Vejledning om ændring af vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpe-midler, biler, boligindretning mv.

Høringssvar til udkast til vejledning om ændring af vej-ledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindretning mv.

Til

Social- og Integrationsministeriet
Holmens Kanal 22
1060 København K

Dansk Socialrådgiverforening (DS) takker for muligheden for at kommentere på udkastet til ændring af vejledning nr. 7 af 15. februar 2011 om hjælpemidler, biler, boligindretning mv. Vi påskønner samtidig den rimelige svarfrist for indgivelse af høringssvar.

DS støtter intentionerne bag tilføjelsen af et litra 8 i § 114, stk. 4 i Service-loven, der udvider målgruppen for støtte til køb af handicapbil, så der i større omfang gives adgang til at bevare en bevilget handicapbil eller at få bevilget støtte til køb af en handicapbil, når et barn med nedsat funktionsevne anbringes eller er anbragt uden for hjemmet. Vi er derfor ærgerlige over at erfare, at der er nogle uklarheder om denne nye bestemmelse i vejledningen, som i værste fald kan føre til en restriktiv brug af den nye litra 8 i § 114, stk. 4 i den kommunale praksis. Disse uklarheder kommer til udtryk i vejledningens punkt 162 og punkt 233.

Vi skal opfordre til, at uklarhederne ændres i den endelige vejledning, så lovgivningens intentioner kan komme til udtryk i praksis.

Modstrid mellem punkt 162 og intentionerne bag lovgivningen

I vejledningens punkt 162 ”Ophold i botilbud” nævnes Ankestyrelsens principafgørelse 58-10, som omhandler et anbragt barn. Barnet havde blandt andet et kørselsbehov til ”familieaktiviteter, når han opholdt sig i hjemmet i de fleste weekender og under 4 årlige ferier af 5-10 dages varighed”. Ankestyrelsen fandt – efter de hidtil gældende regler – at han ikke var berettiget til bilstøtte.

Når der fortsat henvises til principafgørelse 58-10 i vejledningen trods de nye ændringer af § 114, stk. 4, der netop udvider tilgangen til handicapbiler til anbragte børn og unge, kan der opstå forvirring om sammenhængen mellem Folketingets intentioner med loven og dens praktiske udmøntning. Punkt 162 synes med sin fortsatte henvisning til principafgørelse 58-10 at være mere restriktiv end Folketingets intentioner om at udvide tilgangen til handicapbiler for anbragte børn og unge med nedsat funktionsevne. Vejledningen kan således i værste fald virke indsnævrende i forhold til lovens intentioner, og man kan på baggrund heraf frygte, at kommunerne vil være mere restriktive med at bruge ordningen med udgangspunkt i punkt 162.

Det vil alt i alt blive vanskeligt at administrere den nye bestemmelse i loven, hvis der fortsat henvises til principafgørelse 58-10 i vejledningen. Det er derfor afgørende, at der også sker en konsekvensændring af punkt 162, som der er sket med de øvrige punkter.

Modstrid mellem punkt 170-172 og punkt 233

Det fremgår af vejledningens punkter 170-173, at det ved tildeling af bil-støtte samt bevaring af tildelt støtte udelukkende er ”de perioder, hvor barnet eller den unge har samvær mv. med familien, der skal indgå ved vurderingen af kørselsbehovet”. Punkt 172 siger desuden, at ”de perioder, hvor barnet eller den unge opholder sig på anbringelsesstedet, skal derimod ikke indgå i bedømmelsen”. Det vil med andre ord sige, at for anbragte børn og unge er det ikke længere det totale kørselsbehov, der skal lægges til grund for tildelingen/bevaringen af støtte til bilkøb, men kun en del af det. Tildelingskriteriet er således ændret for denne gruppe.

Dette virker umiddelbart i modstrid med vejledningens punkt 233, der refererer til bekendtgørelsens § 15, stk. 6, som beskriver, at et af vilkårene for at få tildelt støtte til bilkøb er at: ”Bilen skal i videst mulig omfang an-vendes til at dække det totale kørselsbehov for den person, der har mod-taget støtten”. Denne modstrid mellem to punkter i vejledningen kan lede til uklarheder i den praktiske udmøntning af loven, da tildelingskriterierne ikke stemmer overens med vilkårene for bilstøtten.

Da der ikke er sket en tilstrækkelig konsekvensændring af punkt 233 efter indførelsen af den nye bestemmelse i § 114, stk. 4, kan der opstå uklarheder i tildelingen af støtte til bilkøb til familier med anbragte børn og unge med nedsat funktionsevne. Man kan igen frygte, at kommunerne vil være mere restriktive i administrationen af den nye ordning med begrundelse i bekendtgørelsens § 15, stk. 6 og vejledningens punkt 233. Dette forstærkes af, at der i punkt 233 henvises til punkt 162, hvis negative konsekvenser er beskrevet tidligere i dette høringssvar.

Det er således afgørende, at punkt 171 og 172 i vejledningen bringes i overensstemmelse med vejledningens punkt 233. En mulighed vil her være at henvise til punkt 171 og 172 fremfor punkt 162 i punkt 233.

Ved at ændre punkt 162 og 233 i vejledningen kan det sikres, at Folketingets intentioner med lovgivningen om at udvide tilgangen til støtte til handicapbiler til familier med anbragte børn og unge, kan udmøntes i praksis.

 

Med venlig hilsen

Bettina Post
Formand, Dansk Socialrådgiverforening