Kommuner svigter voldsramte kvinder og børn
Tal fra Rigsrevisionen viser, at 65 procent af kvinderne på krisecentre ikke får tilbudt familierådgivning, og at 46 procent af børnene ikke får psykologhjælp. Socialrådgivere efterlyser en omorganisering af indsatsen.
Rigsrevisionen kritiserer kommuner for ikke at sikre, at kvinder og børn på krisecentre får familierådgivning og psykologhjælp. Socialrådgivere på kvindekrisecentre mener, at loven lægger op til en uhensigtsmæssig organisering af indsatsen, og at det i høj grad er årsag til problemet.
Ifølge Servicelovens paragraf 109 skal kommunerne – hvor kvinderne har bopæl – tilbyde kvinder med børn på krisecentre familierådgivning i seks måneder for at støtte kvinderne i at etablere en ny tilværelse uden vold. Og børnene skal tilbydes psykologbehandling, så de kan bearbejde de traumer, det kan give at være vidne til vold eller selv at have været udsat for vold.
Men Rigsrevisionens gennemgang af i alt 104 sager viser, at 65 procent af kvinderne med børn ikke har fået tilbudt familierådgivning, og at 46 procent af børnene ikke har fået tilbudt psykologhjælp.
Tidlig familierådgivning efterlyses
Socialrådgiver Stine Rought, der er formand for Dansk Socialrådgiverforenings faggruppe Kvindekrisecentre, og ansat på et kvindekrisecenter i en mindre kommune, genkender i høj grad udfordringerne med at iværksætte støtte efter paragraf 109, stk. 4 og 5.
– Vi prøver at kontakte kommunerne og undersøger på hvilken måde, de kan iværksætte tilbuddet. Ofte henviser de til, at de ikke kan kobles på en familie før efter endt udflytning, hvilket hænger sammen med, at kvinderne ofte skifter bopælskommune efter opholdet på krisecenteret.
Men i loven pointeres det netop, at familierådgiverne skal kobles på, inden kvinderne flytter ud fra krisecenteret.
– Det er vigtigt i forhold til at skabe en relation til kvinden, som er i en meget sårbar situation. Vores erfaring er, at når først kvinden er flyttet ud i egen bolig, kan det være svært for hende at overskue at tage imod tilbuddet om familierådgivning, fortæller faggruppeformanden.
Kommuner i tvivl om lovgivningen
I forhold til tilbuddet om psykologbehandling til børnene er det Stine Rought oplevelse, at der er meget stor forskel på, hvordan og hvor hurtigt, de handler i kommunerne.
– Nogle kommuner bliver i tvivl om lovgivningen. Om det kan være rigtigt, at børnene har ret til psykologbehandling uden forudgående undersøgelse. Det forlænger til tider sagsbehandlingstiden og dermed ventetiden for de børn, som har behov for hjælpen. Nogle familier når at flytte fra krisecenteret, inden hjælpen er iværksat, og dermed er det ikke muligt for krisecentrene at følge op på, om tilbuddet modtages. Med mindre kvinden henvender sig og beder om hjælp til opfølgning på sagen, forklarer Stine Rought.
Hun påpeger, at det er afgørende, at kommunerne vil ofre, hvad det koster. Også når det drejer sig om psykologhjælp til børnene.
Stine Rought håber, at organiseringen af kommunernes opgaver og indsats på området vil blive ændret efter Statsrevisornes skarpe kritik.
– De gode erfaringer er der, hvor familierådgiveren har været involveret i selve udslusningen fra krisecenteret, og det kan familierådgiveren, hvis hun er fysisk placeret på krisecenteret, siger Stine Rought.
Læs mere om kvindekrisecentre og lovgivningen i Socialrådgiveren nr. 5, som udkommer 10. april.