Høringssvar: Lovforslag om ændrede minimumskrav til mentor, sammenlægning af rammer for mentor og aktiv indsats m.v.

DS kritiserer lovforslaget, da det er en forringelse af den indsats der skal bringe udsatte borgere tættere på arbejdsmarkedet. DS mener, at når mentorordningerne har kvalitet fagligt og kapacitetsmæssigt, så vil de kunne hjælpe nogle kontanthjælpsmodtagere, som ellers vil være meget dårligt stillede.

Til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
Njalsgade 72A
DK-2300 København S

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at afgive høringssvar til ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Lovforslaget ændrer minimumskrav til mentorer, afskaffer refusionen til øvrig vejledning og opkvalificering til jobparate og sammenlægger og reducerer rammerne for mentor og aktiv indsats m.v.

DS mener generelt, at det er meget kritisabelt, når dette lovforslag reducerer bevillingen til den indsats, der skal bringe de mest udsatte ledige nærmere job, uddannelse og inklusion i samfundet. Netop nu, hvor der skæres kraftigt på ydelserne til disse mennesker, så vil en reduktion af indsatsen ramme særlig hårdt. Der er brug for det modsatte, hvis vi skal lykkes med at bringe mennesker, der i dag står langt fra arbejdsmarkedet, i job og selvforsørgelse.
Det er for os at se sandsynligt, at lovforslaget medfører, at nogle borgere ikke får de tilbud om mentorstøtte, vejledning eller anden støtte, som kunne bringe dem tættere på arbejde. Ydermere kommer lovforslagets nedskæring efter, at de kommunale budgetter er vedtaget og beskæftigelsesindsatsen er planlagt for 2016, så kommunerne vil komme i en vanskelig økonomisk situation og vil skulle reducere allerede lagte budgetter.

Forslaget om at begrænse minimumskravet vedr. mentorer efter § 93, 2. pkt. og § 96c 2. pkt.

Forslaget reducerer minimumskravet til mentorindsats, så aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke er i andet tilbud, fremover kun skal have kontant med de-res mentor hver anden uge og ikke som nu hver uge.

Mentorerne yder i dag en nødvendig indsats og er et tilbud til en gruppe meget udsatte og dårligt stillede ledige. I praksis står mentorerne ofte for et helt nødvendigt motivationsarbejde ift. ledige, som kan have meget store problemer med selvtillid og isolation og en stor usikkerhed eller direkte angst for at skulle i arbejde eller uddannelse. Dette motivationsarbejde har sagsbehandlerne med deres store sagsbunker ikke mulighed for at tage sig af i tilstrækkeligt omfang, så en mentor kan blive den person, som faktisk kan få en udsat borger på kontanthjælp ind i en udvikling, der kan føre ud af en fastlåst situation. Og man skal huske, at der er en del borgere, hvor mentoren er den eneste indsats, man kan sætte i gang. Når mentorordningerne har kvalitet fagligt og kapacitetsmæssigt, så vil de kunne hjælpe nogle kontanthjælpsmodtagere, som ellers vil være meget dårligt stillede. Derfor er det alvorligt at skære i denne ordning.

Forslaget om at afskaffe refusionen til ’øvrig vejledning og opkvalificering’ efter § 118 stk. 4

Afskaffelsen af refusion til kommunernes udgifter til ’øvrig vejledning og opkvalificering’ til jobparate kontanthjælpsmodtagere og integrationsydelsesmodtagere samt åbenlyst uddannelsesparate på uddannelseshjælp og integrationsydelse vil forringe indsatsen over for borgere, som har været på kontanthjælp i mere end 24 måneder. Tilbud om ’øvrig vejledning og opkvalificering’ gives til kontanthjælpsmodtagere, som man har en forventning om relativt hurtigt kan blive selvforsørgende, men som har behov for et ekstra løft for et komme dertil. De må forventes nu at få en dårligere indsats, fordi kommunerne ikke længere får refusion til tilbud efter § 32.

I lovforslagets bemærkninger henvises der til, at nytteindsats og virksomhedspraktik har en større “afgangseffekt”, og fjernelsen af refusionen skal skubbe kommunerne i den retning. Men resultatet af at ramme kommunerne økonomisk ift. vejledning og opkvalificering er, at de generelt får dårligere mulighed for at yde en kvalificeret indsats med en række redskaber til rådighed. De vil selvfølgelig blive meget mere tilbageholdende med at anvende vejledning og opkvalificering til disse kontanthjælpsmodtagere. Ifølge lovforslagets bemærkninger er der i dag 1900 kontanthjælpsmodtagere og 500 uddannelsesydelsesmodtagere, der er fuldtidsaktiverede i en form for vejledning og opkvalificering. De må forventes at blive ramt af forslaget.

Sammenlægning af rammerne for mentorer og indsats

Lovforslaget indebærer også, at den særlige mentorramme i § 121a lægges sammen med rammen for refusion til aktivering m.m., og at denne samlede ramme beskæres med 166 millioner i 2016 og 146 millioner årligt derefter. DS kan kun se dette som en generel nedskæring af kommunernes økonomi til indsatsen over for kontanthjælpsmodtagere og andre ledige, der står langt fra arbejdsmarkedet. Vi må selvfølgelig advare stærkt mod en sådan nedskæring, da den sammen med de øvrige nedskæringer i lovforslaget vil forringe den samlede indsats markant.

Fokus på virksomhedspraktik

En af lovforslagets intentioner er at øge brugen af virksomhedsrettet tilbud. Men hvis det skal lykkes, så skal man være opmærksom på, at der i mange kommuner er mangel på virksomheder der vil oprette sådanne pladser. DS mener, at der er god mening i at fokusere på virksomhedsrettede tilbud, men det er nødvendigt, at der investeres i området, så der ikke opstår flaskehalsproblemer, som der os bekendt er i mange kommuner.

Det er nødvendigt, at de virksomhedskonsulenter, der er bindeleddet mellem kommune og virksomhed har den fornødne tid til både at servicere virksomhederne og til at være opsøgende og finde nye pladser inden for forskellige arbejdsområder. Det er ligeledes centralt at pladserne matcher borgernes forudsætninger og kompetencer. Denne opgave kræver et godt kendskab til det lokale erhvervsliv, men også til den borger, der skal benytte sig af virksomhedspraktikken. Det er derfor nødvendigt, at virksomhedskonsulenterne både har viden om og kontakt til virksomhederne og en solid socialfaglig viden om, hvordan man skal få borgeren ind på virksomheden og kan fastholde vedkommende der.

Effektanalyse om nytteindsatsen

Der peges i lovforslagets bemærkninger på effekten af nytteindsatsen. DS vil i den forbindelse pege på, at der er grund til at stille spørgsmål ved, om den nævnte ”afgangsrate” er et udtryk for, at borgerne kommer i ordinær beskæftigelse og selvforsørgelse, eller om de blot ikke modtager offentlige ydelser længere, fordi de overgår til forsørgelse i deres familie eller falder helt igennem det sociale sikkerhedsnet. Der er en risiko for, at vi taber sådanne borgere, hvis vi ikke udnytter de muligheder, lovgivningen indeholder for at hjælpe dem til kontinuerlig selvforsørgelse. .

Med venlig hilsen

Majbrit Berlau
Formand
Dansk Socialrådgiverforening