Ansøgning

En jobansøgning er en præsentation af dig og dine kvalifikationer i forhold til netop det job du søger. Formålet med ansøgningen er at blive indkaldt til samtale. Her finder du gode råd til den rigtige ansøgning.

Der findes ingen perfekt opskrift på den rigtige ansøgning. Men der findes nogle gode råd og en form, som du med fordel kan følge i langt de fleste tilfælde.

Formålet med din ansøgning er at give arbejdsgiver en appetitvækker, så han får lyst til at møde dig. På cirka én A4 side skal du præsentere det væsentligste om dig selv i relation til den stilling, du søger.

Dit CV fortæller om din baggrund. Selve ansøgningen skal omvendt pege fremad, og den skal give arbejdsgiveren et godt indtryk af, at du kan løse de opgaver, stillingen indebærer. Derfor skal du sætte dine erfaringer og kvalifikationer i direkte relation til jobbet. Forklar hvordan du kan løse opgaverne med udgangspunkt i dine erfaringer og kendskab til området og lad være med at kaste dig ud i en lang beskrivelse af, hvad du tidligere har lavet. Så bliver ansøgningen bare et udvidet CV.

Sproget i din ansøgning skal være let at læse og ikke alt for formelt. På den anden side skal det heller ikke være så blomstrende, at ansøgningen er svær at tage alvorlig.

En vigtig pointe i en ansøgning er også, at det er bedre at komme med eksempler på det, du gerne vil fortælle, end at fremsætte påstande.

Hvis du gerne vil fortælle, at du er en ”ildsjæl”, kan du i teksten vise det ved at skrive, at du i dit lokalmiljø er med til at drive et eftermiddagstilbud til børn mellem 12 og 16 år, der har brug for lektiehjælp. Eller at du i det job du søger, gerne vil være med til at opbygge et projekt for hjemløse, fordi du har godt kendskab til området gennem mange års arbejde med gruppen. På den måde viser du, at du er en energisk og handlekraftig person, i stedet for blot at påstå, at du er det.

Opbygning af ansøgningen

Når du skal skrive din ansøgning, så er der en struktur, som erfaringsmæssigt fungerer godt:

Virksomhedens navn og adresse

Virksomhedens navn, adresse og attentionperson skrives øverst til venstre. Vær helt, helt sikker på, at det er korrekt. Datoen skriver du øverst til højre.

Overskrift

Overskriften fremhæves med fed, understregning, kursiv eller lignende, der indikerer, at der er tale om en overskrift.

Den typiske overskrift i en ansøgning relaterer sig til stillingsopslaget. Du kan for eksempel skrive: “Ansøgning til stillingen som socialrådgiver i børnefamilieafdelingen”.

Du kan også vælge en mere kreativ overskrift som: “Glad og initiativrig socialrådgiver søger stillingen i børnefamilieafdelingen”. Hvis du vælger en mere kreativ overskrift, skal du være opmærksom på, at den ikke bliver for frisk. Det er vigtigt at bevare troværdigheden i forhold til den stilling, du søger.

Motivation

I mange stillingsopslag står der, at man kan ringe til en kontaktperson, hvis man har spørgsmål til jobbet. Prøv at gøre det. Erfaringen er, at når man har en god samtale med en personalekonsulent, får man ofte nogle gode informationer om virksomheden, som kan bruges i ansøgningens indledning. Her er et eksempel på en motiveret indledning.

”Jeg søger stillingen, fordi jeg er uddannet socialrådgiver og har stor lyst til at motivere de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige, til at komme i job. Fra min telefonsamtale med afsnitsleder Hanne Hansen, har jeg erfaret, at ganske mange ledige i jeres kommune har problemer med misbrug udover ledighed. Det er en problemstilling, der eventuelt kan løses med tværgående samarbejde med andre forvaltninger – et arbejde jeg fra mit nuværende job har virkelig gode forudsætninger for og en oprigtig interesse i.”

Kort om dig: Navn, uddannelse, nuværende job og gerne alder

Det er nogle helt basale oplysninger, som man ikke må være i tvivl om, når man læser en ansøgning. Selvom det står i CV’et, skal det også stå i ansøgningen.

Faglige og personlige kvalifikationer i forhold til jobbet

Læs opslaget grundigt og tag direkte udgangspunkt i de udfordringer og kompetencer, der nævnes i stillingsopslaget.

Beskriv hvem du er, fagligt og uddannelsesmæssigt og hvordan det er relevant i det job, du søger. Kom også gerne ind på hvilke personlige egenskaber, du besidder, og hvordan du ser disse bragt i spil i det pågældende job. Det er vigtigt ikke bare at beskrive hvem du er, men i høj grad også at relatere det til, hvordan du vil bruge dine erfaringer i den konkrete stilling.

Rund af

Skriv at du naturligvis står til rådighed for en personlig samtale og skriv dit mobilnummer i ansøgningen, så man ikke skal lede rundt i CV’et for at finde det. Sæt din underskrift på. Hvis du sender elektronisk, så brug en scannet underskrift.

Skriv at du vedlægger dit CV.

Læs korrektur

Læs din ansøgning igennem og vær sikker på, at der ikke er stavefejl eller grammatiske fejl.

Det er en god idé at få en anden til at læse din ansøgning igennem for at få et par nye øjne på. Ofte vil man ikke til socialrådgiverstillinger blive sorteret fra udelukkende på grund af stavefejl, men det virker sjusket, hvis ansøgningen ikke er godt gennemarbejdet, og det kan få betydning for læserens samlede indtryk af dig.

Få personlig rådgivning