mere permanent karakter.

Derudover må der tages andre skridt til at fremme et rummeligt arbejdsmarked. Det gælder en indsats for arbejdsfastholdelse, rotationsordninger og brugen af de sociale kapitler i overenskomsterne. Dansk Socialrådgiverforening opfordrer regeringen til i tæt dialog med arbejdsmarkedets parter at tage konkrete skridt til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. Det er en forudsætning for, at kontanthjælpsreformen i sidste ende kan få den effekt, vi alle ønsker.

Implementering

Kontanthjælpsaftalen og reformen om førtidspension og fleksjob ændrer meget på arbejdsformen i kommunerne. Dansk Socialrådgiverforening vil opfordre til, at implementeringen af disse reformer følges tæt, da der kan opstå udfordringer med detaljer i lovgivningen, som man ikke kunne forudse. Herudover må det sikres at lovens intentioner bliver fulgt i kommunerne praksis.

Det er f.eks. af stor betydning, at de nye samlede ungeenheder, opbygningen af en tværsektoriel og helhedsorienteret indsats, etableringen af en koordinerende sagsbehandler og indførelse mentorer med relevant fagligt baggrund, bliver virkelighed i kommunerne. Ellers får kontanthjælpsaftalen ikke den effekt i kommunerne, som den skal have.

II. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser:

§ 10 c, stk. 2. Digitale meddelelser

Af denne paragraf fremgår det, at ”en digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen”. I bemærkningerne fremgår det, at det er det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen, og at det har betydning for hvornår en evt. tidsfrist begynder at løbe.

Hvis afgørelser, partshøringer og andre dokumenter sendes digitalt, skal der tages hensyn til, at et antal borgere stadig ikke er fortrolige med bruges at e-mail og Nem-id. Det gælder måske især nogle af de borgere, der er målgruppen for kontanthjælpsreformen. Der kan også være driftsforstyrrelser på nettet. Derfor mener Dansk Socialrådgiverforening at formuleringen af paragraffen bør ændres, så den tager højde for disse borgeres problemer, så deres retssikkerhed ikke svækkes.

§ 18, stk. 3. Samtaler

Samtaler for personer omfattet af § 2, nr. 12, skal afholdes i et omfang som kan sikre fremdrift i arbejdet med uddannelsespålægget. Opfølgningsreglerne skal derfor ændres, så der kommer fokus på indholdet og ikke på antallet af samtaler på særligt fastsatte dage. Der bør fastsættes et minimum af kontakter pr. år for at følge op på den unges forløb, da der ellers kan komme til at gå lang tid mellem opfølgningerne. Men tidspunktet for den enkelte opfølgning, hvordan den foregår, og hvad den indeholder, skal være op til sagsbehandlerens faglige vurdering.

Opfølgning behøver ikke at være møder med den ledige. Det kan også være indhentning af nye oplysninger, telefonisk kontakt, kontakt til behandlingssted, samtaler med anden aktør, rundbordssamtaler og lignende. Der skal naturligvis føres journal på opfølgningen. En sådan ændring af opfølgningsreglerne vil også være en tiltrængt afbureaukratisering af reglerne.

§ 18 a. Koordinerende sagsbehandler

Med denne paragraf får personer, som er omfattet at § 2 nr. 3 eller 13, ret til en koordinerende sagsbehandler, der skal sikre en helhedsorienteret og tværfaglig indsats koordineret på tværs af de kommunale forvaltninger. Det er et rigtig godt tiltag, som kan sikre en lagt mere kvalificeret indsats for målgruppen, og vi mener også, at det er godt, at funktionen som koordinerende sagsbehandler kan placeres i en anden enhed i kommunen end jobcenteret.  Vi mener dog, som nævnt ovenfor, at der er behov for også at indføre et tværsektorielt og -fagligt team, som kan indgå i udredningen og planlægningen af indsatsen for borgeren. Uden et sådant team kan den koordinerende sagsbehandler komme til at stå alene med koordineringen. I værste fald får koordinatoren en meget vanskelig opgave med at koordinere i et system, der i øvrigt ikke hænger sammen.

Tilsvarende mener vi, som nævnt, at der skal tages skridt til at indføre én samlet plan for de aktivitetsparate borgere. En overordnet plan, der kan styre de konkrete handleplaner fra de forskellige forvaltninger. Den må udarbejdes i det tværsektorielle team, hvorefter den koordinerende sagsbehandler skal være tovholder på den. En borger kan i dag have mange forskellige planer, som f.eks. en social handleplan, en behandlingsplan ift. misbrug, en genoptræningsplan i sundhedssystemet, en eller flere planer fra børne-familie-afdelingen, en jobplan osv.

Den koordinerende sagsbehandler skal have en relevant faglig baggrund, da vedkommende skal være i stand til at arbejde med borgere med komplekse problemstillinger, hvor det er nødvendigt at have en socialfaglig viden for at kunne planlægge og koordinere i samarbejde med den enkelte borger.

Herudover er det afgørende for kvaliteten af arbejdet, at den koordinerende sagsbehandler har en mængde sager, der svarer til opgaven som koordinerende sagsbehandler. Det er en opgave, som indebærer et stort tværfagligt samarbejde og koordinering på tværs af forvaltningerne, hvilket naturligvis kræver tid.

§ 20 a. Første visitationssamtale

I bemærkningerne til § 20a, fremgår det, at den unge forud for første visitationssamtale skal have forberedt sig ved at overveje uddannelsesønsker, mål og muligheder. Det bør sikres, at den unge informeres om forventningerne til denne forberedelse skriftligt eller telefonisk, så vedkommende har mulighed for at leve op til kravene. Det fremgår ikke af bemærkningerne hvordan det skal ske, og det er også uklart, hvilken grad af forudgående forberedelse, der forventes.

§ 21 b, stk. 8. Ubrudt forløb mellem uddannelseshjælp og uddannelse

Jobcenteret skal efter denne paragraf forsætte indsatsen helt frem til uddannelsesstart for at sikre et ubrudt forløb mellem uddannelseshjælp til uddannelse.

Dansk Socialrådgiverforening vil gerne kvittere for dette forslag, som vi mener er væsentligt for at sikre, at den unge kommer godt i gang med uddannelse.

§ 31 b. Mentorstøtte

Mentorstøtte kan gives, hvis en person ikke kan deltage i tilbud efter kapitel 10-12, og det er samtidig et tilbud som åbner op for aktivitetstillægget. Mentorerne skal også have en stor rolle ift. de aktivitetsparate, og det kan også give meget god mening for denne målgruppe at få en mentor. På den baggrund må det antages, at mange borgere med meget komplekse problemstillinger vil få tilknyttet en mentor.

Det er vigtigt, at relationen mellem personen og mentoren er god, både fordi de skal have et tæt samarbejde, men især fordi undersøgelser af mentorordninger viser at relationen er af stor betydning for den unges progression. Derfor bør det være muligt at skifte mentor, hvis relationen ikke fungerer. Det bør fremgå af bemærkningerne.

Dansk Socialrådgiverforeninger mener det skal sikres, at den enkelte mentor kvalifikationsmæssigt matcher borgerens udfordringer, og at de derfor har en relevant faglig baggrund. Det vil være afgørende for effekten af ordningen.

§ 31 b, stk. 2. Udskrivningskoordinator

Personer, som er omfattet af § 2 og udskrives fra en psykiatrisk indlæggelse vil få ret til mentorstøtte i op til 3 måneder før udskrivelsen og minimum 6 måneder i alt. Af bemærkninger fremgår, at denne mentor skal have særlige kompetencer ift. målgruppen, men der er ikke skrevet noget om hvilken faglig baggrund, de skal have. Dansk Socialrådgiver forening mener, at det bør sikres at disse mentorer har en relevant faglig baggrund, og at det derfor skal præciseres i bemærkningerne.

§ 31 b. Udslusningskoordinator

En anden målgruppe, som kommunen skal have fokus på i forbindelse med overgangen til en normal hverdag med eventuel støtte fra kommunen, er indsatte i afsoningsinstitutioner, der står overfor løsladelse.

Denne støtte fremgår ikke af selve lovteksten i § 31 b, og det er også uklart i bemærkningerne, om udslusningskoordinatorer skal varetage udslusningen fra fængslet på samme måde som udskrivningskoordinatorerne ift. de sindslidende. Eller om det er en opprioritering af den mentorordning, som allerede findes i kriminalforsorgen.

Vi mener, der bør sikres en sammenhængende indsats, som allerede påbegyndes før løsladelsen, og der bør udarbejdes en uddannelses- eller jobplan, som skal følges efter løsladelsen. Vi mener også, at ordningen skal gælde for indsatte i arresthuse, da afsoningerne i nogle tilfælde foregår alene i arresthuse på grund af ventetiden på dommen.

§ 31 d. Mentorfunktionen

Det fremgår, at hvis en virksomhed eller en uddannelsesinstitution skal have støtte til at varetage en mentorfunktion, så skal indsatsen ligge ud over det, arbejdsgiveren eller institutionen sædvanligvis forventes at varetage.

Det er væsentligt, at der sikres fælles forståelse for, hvilken indsats arbejdsgiveren eller institutionen forventes at varetage, da forventningerne godt kan være så forskellige, at borgeren ikke får den indsats, der er behov for, og at der heller ikke tilknyttes en mentor.

§ 121 a. Refusion på mentorudgifter

Refusionen af udgifter til mentorer sker ud fra en udmeldt ramme, hvorefter der refunderes 50 % af udgifterne til mentorer efter kapitel 9b. Rammen skal hvert år udmeldes ud fra årets finanslov. Dansk Socialrådgiverforening mener, at denne ordning kan medvirke til at sikre budgetoverholdelse, men den kan også medføre, at kommunerne holder igen med tildeling af mentorer, når rammen er brugt. Dermed udhules dette element i reformen. Ydermere er ordningen bureaukratisk ude i kommunerne.

Dansk Socialrådgiverforening mener, at kommunerne i stedet skal sikres en fast refusion af udgifter til denne mentorfunktion, hvis den skal være stabil og af god faglig kvalitet.

Det fremgår ikke af bemærkningerne til denne paragraf, at der ydes refusion i forbindelse med udslusningskoordinatorer, som i bemærkningerne til dette kapitel ellers indgår sidestilles med mentorer. De bør naturligvis have refusion på linje med de andre mentorer.

Dansk Socialrådgiver mener i øvrigt, at det er rigtig godt, at igangværende mentorforløb kan forsætte, når borgeren f.eks. starter på ordinær uddannelse eller arbejde, og at der ydes refusion til dette.

§ 32 a. Læse-, skrive-, regne- og ordblindekursus samt realkompetencevurdering

Dansk Socialrådgiverforening vil kvittere for, at personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, 3, 12 og 13, gives ret til læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, hvis en test viser behov for det. Det har stor betydning for at kunne komme videre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Det er også godt, at personer omfattet af § 2, nr. 1 og 2, som ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, får ret til en realkompetencevurdering. Det kan både medvirke til at afdække deres uddannelsesbehov og til at sikre, at de kan evt. kan få papir på deres kompetencer og få merit for en del af en uddannelse. Vi mener dog, at denne mulighed også bør udvides til at gælde personer omfattet af § 2, nr. 9 og 10.

§ 42 a. Nytteindsats

Nytteindsats skal efter lovforslaget bestå af udførsel af samfundsmæssige opgaver på en kommunal virksomhed.  Vi mener, at formuleringen i lovgivningen bør være mere præcis, så det tydeliggøres, hvad intentionen med nytteindsatsen er, udover at personen skal arbejde for sin ydelse. Der bør være et arbejdsmæssigt sigte i nytteindsatsen, som enten peger på et kompetenceløft eller på en mulighed for et fremtidigt ordinært arbejde.

I bemærkningerne til denne paragraf fremgår det, at nytteindsats er arbejde på kommunale arbejdspladser af nytteskabende værdi. Og at det skal være en form for beskæftigelse, hvor den enkelte indgår i et arbejdsfællesskab. Det bør fremgå mere tydeligt, hvad der kan ligge i nytteskabende værdi, og det bør fremgå, om det alene forventes, at personen indgår i et arbejdsfællesskab med andre i nyttejob, eller om det er i et almindeligt arbejdsfællesskab med fastansatte medarbejdere i kommunen. Vi mener, at det sidste bør være tilfældet, fordi det er en vigtig del af nytteindsatsen, at den forgår i et normalt arbejdsfællesskab.

Hvis der skal ydes nytteindsats indenfor områder, hvor det ikke er tænkeligt, at den enkelte kan opnå ansættelse, må det antages at tilbuddet kan stride mod bemærkninger til § 42 b om, at tilbuddet så vidt muligt skal være rettet mod beskæftigelse inden for områder med behov for arbejdskraft.

§ 48, stk. 4. Rimelighedskravet

Af denne paragraf fremgår det, at ”for personer, der er i virksomhedspraktik i form er nytteindsats, kan det lokale beskæftigelsesråd dispensere fra rimelighedskravet efter ansøgning fra kommunen.”

Dansk Socialrådgiverforening mener, at det bør fremgå af bemærkningerne til denne paragraf, hvad der kan begrunde en dispensation fra rimelighedskravet. Det fremgår af § 50, at ministeren kan fastsætte nærmere regler for nytteindsats, herunder om indholdet og muligheden for at dispensere fra rimelighedskravet. Vi mener, at denne mulighed skal benyttes til at fastsætte sådanne regler.

§ 92. Refusion på tilbud

Personer som er omfattet af § 2 nr. 2 har ret og pligt til tilbud efter kapitel 11 og 12 efter 3 måneder med kontanthjælp og personer som er omfattet § 2 nr. 3 har ret og pligt til tilbud efter kapitel 10-12 efter 6 mdr.

Ifølge § 92 gives der de første 9 måneder ikke refusion på ordinær uddannelse, og de første 24 måneder gives der ikke refusion for tilbud om øvrig opkvalificering og vejledning. Det kan betyde at målgruppen til trods for mangler i praktiske og personlige kompetencer kommer til at fortsætte i virksomhedsrettede tilbud, som ikke kan fører til ordinær ansættelse f.eks. på grund af barrierer i praktiske og personlige kompetencer.

Personer, der er omfattet af § 2, nr. 2, har dog efter § 96, stk. 1 efter første afsluttede tilbud ret og pligt til at påbegynde nyt tilbud efter kapitel 10-12.
Det er uklart, om personer omfattet af § 2, nr. 2 har ret til tilbud efter kapitel 10, selv om kommunen ikke modtager refusion for tilbud under dette kapitel.

§ 96, stk. 3. Ret til tilbud

Personer omfattet af § 2 nr. 3 har ret og pligt til at påbegynde et nyt tilbud, hver gang den pågældende har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 12 mdr.

Dansk Socialrådgiverforening mener, at der bør sikres en mere kontinuerlig indsats for personer som er omfattet af § 2, nr. 3. De har i mange tilfælde behov for en helhedsorienteret, tværfaglig, koordineret og håndholdt indsats. Derfor er bestemmelsen om, at der alene skal gives ret og pligt til tilbud efter kapitel 10-12 én gang om året, ikke i alle tilfælde tilstrækkelig.

§ 96 b. Forskel på ret og pligt i selve loven og bemærkningerne

Personer omfattet af § 2, nr. 12 og 13 får ret og pligt til at påbegynde tilbud efter kapitel 10- 12, senest efter en måned og fortsætte kontinuerligt med dette indtil de påbegynder ordinær uddannelse. Det fremgår dog af bemærkningerne, at personer, som vurderes uddannelsesparate, alene har ret og pligt til at påbegynde nytteindsats efter kapitel 11. Det bliver derudover muligt at tilbyde målgruppen tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10, men der ydes ikke refusion på dette.

På den baggrund skal det bemærkes at selve lovteksten og bemærkningerne ikke er sammenfaldende ift. ret og pligt til tilbud.

Særskilt om ændring af lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats

§ 15 stk. 3. Tværgående ungeforvaltning

Indsatsen for de unge under 30 år uden uddannelse, kan efter ændringerne i § 15 fremover foregå i en særskilt enhed, og kommunalbestyrelsen kan beslutte at etablere en sådan enhed som en tværgående ungeforvaltning uanset bestemmelsen i § 14 stk. 1. Dansk Socialrådgiverforening har mange gange peget på de meget beklagelige opdelinger i indsatsen over for de  unge, og vi har understreget, at der må åbnes for en tværgående enhed. Vi støtter derfor fuldt ud op om denne ændring og ser den som en af reformens afgørende nyskabelser.

Vi mener dog også, at der er grund til også at inddrage unge, der er omfattet af § 2, nr. 3. Denne målgruppe har også komplekse og sammensatte problemstillingen, som bedst kan løses i en tværgående forvaltningsenhed. Vi vil også pege på, at unge, der har taget en kompetencegivende uddannelse, men som har så alvorlige problemer, at de ikke kan visiteres som jobparate, også bør være omfattet af en samlet ungeforvaltning. Det er de ikke efter forslaget, fordi paragraffen kun nævner unge uden uddannelse. Paragraffen bør derfor ændres, så den kan omfatte alle unge med behov for en tværgående og sammenhængende indsats.

Vi ser i den forbindelse § 15, stk. 5 som et skridt på vejen, fordi funktionen som den koordinerende sagsbehandler kan varetages i en anden enhed i kommunen end jobcenteret. Det kan styrke en mere tværgående indsats for de udsatte unge.

 

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening