Høringssvar: Lovforslag om ro og orden på indkvarteringssteder for uledsagede mindreårige udlændinge

Til

Udlændinge- og integrationsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til lovforslaget om ændring af udlændingeloven vedr. ro og orden på indkvarteringssteder for uledsagede mindreårige udlændinge.

DS skal først bemærke, at vi har svært ved at se behovet for lovforslaget. Vi er ikke bekendt med, at der har været forhold eller episoder på indkvarteringssteder for uledsagede mindreårige flygtninge, der gør et så omfattende og vidtgående lovforslag nødvendigt. Det virker som et voldsomt signal rettet mod et begrænset eller måske ikke-eksisterende problem.

Vi vil også bemærke, at vi finder, at lovforslaget er præget af en tænkning og fokusering, der ikke svarer til den, Danmark normalt har ved det offentliges indsats ift. børn og unge. Det understreges gentagne gange, at lovforslaget er udformet for at sikre ro og orden på indkvarteringssteder. Omvendt skal man kigge langt efter formuleringer om, at lovens formål er at sikre børnene gode udviklingsmuligheder og i øvrigt et godt liv, mens de er i indkvarteringsstederne. Det ville normalt være vigtige mål i dansk lovgivning om det offentliges ansvar for børn. Der er heller ikke noget, der lægger op til en stærkere pædagogisk indsats for at imødegå problemer eller for at give børnene gode betingelser. Lovforslaget undlader også helt at omtale, at nogle af børnene kan have traumer fra deres tidligere liv, og at man også bør have fokus på at tage sig af det, snarere end kun at tænke på sanktioner for at sikre ro og orden. Loven har et ret enøjet fokus ved igen og igen at italesætte ønsket om ro og orden. Det er i klar modstrid med en normal dansk tradition pædagogisk og indsatsmæssigt, og det er en tone og en ånd, som vi ikke ville formulere over for danske børn.

Med hensyn til de konkrete ændringer, så forekommer det DS uforståeligt, hvorfor der skal fastsættes regler om en husorden for indkvarteringsstederne, når det almindelige anstaltsforhold allerede giver en hjemmel, som de fleste steder benytter sig af. Vi er ikke bekendt med, at der er behov for nye muligheder for at fastsætte spillereglerne på disse steder. Ydermere forekommer de obligatoriske regler i de nye husordner ret vidtgående, så børnene og de unge kan blive styret stramt i hverdagen. Ikke blot med fastlæggelse af en stram dagsrytme og sengetider men også med regler om besøg, brug af elektroniske kommunikationsmidler og retningslinjer for aktiviteter uden for matriklen.

Dertil kommer så de sanktionsformer, som lovforslaget lægger op til ved brud på husordenen. Sanktionsformerne fremstår både vidtgående og omfattende. Fx er der side 24 en opremsning af, hvordan man kan udelukke børn og unge, der bryder husordenen, fra fælles aktiviteter. Den ville vi aldrig udsætte danske børn for. Det er et sanktionskatalog, som vi normalt ikke ville overveje, og som vil kunne optrappe konflikter og introducere en sanktionerende pædagogik, der burde være fortid i Danmark. Ydermere trappes sanktionsmulighederne endnu mere op med lovforslagets forslag om, at man kan fratage børn og unge deres meget beskedne lommepenge som sanktion. Det ser ud som straf uden at overveje, om man kan løse problemerne på andre måder – fx med en kvalificeret og udviklende pædagogik. Og lovforslaget kan med konkrete formuleringer i bemærkningerne lægge op til en rigid fortolkning. Fx når der står, at hvis et barn eller en ung ”bliver taget i at spille høj musik på værelset kl. 02.00, vil den pågældende kunne trækkes i lommepenge én dag”. Med en sådan linje kan det blive en hverdag med konstante konflikter om en stram husorden og rigide, økonomiske sanktioner.

I flere af de konkrete ændringer overføres reglerne fra Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge direkte til de uledsagede børn og unge. Men skal uledsagede børn og unge, der kom hertil for at søge asyl, uden yderligere overvejelse underlægges de samme regler om magtanvendelse som anbragte børn og unge? Det virker ude af proportion.

Indførelsen af regler fra Lov om voksenansvar vil lægge et stort ansvar og meget krævende problemstillinger over på personalet. Nu skal de til at handle over for børnene og de unge på en måde, som kan skabe mange konflikter og risiko for optrapning. Det vil være en generel belastning for personalet, og det kan gøre det nødvendigt med en opnormering for at tackle anspændte og konfliktprægede situationer i hverdagen.

En af ændringerne er muligheden for at kræve rusmiddeltest af de unge. Den svarer til § 5 i lov om voksenansvar for anbragte, men skal alle de uledsagede unge underlægges et regelsæt, der er lavet til en meget lille gruppe børn og unge med særlige problemer og et så stort behov for pædagogisk og behandlingsmæssig indsats, at de skal på en døgninstitution? Ydermere kan ændringen synes indholdsløs, fordi de unge kan nægte at medvirke til en test, hvorefter den må opgives.

Indførelsen af muligheden for ’fysisk guidning’ af børnene og de unge er også taget fra Lov om voksenansvar. Ift. uledsagede børn og unge fremtræder den tåget og som en glidebane. Hvad er ’fysisk guidning’ i praksis? Hvordan undgår man, at den gradvis optrappes og udløser konfrontationer? Hvor er grænsen til magtanvendelse i praksis? Og er det det pædagogiske paradigme, vi ønsker at anvende over for børn og unge? Hele ideen om, at loven skal åbne for en fysisk styring af børn, som børnene ydermere ikke kan klage over, ligger langt fra det, man gør ved danske børn, med mindre ekstraordinære forhold gør det absolut nødvendigt, fx under en anbringelse på døgninstitution.

DS mener også, at indførelsen af regler om magtanvendelse er svær at forstå. Man kan i forvejen bruge straffelovens regler om afværgehandlinger eller nødret. Men lovforslaget indfører alligevel eksplicitte regler om afværgehjælp og fysisk magtanvendelse over for børnene og de unge. Ydermere fremgår det af bemærkningerne, at magtanvendelse kan anvendes over for ”uledsagede mindreårige udlændinge, der gennem en aggressiv eller negativ adfærd skaber utryghed og uro”. DS er helt uforstående over for, at man skal kunne anvende magtanvendelse over for ”negativ adfærd”. Det er en voldsom ændring ift. det, vi i andre situationer anvender over for børn og unge i Danmark.

De nye regler om tilbageførsel af børn eller unge ved at ”fastholde og føre” dem, hvis de rømmer fra indkvarteringsstedet, er selvmodsigende. Det understreges i bemærkningerne, at børnene og de unge ”frit kan forlade indkvarteringsstedet”, og at ”de har ret til frit at bevæge sig uden for det”. Men samtidig indføres reglen om tilbageføring med magt, hvis de rømmer – uden at det specificeres, hvad rømning betyder. Er udeblivelse én dag nok til, at en unge med magt kan tilbageføres? Eller én nat? Tilbageførselsreglerne forekommer DS at være både uklare og konfliktoptrappende.

Lovforslaget indfører også en mulighed for at tvangsanbringe børn og unge ”for at der hurtigere kan skrides ind over for en uledsaget mindreårig udlænding, både af hensyn til den pågældende selv og af hensyn til de øvrige udlændinge på indkvarteringsstedet.” DS mener, at et sådant anbringelsesgrundlag går langt længere, end man ville kunne ift. danske børn og unge. Dertil kommer, at det skal kunne gennemføres uden en ordentlig undersøgelse af barnet og af forholdene omkring det. Det er kritisabelt, at undersøgelsen afkortes til at vare en måned, og at den alene ”kommer til at bygge på en udtalelse fra indkvarteringsoperatøren”, det forekommer helt utilstrækkeligt. Det nævnes i bemærkningerne, at det skal ”sikre, at der hurtigere kan skrides ind over for en uledsaget mindreårig udlænding … for at undgå, at en udlænding med en meget negativ adfærd opholder sig unødigt længe på indkvarteringsstedet”. En negativ adfærd bør ikke kunne føre til en tvangsanbringelse, det ligger langt fra den praksis, der er normalt for tvangsanbringelser. Formuleringen strider da også mod et andet sted, hvor det slås fast, at tvangsanbringelse alene vil kunne ske, hvis de almindelige bestemmelser om tvangsanbringelse er opfyldt. Og de går ikke så langt. DS mener også, at det er godt, at beslutningerne skal træffes af kommunernes børn- og ungeudvalg efter deres normale procedurer. Det kan være med til at dæmme op for at bruge den nye bestemmelse på urimelige måder.

DS vil endelig påtale, at undervisning og aktivering i modtagecentrene afskaffes. Sådanne aktiviteter bør sættes i gang meget hurtigt, både for at sikre, at de pågældende udlændinge kan fungere bedst muligt, mens de er i landet, og for at igangsætte integrationsarbejdet hurtigt, når de pågældende faktisk skal blive her. Hurtig igangsættelse kan modvirke tomgang og passivisering, og det kan være af stor betydning for, om de pågældende udlændinge oplever en passivisering, der i værste fald kan glide over i skadelig klientgørelse.

Med venlig hilsen

Henrik Egelund Nielsen
Socialpolitisk koordinator
Dansk Socialrådgiverforening